Anmeldelse | teaterbloggen.dk

Splittet Beatleskoncert

Teaterkoncertens højeste tinde må være at lave en visuel udgave af Beatles’ musik. Det er denne bjergtinde, der på anden sæson bestiges på Østre Gasværk Teater. Og det er en vertikal iscenesættelse som genrens opfinder Nicolaj Cederholm lader sig udfolde i Gasværkets store scenerum. Alt hvad der kan få hæftet en karabinhage på sig, bliver hejst op ogsvæve under Gasværkets kuppel. Det er billedteater, når det er bedst. Anja Vang Kragh viser endnu engang, at hun kan sende et overdrevent antal visuelt frapperende kostumer på scenen. Næsten skulpturer med historier i sig selv. “Come Together” er en voldsomt vellykket billedballet, som alle bør gå ind og se, hvis man ikke kender genren og vil have fuld wow-fornemmelse.

Men – og det er et stort men: Forestillingen lider under, at man uanset omkostningerne har villet så langt væk fra fællessangens”Come Together” som muligt. Ingen bålsang med guitar og mundharpe, ingen numre som vi kan synge eller klappe med på. Sangene afleveres i så skæve musikalske arrangementer, som kun virkeligt dygtige sangere og musikere kan deskonstruere et stykke musik. Det er som om, sangene bæres rundt af genfærd fra hitlisteparaderne og ber om nye hjem. Musikken lider under det. Beatles’ tekster kunne være blå, men musikken var glad. Det er den ikke her.

Det er en flot forestiling med billeder, man ikke glemmer, og sange, man ikke husker. Det er drengerøvsteater uden andre følelser end højere og flottere stunts i sele.
Men det er stunts til 5 teatersæder her fra.

Sæt dig langt oppe af siderne, der har du den bedste udsigt, og slipper lidt billigere. Hvis du er ung, er der billybilletter til 100 kr, hvis du vælger billetkategori B .

5 teatersæder

“Come Together” på Østre Gasværk Teater

9. september – 4. december 2010, kl 20.00
Varighed: 2 timer

Billetter

Delikate ballettapas

Den Kongelige Ballets forsøg med at lokkke publikun i balletten med billige billetter og et indbydende program er overmåde vellykket. De tre stykkker balletservering vil både lokke nyt publikum til og gamle balletrotter ind og spise igen. Introkonceptet er gennemført: Det tre værker indledes hver med en overraskende velfungerende videoindtroduktion, hvor danserne fortæller om tekniske udfordringer og deres tolkninger af værket. Her var både pointer til os, som kender værkerne, og til det nye publikum.

Aftenen indledes med Balanchines “Serenade“, et signaturværk i den abstrakte ballets historie, på overfladen ingen umiddelbar handling, kun symmetrier og linier, arme og fødder – en skulptur udfoldet i tid. Nedenunder findes fortælletråde og ballethistoriske allegorier, som – hvis vi skal tryllebindes – også skal fortælles. Korpsets damer danser både svejende og stramt med fine svane- og havfrue associationer. Smuk smuk dans, som man får mest ud af ved at sidde nogenlunde midt i salen. Serenade er altid bjergtagende, hvis ikke alene, så sammen med musikken, som her ikke lykkes helt: Dirigent Mats Rondin laver mirakler med kun 20 strygere, men det er en fornærmelse mod både Tjajkovskij og publikum at spille Serenade med under 40. Skam jer i Kapellet !

Derefter “Les Bras de Mer”, som er dans for to, der, når man mindst venter det, trækker vand. To mennesker deler stol og bord på en stor tom scene, to mennesker som elsker hinanden, som væmmes ved hinanden, men som vil gå i døden sammen. Yann Tiersen vanvitigt smukke musik følges af lige så vanvitigt vellykkede trin, som går ind uden filter. Stor stor dans.

Afslutningen er af den finske koreograf Jorma Uotinen . “Jord” skabtes til den kongelige ballets herrer i 2005 og er en celebrerering af urmanden: en flok mænd danser på den røde jord kun iført rustrød kilt. Varmer de op til at møde de vilde dyr ? En sær negering af den moderne metroseksuelle mand i smuk solfaldslys, en udfordrende omgang testoeron iklædt sirligt matchende klæder. Bløde rygge og hårde bevægelser møde hinanden, det er dejligt udfordrende. Musikken er Metallica udsat for finske elektriske celloer.

