teaterbloggen.dk

“Nøddeknækkeren”, Tivoli.

Lad det være sagt med det samme, jeg er ret glad for Tivolis Nøddeknækker, der nu spiller for tredje gang. Først, fordi 1.akt er særdeles familievenlig, hvilket andre Nøddeknækkere markedsføres som, men sjældent er. Dernæst, fordi Dronning Margrethes scenografi er vellykket og fint sammenstiller biedermeieræstetik i borgerhjemmet, Tivolis halekinromber med enkel skønhed som dansere i mørk snefog med Københavns skyline i baggrunden. Og sidst, men ikke mindst, fordi Claras juleaften er præcis københavnsk socialhistorie, logisk i sin fortælling, og fornemt skifter mellem drøm og virkelighed.

Der er de elementer, der for mig gør denne forestilling god. En historie fortalt, så alle kan være med. Balletpurister vil mene, der mangler dansere, og andre har været utilfredse med, at der indtil i år kun har været båndmusik. Det har ikke afholdt mig fra, helt undtagelsesvis, at finde en sjælden rest af barnlig juleglæde frem, de par gange jeg nu har set forestillingen. 2.aktens dansedivertissementer vil kede mange børn og balletfremmede voksne, for os mere balletvante er det altid spændende at se, hvordan de hundesvære trin beherskes.

Musikken får megen ømhed og klang i den version, som Tivoli Copenhagen Phil leverer under ledelse af Henrik Vagn Christensen. Det mærkes specielt i anden akt, hvor divertissementerne får egen åndedræt og farve med levende musik i orkestergraven.

Ellers er meget ved det gamle, Tommy Edvardsens H.C. Andersenfigur er et studie i dreven affektion. Jette Buchwald gør sin husholderske ikke bare til hjemmets moderlige motor, men også til kvinde med blik for affekterede forfattere. Kalthleen Videiras Clara er en fin og meget renfærdig udgave, men jeg savner måske den sødme og præseksuelle farlighed, som Teele Ude tidligere har givet rollen.

Hvis du savner en kulturel begivenhed, der kan samle børn, voksne og gamle i julemåneden, så er Tivolis Nøddeknækker perfekt. Den er Tivoli for alle pengene. For rabat på billetter hold øje med diverse kundeklubber. Hvis du ikke er trængt af familien i december, og gerne vil se en klog voksenversion, der handler mere om ballet end om jul, så overvej en tur til Hamborg.

5 teatersæder.

KOREOGRAF PETER BO BENDIXEN
SCENOGRAFI OG KOSTUMER DRONNING MARGRETHE
DIRIGENT HENRIK VAGN CHRISTENSEN
LIBRETTO HENRIK LYDING OG PETER BO BENDIXENFRIT EFTER E.T.A HOFFMANN
LYSDESIGNER JONAS BØGH
MUSIK PJOTR ILJITJ TJAJKOVSKIJ FREMFØRT AF TIVOLI COPENHAGEN PHIL.

BILLETTER:

“SVANTES LYKKELIGE DAG”, Nørrebro Teater.

Benny Andersen fik med LP’en “Svantes viser” sit nationale gennembrud i 1973. Poul Dissing fortolkede her sangene fra Andersens roman af samme navn, der var udkommet året før. Bogen har stået i skyggen af musikalbummet, som blev en landeplage, solgte i over 100.000 eksemplarer og indgår i Kulturkanonen fra 2006.

Niclas Bendixen har med stor kærlighed dramatiseret og instrueret sanghistorien, hvor forforfatteren reflekterer over sig selv, sin lyrik og den sære fiktive svensker “Svante”, som han møder på Akademisk kursus i 1948, diskuterer digtning med og som siden forsvinder ud af forfatterens liv. Dialogen mellem de to tolkes som en forfatters to sindelag, evigt kommenteret af den besværlige Nina, som fungerer som muse, ur-Eva og den evigt utro elskerinde.

Det er der blevet en rørende og interessant forestilling ud af, ikke mindst fordi Anders W. Berthelsen som forfatter/Svante og Lise Baastrup som Nina skænker hver deres figurer så megen sødme og bramfrit levet liv, at vi som tilskuere lever med helt fremme på plyds-sædet. “Jeg vil ikke underholde med komik, jeg vil underholde med nærvær” vrisser Svante et sted. Forestillingen gør begge dele.

Niclas Bendixen koreograferer med fantastisk fysisk fornemmelse de mange ordmørke tanker, som forfatter og Svante udveksler i evig dialog med sig selv og Nina. Tanker om digtning og det ikke at kunne finde ud af sit liv. Han er stærkt hjulpet af Julian Toldam Juhlins scenografi og kostumer, som med stort held får Nørrebro Teaters folkekor til både at være natur, mareridt og klassiske græsk kommenterende sangerkor. Der er sygt mange flotte meddigtende detaljer, Svante/forfatter ses i flere forskelligt farvede regnsæt, det regner i Svantes liv, selvom scenen er én stor klar solnedgang. Ninas stormønstrede kjoler med benvarmere i flere farver er et stort optimistisk liv ved siden af. De tre musikere med arrangør Søren Graversen i spidsen kommenterer med samme meddigtende ofte fint tilbageholdte fornemmelse de smukke sangtekster, som gives i versioner milevidt fra de kanoniserede.

Forestillingen er i den grad et poetisk kunstværk sig selv. Kom af sted, der er så meget at fanges af i den forestilling: Livskloge rablende verselinier, Berthelsens uendeligt melankolske sødme, Baastrups urkvindelige og bramfri Nina, en instruktør i sit mest dansende es, og en scenografi, der gør alle livsveje uendeligt lange. Det kan være, at forestillingen er anelse for lang, prosateksterne ikke de stærkeste, og Berthelsen ikke den største sanger, men det glemmes når musikken spiller.

5 teatersæder.

“SVANTES LYKKELIGE DAG”, Nørrebro Teater.

ROMAN,TEKST OG MUSIK: BENNY ANDERSEN
INSTRUKTION OG DRAMATISERING: NICLAS BENDIXEN
SCENOGRAFI OG KOSTUMER: JULIAN TOLDAM JUHLIN
MUSIKARRANGØR OG KAPELMESTER: SØREN GRAVERSEN

BILLETTER: 100-435 kr.

