“Engle i Amerika” er et monstrøst stort teaterstykke i to halvdele, “Millennium Approaches” og “Perestroika”, normalt opført over to aftener, skrevet af Tony Kushner, som vandt et hav af priser for det i midten af 1990’erne. Det har bevaret sin attraktion op i dette årtusinde, HBO lavede en mini-serie over det i 2003, og det spilles stadigt flittigt med nyklassikerstatus.
Årsagen er den enkle, at det er et rasende godt stykke. På trods af dets tidsbundethed til 80’ernes AIDS, Regan-præsidentskab og Perestroika, så har stykkets fanstastisk fortalte historie om kærligheden mellem tre mænd, de kvinder de svigter, og en AIDS-sygs febervilde englefantasier stadig en sugende kraft. Stykket kan tolkes på sygt mange niveauer. To centrale temaer er angsten for kærligheden, og at fremmedgørelsen fra sig selv, ofte motiveret i enten politisk eller religiøs ideologi, er årsag til megen ondskab mellem mennesker. Kushner bruger en retorisk strategi, hvor replikkerne både får betydning som samtale og som symbolik, en stil han selv beskriver som inspireret af Beckett, Jødisk mystik og sin egen erfaring som homo. Stykket er stort -han skriver selv et sted: En ambition om størrelse uden at blive prætentiøs – og fyldt af fantastisk megen menneskelighed.
Et referat af stykkets 56 scenebilleder er dømt til reduktion in absurdum: Stykkets centrale figur er bøssen Prior, der bliver forladt på hospitalet af sin kæreste Louis første gang han bliver rigtigt syg af AIDS. Luis indleder en flirt med mormonen, advokaten og skabsbøssen Joe, hvis kone frustreret sejler rundt i en hallucineret døs af valium og sorg. Prior trøstes af sin transede ven Belize, der som natsygeplejeske passer den ærlige men ærkereaktionære advokat Roy Cohn, som er døende. Midt i det hele kommer Joes mor rendende, hendes sansede menneskelighed – efter at hun har forsaget religionen – er nøglen til anden-delens forsoning af syner, engle og kærlighed.
Udgaven på Edison er i store stræk vellykket. Det lykkes for iscenesætter Christoffer Berdal og holdet på Edison at få et fantastisk flow i fortællingen, så man suges ind i universet og glemmer tid og sted. Nicolaj Spangaas scenografi og scenebilleder er en gave til forestillingen og en reumert værdig, sammen med Jes Theedes lydkullise holder den publikum i hånden gennem de mange skift af sted og univers. Peter Plaugborg spiller som altid med hele kroppen Prior – måske hans bedste rolle indtil nu -uden at ramme en tone forkert: hostende, lungehvislende og hulkindet forsvinder han modvilligt men afklaret ind i sin sygdom og sine syner. Flemming Enevold spiller Roy Cohen lige så stålsat: mage til ærligt overfladisk amerikanske lort, skal man lede længe efter. Johannes Lilleøres mormon-Joe er ægte vandkæmmet kejtet forstilthed, så det gør ondt helt ned i de nosser, som han ikke har nogen af. Casper Crumps transede Belize ligger på kanten af den glatte karikatur, men holder: hun har nosser. Sarah Boberg laver den mest skønne let slidte engel: hun får himmelsk diktion og fantastisk hoste til at gå op i en højere enhed. Martin Bo Lindsten er lidt for sød som den selvretfærdigt forførende rendemaske Louis, men forsvarer sin tolkning med stort talent. Ditte Gråbøl svirper med mormon-mors one-liners, så vi tror på hende, og Marie Tourell Søderberg sejler rundt i valiumtågerne, men forbliver for vag til, at vi mærker hendes sorg.
Det er en forestilling for voksne, hvor vi græmmes over menneskets dårskab, lige så meget som vi griner, og den ender lykkeligt, som mange film, men hvor ér teatret dog et meget større medium end filmen. Beskæringen af teksten i dialogerne mindsker dybden af personerne, men vi får i stedet et stærkt flow. Hvis du kunne lide tv-udgaven, så køb straks billet. Hvis du ikke kender historien, men vil vide mere om kærlighedens veje og vildveje – og ikke er bange for et par kyssende mænd – så forbered dig ved at se de første afsnit af miniserien. De fleste bøsser bør have købt billet, måske undtagen Joe-typerne: de tør ikke. Kom afsted, der kan købes mad og sandwich i pauserne, frygt ikke længden, tiden flyver sammen med englene. Det sidste halve teatersæde er givet lidt forlods – stykket var på kanten af færdig og spillet sine steder ujævn ved premieren.
5 teatersæder
Iscenesættelse: Christoffer Berdal (bearbejdelse sammen med Mette Wolf)
Scenografi: Nicolaj Spangaa
Oversættelse: Morti Vizki
Spilleperiode; 10. jan. – 17. feb. 2013, Ti. – fr. kl. 18.30, Lø. kl. 16.00, Sø. kl. 15.00
Varighed: 4 timer 30 min.
Billetter: 60 kr. – 295 kr. (Husk halv pris på dagen på forsiden af www.billetbillet.dk)