Opdringen er her fra : Kom op af sofaen, det koster kun 150 kr at se ballet i verdensklasse. Du vil med garanti ikke kede dig. Det er trin, som både det vante og uvante balletpublikum kan leve og dø på.

5 teatersæder

Dance2go, Det Konge Teater, Gamle Scene.

8. oktober 2010 til 8. mar. 2011, kl. 20.00

En livsfrise på Halmtorvet

Togkupeen, som et dagligt udstillingsrum, hvor vi hver især ser en flig af hinandens hverdag, er udgangspunktet for den succesrige tyske dramatiker Theresia Walsers stykke “I morgen i Qatar” på Husets Teater på Halmtorvet. Den noget ubehjælpsomme titel siger desværre ikke meget om indholdet, som er en morsom livsfrise over en flok almindelige mennesker, der tilfældigt mødes i en togvogn et sted i Tyskland. Passagererne tvinges til at forholde sig til hinanden, da toget pludseligt rammer en selvmorder og må stoppe.

Dette selvmord og memento mori er den dramatiske motor for de 11 mennesker i kupeen, de tømmer langsomt togstewardessens salgsvogn for vin, øl og anden sprit, og udlever om ikke udleverer sig selv på skift: Forretningsmanden, der konstant ringer statusopdateringer til sekretæren, forsikringsmanden, der med sin faglige baggrund udpensler selvmordet oppe foran, det midaldrende førtidspensionistægtepar som med skøn omsorg og prollet ægthed konstant giver deres kommentarer til hinanden og til alt, hvad der ellers foregår i kupeen. Alle 11 medvirkende fortæller en historie, deres egen, vores historie som paranoide moderne mennesker, selvmodets eftertanke sætter dem på sporet af det sandt menneskelige – eller manglen på samme i deres eget liv.

Det er teater for voksne og rasende morsomt, og på trods af at personerne udleveres og karikeres, så er der en ægthed og kærlighed over opsætningen og spillet, der gør, at man går rørt og bevæget hjem. .

Stykket er ikke så godt som skuespillet, det er for langt og en af personernes udvandrerhistorie til Qatar fungerer ikke her, den var måske tænkt på som håb og udfrielse fra den guddommelige hverdag, stykket er så rig på.

Men selvmorderen oppe foran toget får sit requiem, ikke et stille et, men et larmende støjende et, som en musical og som livet.

4 teatersæder

“I morgen I Qatar”, Husets Teater, Halmtorvet

Iscenesættelse: Alexa Ther
Varighed: 2 timer med pause.
11. SEPTEMBER – 16. OKTOBER 2010

Billetter

En trekvart svanesø.

Da Peter Martins skabte denne version af Svanesøen til Den Kongelige Ballet i 1996, amputerede han den ved at fjerne den mimisk fortalte historie.
Kun dansene var med, en sær disposition, når Den Konglige Ballet er verdensberømt for sin mimiske tradition. Balletmester Hübbe kalder den selv i programmet “asketisk”. En underdrivelse. Per Kirkeby skabte nogle flotte bagtæpper med islandskaber, men hans kostumer er sære. Første akts hoffok i stærkt grønne, røde og blå trikoer overgås kun i grimhed af tredje akts sorte festtøj.

Når alle disse forbehold er fortalte, er denne sæsons repremiere et bevis på, at vi har et rigtigt veldansende balletkorps. Svanesøen er hundesvær og hvis man ikke har 24 svaner, så skal man ikke danse den. Det har vi, og de danser den vidunderligt – knivskarpt og svejende samtidigt. Den har arme og linier, som mange balletkorps vil misunde. Solisterne er mindre prægnante, de har heller ikke meget historie at arbejde med, men Susanne Grinder, som jeg så som Odette, er dog teknisk brilliant og smuk.

Men skal man se denne Svanesø, hvis man ikke har set balletten før, og gerne vil gribes af en balletlitteratures klassikere ? Nej det skal man ikke, for man fanges ikke af den, og man skal slet ikke se den til de 895 kr, som en plads på parkettet i normalpris koster. Hvis man er så fleksibel at kunne benytte halvprisordningen, så kan den overvejes, ellers er der jo altid Hamborg, som spiller Svanesøen her i oktober, den har i hvert fald historie.