SPILLEPERIODE: 23. NOV-23.DEC 2016

“NeoArctic” Hotel Pro Forma, gæstespil på Det Kgl. Teater, Gamle Scene.

Kirsten Dehlholm fik fortjent årets hæderspris sidste år ved Reumert prisuddelingen. Hendes seneste forestilling NeoArctic, lavet i samarbejde med Letlands Radiokor, ligger i forlængelse af hendes livslange nedbrydning af kunstneriske genreskel. Et visuelt melankolsk requiem over den jord og den natur, vi som mennesker selv er en del af, og som vi forstyrrer og langsomt ødelægger.

Musikken i forestillingen består af 12 sange med musik af skiftevis den engelske dub-techno producer Andy Stott og den unge lettiske klassiske komponist Krists Auznieks. Letlands Radiokor synger sangene på scenen med videoprojektioner på deres kostumer og en bugtende rundhorisont bag dem. Sangtekster og videoprojektioner følges ad i tre sektioner med overskriften Korn, Damp og Stråle.

Musikken er det mest overrumplende ved forestillingen. Mødet mellem en klassisk korlyd, der forstærket blander sig med elektroniske dub- og reverb-lyde og elektroniske dybvandsdrøn er en øreåbner. Den er en fest, hvis man har smag for den mere eksperimenterende del af den elektroniske musik og den klassiske disharmoniske og repeterende modernisme. Sjældent bliver du så godt underholdt af sammenblandingen af den menneskelige sangstemme og elektronikkens syntetiske lyde. Som oftest sker denne genreblanding på bekostning af en af delene. Det to komponisters musik beriger og farver hinanden, de må have haft det sjovt under produktionen af forestillingen. Jeg kom flere gange i tvivl om, hvem der havde lavet hvad. Og en stor triumf for Letlands Radiokor, som koncentreret i 80 minutter synger hundesvære rytmiske og harmoniske sekvenser som små engle.

Det er en forstilling, der ikke fanger hele vejen igennem, men hvor der er mange overvældende undergangsbilleder, som f.eks. mudderskred og stormscener. Forestillingen er en sorgfuld kunstnerisk refleksion over menneskets naturindblanding, en konstatering af menneskets og naturens forbundethed på godt og ondt.

Kom af sted, den går kun tre gange, ungdommen har fanget den. Det var flot at se premierepublikummet, der næsten alle var under 30 år, hylde den gamle mester, lige fyldt 71.

5 teatersæder.

“NeoArctic” Hotel Pro Forma, gæstespil på Det Kgl. Teater, Gamle Scene.

Dirigent og musikalsk arrangement: Kaspars Putnins
Koncept: Hotel Pro Forma
Instruktion: Kirsten Dehlholm
Musik; Andy Stott og Krists Auznieks
Tekst: Sjón
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Scenografi, instruktørassistent: Anne Mette Fisker Langkjer
Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt, Magnus Pind Bjerre
Spilleperiode: 15-17 september 2016.
Billetter: 75-395 kr.

“Presence”, Selene Muñoz i Dansehallerne

Styrt ud i Dansehallerne og se denne lille perle af dansefusion med den sjældent smukke og teknisk formidable spansk-danske flamencodanser og koreograf Selene Muñoz. Hvis du synes flamenco er en enerverende række af selvhøjtidelige maksimal-intense højdepunkter, så vil du her opleve flamenco med både sødme, sensualisme og fortælling sat i ramme af moderne dans. Forestillingen slutter på søndag, så tøv ikke med beslutningen om at tage af sted, selvom vejret opfordrer til årets sidste strandtur.

Selene Muñoz blev landskendt som flamencostjerne, da hun optrådte i TV i en velgørenhedsudgave af “Vild med Dans. Derudover har hun medvirket i sommerdansen i Politigården og koreograferet og danset i sommerballetten på Bellevue Teatret, sidstnævnte indbragte hende en reumert-nominering som årets danser i 2012. Hun er om nogen en crossover kunstner, der gerne arbejder på tværs af danseformer og musik.

Jeg ved ikke, hvad jeg er mest fascineret af ved forestillingen, om det er Munoz’ evne til som koreograf at forme en perlerække af smukke bevægelser og billeder i harmoni med musikken, som er moderne spansk guitarflamenco og livemusik af den svenske percussionist Stephan Jarl. Eller om det er hende selv, som den sødmefulde og teknisk brilliante flamencodanser, hun er. Hun har arme med sjælden udtryksevne og skønhed, og fødder som trommestikker.

Forestillingen består af række dansebilleder med flamencoen som hovedmotor blandet op med stærke indslag af klassisk ballet og moderne dans. Den begynder med en sjov lille skabelsesberetning, hvor to mennesker fødes ud af Munoz’ store flamencoslæb. Den skønne høje svenske moderne danser Jonas Örkner svejer og vejer sig selv i et stort spejl, derefter følger en pas de deux med Munoz i klassisk kvinde-mand elsker-hader hinanden. Den tredje figur danses af Teele Ude, kendt fra nøddeknækkeren i Tivoli, hun er en hel forestilling i sig selv. På klassisk tåspids forsørger hun at vokse sig højere med nye tåspidssko forestillingen igennem, måske som et barn, der prøver det at blive voksen, måske bare som et menneske, der forsøger at finde sig selv. Det hele med et vemod, der er så elskeligt og så ballet-teknisk brilliant, at man sidder med kæben helt nede på maven.

Hvad forestillingen handler om, er ikke så let at greje, måske om menneskets naturlige narcissisme som forudsætning for at blive sig selv og finde sammen med andre. Den skaber hele tiden nye overraskende stemninger for til sidst at ende i harmonisk familiær tre-enighed. Forestillingen inviterer i den grad til åbne øjne og ører og lade billeder, fortælling og musik fylde en. Som sagt, kom af sted. Det er en 1 time i bedste danseselskab.

5 teatersæder.

“Presence”, Selene Muñoz i Dansehallerne.
Medvirkende: Selene Muñoz, Teele Ude, Jonas Örkner, Stephan Jarl
Koreograf: Selene Muñoz
Lysdesigner: Martin Danielsen
Kostumedesigner: by Luna
Producent: Selene Muñoz Danzart
Spilleperiode: 7. – 11. SEPTEMBER 2016.
Billetter: 40 – 195 kr.

Denne anmeldelse er også at finde på “Out and About”

“Tove!Tove!Tove!”, Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, repremiere

Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed kender deres Tove Ditlevsen og elsker hendes tekster: Det er den følelse, der står stærkest efter at have overværet deres rablende og diabolske teaterkoncert om digteren, der endte med at tage sit eget liv i 1976, efterladende sig et forfatterskab med lige dele stærkt personlige romaner og formstærke digte.

Tekstuddrag eller vers gentages, nærmest messes igen og igen, i løbet af forestillingen, der ikke altid tager sit publikum i hånden, hvad angår pædagogisk gennemgang af titler eller personligt liv. Tekstfragmenter råbes, hviskes eller synges med en fanden i voldskhed og hæmningsløshed, der både mimer Tove Ditlevsens person og liv, og deres egen begejstring for hende. Alle kvinder på scenen spiller Tove og er ikke bange for at bruge sig selv fuldstændig. Mange grotekste scener opstår, som f.eks. når de står og synger en af Ditlevsens rå digte med trusserne neden om benene.

Forestillingens sange fungerer som ro og tilflugt i det kaos forestillingen og Ditlevsens liv i perioder er. Og fortolkningerne af digtene farves og klinger så flot i lyset af de prosatekster, der går forud. Jeanett Albecks melodier til digtene er sine steder overrumplende gode og hun performer selv vidunderligt som en af Toverne på scenen.

Iscenesætter Elisa Kragerup og holdet får skabt en kunstnerisk særdeles vellykket tolkning af Ditlevsens tekster og et skønt gesamtkunstværk i sig selv. Hvad denne anmelder dog mangler er en hvis stramning af udtrykket: Forestillingen kunne godt undvære pausen, præges også lidt af teaterkoncertmanerer, som lidt for mange balloner og konfetti, og af at ikke alle tekster rammes lige rent følelsesmæssigt og i udtalen, så publikum ikke altid fanges af dem.

Men hvor er der dog knald på den forestilling.

5 teatersæder.

“Tove!Tove!Tove!”, Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, repremiere.
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde
Koreograf: Signe Fabricius
Komponist: Jeanett Albeck

Spilleperiode: 18. august 2016 – 10. september 2016.
Billetter: 150-295.kr

Nederlands Dans Theater, Sol León & Paul Lightfoot, gæstespil Kgl. Teater, Gl.Scene

Nederlands Dans Theater er lige så fremragende i dette gæstespil, som da de var her sidst i foråret 2009 med Silent Screen. Tre smukke bevægende koreografier, næsten tre timer med trinkunst, som er svær at finde bedre.

Kom af sted, det er dans med følelser for voksne og med et teknisk overskud, så man bliver helt forpustet. Danserne selv er lige så interessante som trinene. De behersker en suveræn teknik samtidig med, at man som publikum kan falde i staver over et udtryk, en tanke, et følelsesmæssigt skift. De afvikler suveræne balancer i et overjordisk tempo, for i det næste sekund af fange tilskuerne med et blik, en følelse eller en hurtig gestik. De tør at lave kunst for fuld udblæsning.

Og kunst for fuld udblæsning, det er hvad koregrafduen Lightfoot León har gang i. Vi får tre værker i kronologisk rækkefølge, som også synes at afspejle koregrafparrets udvikling fra det mere konkrete og let tilgængelige, til det mørkere og mere svært udgrundelige.

Shoot the Moon fra 2007 sat til Philip Glass lidt ukendte, men fantastisk smukke Tirol Concerto for klaver og orkester, kredser om parholdet, som en kort pause eller hvilepunkt i livet, hvor vi måske når tæt hinanden. Måske ikke. Vi længes efter os selv og en anden, der elsker en anden.

Same Difference er en voldsomt underholdende, men også eftertænktsom undersøgelse af, hvordan vi mennesker kan have det så forskelligt med vort selv, og hvordan vi ofte vælger at udtrykke vort ego lidt for stort.

Stop-Motion er deres nyeste værk til udvalgte værker af Max Richter. En abstrakt reflektion over tidens gang, afsked, og alle menneskers langsomme vej mod støvet, her gjort konkret, som det hvide kridt danserne til slut danser i.

Det er en lang aften, knap tre timer, men der er, ud over de lidt lange pauser, få overflødige minutter. Kom af sted. Det er verdenskunst på gamle scene. Moderne dans bliver sjældent bedre end her.

6 teatersæder

Nederlands Dans Theater, Sol León & Paul Lightfoot,
Kgl. Teater, Gl.Scene.
spilleperiode: 19. til 21. januar 2016.
Billetter: 95-595kr

Sylfiden & Tema og variationer, Kgl Teater, Gamle Scene og Turne.

Sylfiden i balletmester Nikolaj Hübbes nye udgave fra sidste år er rodet i sit udtryk, omend seværdig, hvis du aldrig har set dette kulturkanoniserede kunstværk. Så køb endelig billet, nu hvor den er på turne rundt i landet. Sylfiden er verdenskunst og Bournonvilles historie om hende og James er ikke til at dræbe trods sære instruktør- og scenografvalg.

Den Kongelige Ballet er verdensberømt, fordi den som det eneste sted i verden danser balletter fra før 1870. Alle andre steder er disse gået tabt. Den Kongelige Ballet har danset Sylfiden i ubrudt tradition siden 1836, så danserne – i hvert fald dem – der er opvokset på teatret – har levet og lagt krop til denne ballet i så mange år, at personerne og trinene i den grad sidder dem kroppen, at den altid er seværdig. Aftenens anden del, “Tema og variationer” af Balanchine er udelt danseglæde og danseopvisning, så aftenen skal nok blive uforglemmelig.

Hübbes radikale omtolkning af Sylfiden fra sidste år har mange problemer, Det største er Bente Lykke Møllers abstrakt moderne scenografi og kostumer. Den skotske bondestue ligner et Hammershøi-interiør i beton. En deprimerende moderne rædsel. Kostumerne er supernutidige og chikke i gråsort uld i bedste kvalitet og smarteste snit. Herrerne med sixpence og duset sort kilt, det hele er så mørkt, at gæsterne til bryllupsfesten i første akt kommer til at ligne en flok forfængelige hipstere til begravelse, hvor de forsøger at finde en grimasse, der kan passe. Hübbe siger i programmet, det skal ligne en Hans Kirks indremissiok bygd i det høje Skotland. Det må være i år 2036.

Sylfiderne danser i anden akt mellem to høje hvide vægge med hvid baggrund. Det ligner en prøvesal, hvor teknikerne har glemt nogle rumdelere, og forhindrer sylfiderne i at komme ind og ud af deres æteriske sylfideformationer.

Nogle af instruktørens valg er lige så mærkelige. At Sylfiden skulle foregå i et indre missionsk miljø, er noget Hübbe har fundet på. Der er intet belæg for det i Bournonvilles libretto, og forekommer fuldstændig ulogisk alene af den grund, at der bliver danset til brylluppet. Det ville aldrig finde sted i et indremissionsk hjem. Dans betyder glæde og kropslighed, men danserne er tydeligvis instrueret til at være tilknappede. Det er helt bizart at se på.

Hübbe siger i programmet at denne udgave er egomanisk hans egen, at han havde brug for at komme James til livs, den rolle, der begyndte og sluttede hans dansekarriere. Det er der kommet en meget idiosynkratisk forestilling ud af, hvor jeg spørger mig selv, om den slags personlige opgør behøver at gå ud over publikum og Bournonville.

Men gå ind og se forestillingen, som postmoderne tegneserieballet, hvor ikke alting skal tages alvorligt og gå op i en højere enhed, glider den fint ned. Den er sine steder smuk i sine afstemte mørke farver. Den passer således godt til “Tema og variationer”, som Balanchine krævede ikke blev danset for romantisk og med for megen følelse. Som balletelsker græmmes man dog over dette overflødige mordforsøg på Sylfiden.

4 teatersæder

Sylfiden:
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe

Tema og variationer:
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Iscenesættelse: Judith Fugate

Spilleperiode: Turné fra den 22.01-04.02.2016.
På Gamle Scene 10. – 27. februar 2016. Billetter: 47-695 kr.

“Romeo og Julie” på Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene 2015

Genopsætningen af Romeo og Julie er en endnu bedre forestilling, end den jeg begejstret anmeldte sidste år. Nogle få udskiftninger i birollerne og holdets erfaring med Shakespeares mange poetiske ordguirlander har gjort tragedien mere helstøbt og om muligt endnu mere følelsesmæssigt medrivende.

Sjældent har denne anmelder siddet i plysset med følelsernes grundvand i den grad sivende ned af kinderne. Stykkets emotionelle balance har rykket sig fra første omgang, især fordi udskiftningen af Tammi Øst med Jannie Faurschous gør ammens rolle mere kærlig og morforelsket i Julie. Kærligheden var i første udgave af forestillingen en umulig handling i en ond verden, nu er kærligheden livets mulighed og den første unge kærlighed umulig at stå i mod, den går dog under trods alle gode hensigter om at bære den igennem.

Det er en gave at have set begge forestillinger, de viser begge hvor teatrets kraft dog er stor og hvor lidt der skal til for at flytte et udtryk. Kom af sted før det er for det er for sent, det gælder både i kærlighedslivet og med at få bestilt billetter.

6 teatersæder

“Romeo og Julie” på Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene 2015

Iscenesættelse: Elisa Kragerup.
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing.
Koreografi: Signe Fabricius.
Lysdesign: Jonas Bøgh.
Lyddesign: Jonas Vest.
Spilleperiode: til 22. november 2015.
Varighed: 2 timer og 45 minutter
Billetter 475kr – 95kr. (Prøv Coop for at se om du kan få rabat).

“En kort en lang” på Nørrebro Teater

Ålborg Teater vandt en Reumert for denne musical i 2014, baseret på filmen af samme navn. Den er nu flyttet til Nørrebro Teater med næsten det samme hold som i Ålborg. Og hvor er det en fantastisk dejlig forestilling, svingende, sjov og lige til at blive glad og (sorg)munter i låget af. En historie om, hvordan vi mennesker kan rode så meget rundt i egne følelser, at vi voldsomt sårer andres.

Fortvivl ikke hvis du ikke har set filmen: Muscialen virker også uden forkundskaber og handler om forholdets evige trekant, hvor én elsker en anden, der elsker en anden. Jørgen og Tom er brødre, på kanten til at blive gift med deres kærester, Jacob og Karoline, der en tåget julenat svigter brødrerne til fordel for en kærlig affære med hinanden. Omkring disse to par svinger vennerne – de fleste homoer med supermorsomme replikker – og fremragende musikere i flot koreograferede tableauer.

Niclas Bendixen har iscenesat forestillingen med et imponerende overskud, hvor et generøst opbud af gestiske detaljer farver handlingen følelsesmæssigt præcist. Der er en fantastisk spilleglæde i hele ensemblet, og en tiltro til figurernes følelser og genkendelighed, og en tiltro til at vi som publikum lader os bevæge. Martin Brygmands sange har så gode tekster, at vi som publikum bærer over med, at de ikke alle er lige så store hits som filmens landeplage “Vent på mig”

Kom af sted, der bliver spillet ud af røven på alle pladser, hvilket kompenserer for stykkets jammerlige dramaturgi, det er sjovt, dejligt og aldrig kedeligt. Der er billetter fra 100 kr, en prispolitik som denne blog kun kan bifalde, så der er ingen undskyldning for ikke at komme af sted.

5 teatersæder

“En kort en lang” på Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, København N
Instruktion: Niclas Bendixen.
Bearbejdelse af Hella Joof og Klaus Bondams film: Morten Kirkskov og Niclas Bendixen
Spilleperiode: 5.sept – 1.nov 2015, man-fre kl. 20.00, lø-sø kl 16.00
Billetter: 100 – 420 kr.

“Det der er” på Husets Teater

Den grå Berlinmur ude foran Husets Teater får mange betydninger i den lyrisk smukke monolog, som Peter Asmussen har skrevet om den østtyske kvinde Renates skæbnesvangre og ulykkelige kærlighed før murens fald. Indenfor lægger Karen-Lise Mynster følelser og stemme til en fuldstændig sublim gennemlysning af den tabte kærligheds mange støvede farver. Hun har forelsket sig i en dansk mand på en tur som oversætter til København og sidder nu tilbage i et gråt Berlin og sender breve til ham med beretninger om østtysk hverdagsliv og sine egne afgrundsdybe længsler efter ham og et andet liv.

Hvor den forestilling dog går i hjertet. I en sjælden scenisk minimalisme sidder Karen-Lise Mynster og lader sin enestående skuespillerkunst begrænse til ansigtsmimik, stemme, øjne og hænder. Iscenesætter Simon Staho får hende til at underspille, så følelsen rammer publikum i en lang spændt parabel til man sidst går hjem og tænker på sine egne forliste ægteskaber, sine egne mange længsler, der forblev ubesvarede og forgæves. Og må sande med hende, at det er det, der er: Tanker, længsler og den indre grå Berlinmur, som man selv må komme over, hvis man skal se lyset bag den. Og det hverdagsliv, der – uanset hvor støvet det måtte være – redder én fra at gå itu: “Intet er så korrumperende som det man kalder sit liv”, som hun siger.

Kom af sted publikum – slå ører og øjne ud, det er både nuancernes og totalteatrets aften. Scenografen Jenny André har omskabt hele Husets Teater til en stor ruin af østtysk tristesse, som rammer forestillingen perfekt ind.

6 teatersæder

“Det der er” på Husets Teater, Halmtorvet, København.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster
Tekst: Peter Asmussen
Instruktion: Simon Staho
Scenografi og lysdesign: Jenny André
Varighed: 70 minutter.
Billetter: 130-190 kr.

“Andens Verdenskrig”, julekabaret på Cafe Liva

Andens Verdenskrig Cafe Liva

Jacob Morild’s julekabaret fejer 25 års jubilæum med manér. Hans traditionsrige satire over julens overflod af overfladiskhed har ikke, som jeg husker det, været mere ramsaltet og næsten ondskabsfuldt sjovt.

Han flankeres denne gang af Karsten Jansfort, der med sin lidt blødere og rundere replik komplementerer Morilds hårdkogte stening af julens kitch og falskhed. Musikken er som altid fremragende. For eksempel bliver teksten justeret i et skønsomt udvalg af danske julesange. De serveres i et vidunderligt swingin’ medley, hvor 4 herrer i præcise arrangementer sender dem over i den amerikanske showscene. Som ville Morild sige, at den danske juls essens er fortrængning af alt indhold til fordel for ren form. Ligesom de blinde i showets indledning, der ikke ser hinanden, så ser vi ikke julen og den menneskelighed, der måske engang lå gemt i traditionen.

Resten af showet går for en stor del med danskernes voldtægt af mad og i år i særdeleshed af ænder og slutter som altid med en rapport fra firmajulefrokosten. Morild har et helt særligt talent for at udlevere fuldskabens kropslige- og sproglige dødsrute.

Jeg ved godt, jeg ikke her får alt det andet sjove og kloge med i Morilds satire, han der som ingen andre i dansk showbizz kan forene det store grin med livskvalme og galskab. Det er bare med at komme af sted. Der er desværre ikke mange billetter, men hvis du er ved at få julen galt i halsen, så styrk dine brækfornemmelser ved at gå på Liva.

5 teatersæder

“Andens Verdenskrig – De 5 Forbandede Lår”, julekabaret på Cafe Liva.
Tekst: Jacob Morild.
Musikalsk arrangement: Morten Wedendahl og Thomas Pakula.
Spilleperiode: 20 nov. til 20. december, 2014. Mandag – Lørdag kl. 21 Spisning: fra kl. 18.30.
Billetter: Kr. 200, billet + julebuffet: Kr. 495,

“Glasmenageriet” på Hippodromen, Folketeatret

Hvis du kun skal se en forestilling i år, så lad det blive “Glasmenageriet”. I Kaspar Rostrups superpræcise iscenesættelse og med et pletskud af et skuespillerhold bliver forestillingen en opvisning i klassisk teaterkunst, når det i Danmark er bedst. Ikke en replik klinger falsk i dette middelklassedrama, der næsten får karakter af klassisk tragedie, når det spilles så rent. “Glasmenageriet” er Tennessee Williams‘ mest selvbiografiske stykke om sin egen skæve familie, der forsøger at finde fodfæste på et almindeligt barskt arbejdsmarked, men som i sin beskrivelse af menneskets sjæleliv rækker langt videre end sin egen tid og konkrete omstændigheder.

Karen-Lise Mynster giver et barskt portræt af moderen, der hæmningsløst og bittert forsøger at leve sine børns liv for dem. Hun er psykologisk fanget i egen glorværdige ungdom, de mænd hun ikke fik, og sit forliste ægteskab med en fordrukken telefonmand. Mynster gør moderen til en Kirsten Walthersk furie, hvilket gør hendes børns forskellige grad af psykisk fortabelse meget begribelig.

Jens Frederik Sætter-Lassen spiller sønnen Tom og stykkets alter ego med flot blik for rollens blanding af kærlighed til sin familie og fuldstændige desperation over samme. Nikolaj Bjørn-Andersen gør vennen til en sød og tænksom, men også så tilpas selvglad ung mand, at stykkets slutning giver fuldstændig mening.

Men den største præstation er næsten Ena Spottags, hende kan man som tilskuer ikke få øjnene væk fra som anden del skrider frem. Hun gør birollen Laura netop til den hovedrolle figuren har i Toms fortælling. Hendes ansigt er i konstant følelsesmæssig bevægelse, hendens øjne rummer til slut næsten al verdens sorg. Hendes generthed fylder rummet fuldstændigt og giver et hjerteskærende portræt af en psykisk fuldstændig fortabt pige, men også med netop den sødme og indædthed, at vi kommer til at føle med hende.

Kom af sted, der er stadig billetter, det er teaterklassik af bedste klasse, spillet med en præcision, som er forrygende.

6 teatersæder

“Glasmenageriet” af Tennessee Williams på Hippodromen, Folketeatret.
Iscenesættelse: Kaspar Rostrup.
Scenografi: Stine Martinsen.
Koreografi Jeanette Binderup-Schultz.
Varighed: 1 time og 50 min.
Spilleperiode: 11. november 2014 – 6. december 2014, tir-fredag kl 20.00, lør. kl. 17.00.

Billetter: 195-350 kr.

“Romeo og Julie” i Skuespilhuset, Store Scene.

»Mit publikum behøver ikke med deres hjerne kunne forstå alt det, de ser, men de skal ikke være et sekund i tvivl om, at de kan mærke det,« forklarer Elisa Kragerup i et interview. Og hvis man som publikum lader maven råde, så venter der en teateroplevelse af de sjældne. Hendes følelsesbevægende, melankolske og smukke teaterudgave af “Romeo og Julie” er en radikal svømmetur i Shakespeares mange stærke ord om blodhævn familiefejde og forelskelsens blindhed. Verden er tragisk, og selvom vi griner meget undervejs, er grundtonen en syndflod af vold og undergang, hvori kærligheden ved uheld og tilfældighed også kæntrer.

Alle virkemidler tages i brug for at svinge os igennem scenernes forskellige følelsestemperatur. Steffen Aarfings enorme gummicellebagvæg rammer verden ind som en sindssygeanstalt, men fungerer også som balkon, stjernehimmel og tronstol for fyrsten, der som Gud overværer verden gå under for de to unge. Olafur Arnalds sukkende melankolske musik for strygere og klaver farver meget af forestillingen. Musikken er transponeret over i rekvisitterne, der består af et flygel, et opretstående klaver og en metronom. Alle tre ting bliver brugt til at lave effektlyd til slagsmål og kærlighedsscener. Signe Fabrius’ koreografi giver mange replikker en god bevægelse af tage afsæt fra, og får de mimede slåskampe til at gå i mellemgulvet på publikum.

Først er der følelse, og så er der replik må instruktionen have lydt på, og alle skuespillere kaster sig ud på de 70.000 favne vand og håber på, at ord og følelser holder. Det gør de, i hvert fald den tirsdag jeg så forestillingen. Ordene er både opdaterede nudanske og klassisk højdansk. Det kan være, at ikke alle får replikkerne til at flyve, men de kommer med en indlevelse, så de går i maven. Alle skuespillere er på scenen det meste af forestillingen, det giver tragedien tyngde, når de døde som skygger følger de levende. Danica Curcic‘s forrygende Julie er iscenesættelsens centralperspektiv, hende som insisterer på at være menneske og sig selv og ikke bare et navn eller en skæbne. Thomas Hwans Romeo har sværere ved at stå så klart som menneske, skæbnemorder som han er, men spiller kærlighedsscenerne, som de skal, så man får vand i øjnene. Resten af holdet er lige så dejlige…

Der er stadig mange billetter, men lur mig om det holder ved. Det er en klassikerforestilling for de unge, men alle os halvgamle kan sagtens være med. Flottere, mere medrivende og mere intens forestilling har jeg ikke set længe. Få købt billet, verden er ond, men kan mildnes ved i plysset at mærke, at det er der ikke noget nyt i.

Iscenesættelse: Elisa Kragerup.
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing.
Koreografi: Signe Fabricius.
Lysdesign: Jonas Bøgh.
Lyddesign: Jonas Vest.
Spilleperiode: 05. nov. – 13. jan. 2015
Varighed: 2 timer og 45 minutter
Billetter 475kr – 95kr. (DSB plus, Coop Ældre sagen m.fl. giver 10 % rabat)

“Køkkenelevatoren” på Teatret ved Sorte Hest

Der er rigtigt mange gode pauser i Peter Kunz‘ iscenesættelse af Harold Pinters forbryderhistorie om to lejemordere, der i en mørk kælder under en nedlagt restaurant venter på deres næste offer. Pauser med knirkende senge, pauser med venten og ophold, før handlingen rykker videre. Men aldrig pauser, der føles unaturlige. Samtidig emmer stykket af begges nervøse utålmodighed efter at få arbejdet gjort, så de kan komme videre – til hvad, kan ingen af dog rigtigt huske. Den første halvdel af stykket er deres venten er præget af nærmest ægteskabelig klaustrofobisk lede ved den anden. De har ventet i hinandens selskab i årevis. Den anden halvdel af stykkets venten er mere forbrødret og præget af sult og denne køkkenelevator, som de ofrer til uden at vide hvorfor, og som styres af en almægtig (Gud) arbejdsgiver

Der er dette realplan, som de to skuespillere Morten Holst og Morten Brovn giver så dejlig fysisk liv og bøllet råben, at vi som tilskuere kommer til at holde af stykket som mere end teaterhistorisk dokument af det symboltunge absurde teater fra slutningen af halvtredserne. Deres lede ved hinanden og accept af det job, de bare skal have gjort, før det næste melder sig. Deres desperate febrile ritualer før det næste mord giver på en sær måde luft til, at hele symbolikken bliver til at bære – om de guder vi beder til uden at vide hvorfor – der væres sig arbejdsguder, dødsguder eller bare madguder, når vi er sultne. Der er dynger af muligheder for analyse, hvis man vil det.

Det Pinterske univers er smukt lagt ud, en rigtig dejlig forestilling med en kuldslået maskulin ensidighed uden megen forsoning eller håb. Pinters tekst savner den sproglige og menneskelige poesi, som gør Becketts stykker tidløse, men her løfter dramaet sig på magisk vis alligevel.

4 teatersæder

“Køkkenelevatoren” af Harold Pinter på Teatret ved Sorte Hest.
Iscenesættelse: Peter Kunz.
Lys- og Lyddesign: Søtren Kyed.
Spilleperiode: 7. nov. – 6. dec. 2014, Man-fre kl 20, lør kl 17
Varighed: 60 min. uden pause.
Billetter: 145-190 kr.

Køkkenelevatoren på Teatret ved Sorte hest

“Kameliadamen” Den Kongelige Ballet på Gamle Scene.

Alle danseelskere bør skynde sig ind og se Gudrun Bojesen danse Kameliadamen. Hun blev kåret som årets danser for rollen ved Reumertprisuddelingen i 2013, og med hende i titelrollen bliver John Neumeiers ballet fra 1978 et stykke verdenskunst, som Den Kongelige danske Ballet kun kan være stolt af at have fået lov til at danse. Ved repremieren i tirsdags sprængte hun og danserne de følelsesmæssige sikringer, der kastede tilskueren ud i den følesesmæssige katharsis, som er dansens største kraft: Disse bevægelser, der bevæger, før hovedet har forstået, hvad der sker.

Gudrun Bojesen danser historien om den prostituerede kameliadame, der lader sig overmande af kærligheden lige før hendes egen død af turbekolose, med et vemod, der slår omkuld. Hun er syg og ved hun skal dø og lever livet for sidste gang. I hendes version bliver det ikke historien om den sociale konventions udstødelse af hende, men om Kameliadamens sorgfulde sidste kærlighed. Om en hensynsfuld, vidende og smuk kvinde, som lader sig overrumple og indfange af kærligheden fra den knusforelskede Armand, rasende godt forløst af en smuk dansende Ulrik Birkkjær. Resten af danserholdet danser lige så vidunderligt, og Det Kongelige Kapel spillede sammen med en af ballettens egne pianister, Alison Smith, Chopin, som om det var sidste gang, de fik lov til det, så vemodigt.

Kom afsted, de andre danserhold har hver deres egne fortolkninger af historien, men Gudrun Bojesens version er klart at foretække, hun danser den 19. og 27. september, 8. og 10. oktober. Husk man kan få 10 % rabat på billetten blandt andet via Coop.

6 teatersæder

“Kameliadamen” Den Kongelige Ballet på Gamle Scene.
Iscenesættelse og koreografi: John Neumeier.
Scenografi og kostumer Jürgen Rose
Spilleperiode: 14. sep. – 31. okt. 2014
Varighed: 2 timer og 45 minutter.
Billetter: 740kr – 95kr.

“Erasmus Montanus” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, derefter turne.

Der er klassikerformidling af fineste karat, som instruktør Thomas Bendixen disker op med i ”Erasmus Montanus”, Ludvig Holbergs komedie fra 1731. Historien bliver skarpt skåret til unge mennesker under 30, men vi andre kan sagtens være med. Forestillingen største fortjeneste er, at skuespillerne rammer teksten og karaktererne følelsesmæssigt helt rent. Trods store fakter og vidunderlige hysteriske kostumer, forsvares alle komediens karikerede roller med stor følelsesmæssig præcision . Den direkte fysiske spillestil giver teksten ben at gå på, næsten som i den mimiske ballet. Og jeg forlød teatret med den følelse, at var vist første gang jeg rigtigt havde forstået, hvor god en komedie Erasmus Montanus egentlig er.

Holbergs ord er let moderniserede, lige tilpas, og gives med de mest overraskende og forskellige accenter. Jeronimus, Erasmus’ elskede Lisbeds velbjergede fader, taler det fladeste københavnske, så fladt som Henrik Koefod ellers kan få sin formfuldendte replikmund til at levere. Med den moderne pointe, at rige mennesker i dag ikke nødvendigvis behøver at tale et særligt smukt dansk. Sådan kommenterer forestillingen flere steder direkte vores nutid. Søren Sætter Lassen viser med sin formidable Per Degn hvordan performance og netværk er meget vigtigere end Erasmus’s korrekte latin.

Tag af sted og få straks købt billetter – og nyd et stykke teater, der vover noget mere end bare nydelig klassikerformidling, selvom ældre og mere traditionsbundne teatergængere nok vil føle sig hjemløse. Husk at flere rabatordninger giver mindst 10 % på billetten, se f.eks. Coop.

5 teatersæder

“Erasmus Montanus” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumer: Maja Ravn
Varighed: 2 timer og 15 minutter
Spilleperiode: 04. sep. – 23. okt. 2014, derefter turne: Se spillesteder her.
Billetter: 475kr – 95kr

“Døden i Venedig” Hamborg Balletten i gæstespil på Det Kgl. Teater.

Hamborg Ballettens verdensberømte balletmester, John Neumeier, er om nogen hjertets og følelsens koreograf: Han vil skabe “bevægelser, der bevæger os”, som han skriver i programmet. Neumeier har stor kærlighed til balletten i København, senest satte han for to år siden “Kameliadamen” op på Gamle Scene. Og han er her i denne uge med hele sit fremragende kompagni af dansere fra Hamborg.

Kærligheden virker dog ikke gengældt fra Det Kongelige Teaters marketingafdelings side: Det er lykkedes for dem at holde gæstespillet næsten hemmeligt. Få annoncer og interviews – på premiereaftenen var Gamle Scenes lysreklamer ikke opdaterede om gæstespillet og halvdelen af programmerne manglede en rolleliste. Tivolis presse-afdeling viser med deres Alvin Ailey-promovering, hvordan den slags skal gøres. Der er derfor dynger af billetter til denne uges gæstespil – og derfor ingen undskyldning for ikke at gå ind og se dette stykke fremragende verdenskunst.

Neumeiers fortolkning af Thomas Manns novelle “Døden i Venedig” er af symbolsk-intellektuel aftapning, så forvent ikke det store tårepersende helaftensdrama á la “Romeo og Julie”. Den er i stedet en kompleks spejl-fortælling, hvor læsning af programnoter er en fordel. Neumeier kaster et andet blik på historien om den ældre mands fascination af unge knøs end den seksuelle. Hans “Døden i Venedig” er historien om den stramt disciplinerede verdensberømthed, en koreograf, der i den legende dreng på lidoen genopdager sin egen ungdoms umiddelbarhed og ligefremme relation til sig selv og egne følelser. Seksualiteten er mere til stede i form af karikerede og dejligt mandigt moderne homoseksuelle fristere – der afsporer kunstneren i forsøget på at komme ud af sin livskrise. Og denne læsning er bare en af mange mulige af dette meget personlige værk.

Kom af sted alle ballet-elskere og andre, der bare gerne vil se ballet, hvor alle udtryk er knivskarpt sat i scene og mængden af tolkningsmuligheder er utallige. Musikken af mestendels af Bach og Wagner sætter sine helt egne spor i historien og biddrager til det mangetydige. Og danserne fra Hamborg er alene hele aftenen værd: Bedre karakterdansere findes ikke i noget kompagni.

6 teatersæder

“Døden i Venedig” Hamborg Balletten i gæstespil på Det Kgl. Teater; Gamle Scene
Koreograf og instruktion: John Neumeier.
varighed: 2 timer og 30 minutter.
Spilleperiode: 9. til 12. september 2014
Billetter: 740kr – 120kr

“Sommerballet 2014 – GRAVITY” på Bellevue Teatret

Der svært at sætte dans til live-musik, musikken kommer nemt til at stjæle udtrykket, specielt hvis det er pop- eller rockmusik med stærkt vokalt centrum. Det lykkes dog alligevel ofte, Mute Comp, for eksempel, har nærmest gjort det til at varemærke at give rockkoncerten og dansforestilingen et ligeværdigt udtryk.

Sommerballetten 2014 er langt mere koncert med Mads Langer, end det er en dansforestilling af Anja Gaardbo. Hendes koreografi leverer ikke visuel fortælling, som i en teaterkoncert. Den skaber ikke billeder og udtryk som i en danseforestilling. Trin er der ikke mange af, der er flere store armbevægelser og de samme spraglede kapper, der bæres ud i en uendelighed. Man har som tilskuerne svært ved at se ideen med den visuelle dimension.

Til gengæld får vi en flot koncert med Mads Langer: Den ørefængende radiopop leveres i mere melankolske udgaver end studieversionerne. Han brænder igennem vokalt, selvom han er lidt begrænset af brugen mircoporter, en rigtig mikrofon ville have lettet skiftene mellem falset og fuldregister, og måske givet ham mulighed for at agere mere på scenen.

Fans af Mads Langer bør straks købe billet. Hvis man allerede har købt billet og regner med at se noget godt dans som i tidligere års Sommerballet, så forær billetten væk til en fan. Forestillingen kommer let til at føles lidt vanskabt, når musikkens ordentlighed drukner i en al for løs billedside.

3 teatersæder

“Sommerballet 2014 – GRAVITY” på Bellevue Teatret, Strandvejen 451, 2930 Klampenborg

Instruktion & Idé: Alexander Kølpin.
Koreografi: Anja Gaardbo
Musik: Mads Langer m.fl.
Billetter: 195-370 kr.

“PSYCHO – STREET CUT” Dansk Rakkerpak på Frue Plads

Titlen lyver ikke: Hitchcocks filmgyser “Psycho” i næsten ordløs gadeteaterversion. Og hvem andre end end de erfarne skuespillere i Dansk Rakkerpak kan gadefrækt tilskære en gyser, så du griner hele vejen hjem fra teaterbænken på Frue Plads.

Det er den store parodiske gyserhumor, der driver værket i Rakkerpakkets falde-på-halen-komiske version af filmplottet. Vi får gentaget den berømte mordscene i bruseren mindst fire gange før vor blonde heltinde endelig må lade livet. Myrdet med en fisk – ikke en kniv – af hensyn til børnene, som det så pædagogisk forklares i indledningen.

Jeg tvivler på, at mindre børn forstår meget af handlingen. Vi andre, der har set nok amerikanske film, frydes over al den parodiske americana, og den timing og præcision, som er en stor del af løjerne, når Rakkerpakket diverterer. Den minimale scenografi rummer sjove overraskelser, og gør sammen med livemusikken og tegneserie-reallydene, mesterligt fremført af Thomas Dinesen, tilskueren helt varm på en kold sommeraften.

Kik forbi Fru Plads de næste tre uger – Rakkerpakket er en af sommerens fineste gratis teaterglæder.

4 teatersæder

“PSYCHO – STREET CUT” Dansk Rakkerpak på Frue Plads(v/Vor Frue Kirke)
Instruktion: Niels Grønne
Scenografi: Christian Q Clausen
Musik og reallyde: Thomas Dinesen
Spilleperiode: 19. juni – 12. juli, tir – fre kl. 19.00, lør– søn, kl. 16.00, med gratis adgang
Varighed: ca. 55 minutter
Pris: Gratis

KØBENHAVN – Sange fra storbyen, på Nørrebro Teater

Det lidt nostalgiske musikteater hærger teaterscenerne dette efterår. Nørrebro Teater hylder byen København med en række sange, der tidsmæssigt spænder fra 30’erne til i dag, fra Poul Heningensen til Marie Key. Udgangspunktet har været at skildre København gennem en række skæbnefortællinger, at skildre menneskenes op- og nedture i byens neonlys.

Iscenesætter Rolf Heim kan noget med at fortælle historier samtidig med sangen, både med og i mod teksten. Han skaber et følelsesmæssigt rum ved siden af sangene, som er vældigt overrumplende og fængslende for tilskueren. Vi får en perlerække af gode tolkninger af sangerholdet, som er Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Trine Pallesen, Tom Jensen og Jannie Faurschou. De har hver deres gennemgående karakter, og koncerten får liv og farve gennem Sisse Gerd Jørgensens sammenstykkede urbane rumdele, som f.eks. en dør til en tipskiosk, en kloakrist, et køkken. Også musikerne spiller livgivende med.

Men man sidder som tilskuer og savner sammenhæng i de glimrende fortolkninger af sange og menneskeskæbner, alt som forestillingen skrider frem. Skæbnerne på scenen bliver fragmenterede som byens liv omkring os i stedet for at blive en kommentar eller billede. Man er dog godt underholdt undervejs, og jeg sad og glædede mig over alderspredningen blandt publikum til forestillingen, på den måde er Nørrebro Teater virkelig blevet byens teater Men kom afsted, du er godt underholdt undervejs. Billetprisen på Nørrebro Teater er på højde med det Kongelige Teaters, så udnyt en af rabatordningerne på teatret.

4 teatersæder

KØBENHAVN, teaterkoncert på Nørrrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Iscenesættelse: Rolf Heim
Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen
Spilleperiode: 21. sept. til 10. nov. 2013, tir. – fre. kl. 20.00,, lør. og søn kl. 16.00
Varighed: 1 time og 40 min. inkl. pause.

Billetter: 175-375 kr.