4 teatersæder

Operaen, Holmen
Svanesøen af Peter Martins efter Petipa.
Billetter
15. sep. – 06. nov. 2010

Jeppe alene på bjerget

Henning Jensens rødmossede, skoldede og tømmermandshærgede Jeppe er ene om at spille Det Kongelige Teaters sjældne knæfald for klassikerrepertoiret hjem. Han vasker al nationalromantisk fernis af Jeppe og gør ham til en lille drukkenbolt i vis klare sprit resten af den barokke verden spejler sig. Her er ingen gode forklaringer på fuldebøtteriet – heldigvis, for den slags moderniseringer har en tendens til at komme karambolage med Holbergs replik om det tyranni som opstår, når skidtfolk kommer til ære. Henning Jensens fremstilling af Jeppe er vidunderlig grim og nøgtern og hele aftenen værd.

Resten af forestillingen sjaskede til gengæld den torsdag aften jeg så den: Man kunne se skelettet af Christoffer Berdals iscensættelse – Holbergtragedien som en moderniseret filmfantasi a lä Amelie og Delikatessen, men Christian Friedländers scenografi er ikke flot nok, den ligner en klodset idiosynkratisk kopi af idealet, lysætningen for grim, og meget af skuespillerholdet synes mere optaget at spille for hyren end for publikum og teksten. I øvrigt var det også generende, at Morten Staugaard udover ridefoged lige forinden havde spillet lakaj, det burde ikke være nødvendigt på Nationalscenen.

Men se forestillingen for de 6 sæder Henning Jensen er værd og glem resten.

4 teatersæder

Jeppe på bjerget, Det Kongelige Teater, skuespilhuset

Iscensættelse: Christoffeer Berdal.

09. sep. – 04. dec. 2010

Pris 75kr – 395kr

(husk man købe billetter til halv pris fra kl. 18)

Billetter

Varighed 2 timer og 10 min

4 sæder

Desperation

En danseforestilling om trafficking ! Mute Comp er helt særlige i dansk moderne dans. Kasper Ravnhøj og Jacob Stage er med deres fysisk rå, men alligevel fortællende kropsteater i den overskuelige kategori af danseteatre, der bliver reumertnominerede. Men alligevel: at ville sætte trin til et begreb og en virkelighed, der så er kompleks og ladet ! Jeg var meget skeptisk.

Og så lykkes det for dem. Dansehallerne på Carlsberg bliver ad dunkle omveje til en maskinhal med en støvet dunst af olie og efterklang som i en kirke. Med sine spredte bunker af tøj og stabler af tomme paller ligner det næsten uendelige rum en forladt losseplads, den losseplads pigerne flygter fra og til, og den følelsesmæssige ditto mændene flygter ind i.

Tre kvinder og tre mænd danser direkte på det beskidte betongulv, livet er reduceret til at overleve. Kvinderne danser, som om de er marionetter i det usle liv, de er født i, mændene danser som sære ensomme desperadoer fortabt i deres eget køn. Mand møder kvinde i forkvaklede favntag, hvor intet rigtigt er, hvad det giver sig ud for at være. Er det kærtegn eller er det vold ? Er de ensomme mænd kunder, eller også mennesker, som jeg selv, der forsøger at finde sig til rette i det hylster, der er vores alles liv ? Der er mellemspil, hvor alle er på flugt gennem det enorme rum. Der en intime øjeblikke af næsten uendelig kvindelig desperation, og frapperende billeder af ensomme mænd, der som sære skulpturer farer vild i deres hættetrøjer og sig selv.

Forestillingen er periodisk opera, den polske trio Pchelki leverer som en del af tableauet en smuk melankolsk drømmende blanding af triphop og polsk folk. Musikken virker som trodsig trøst i al elendigheden, men har også nok weltschmerz til at kommentere dansen. Alene for dens skyld, kan man se forestillingen.

Mute Comp beviser endnu en gang, at de kan skabe et egensindigt fortællende rum, formet af et voldsomt råt dansesprog, som rammer tilskueren meget direkte. I perioder forstod jeg ikke et suk, men jeg kedede mig aldrig. De har fantastiske løft og greb, hvor jeg bare tabte kæben.

5 teatersæder

Billetter koster 120 kr. og unge under 25 meget billigt.

“Knock on unpainted wood”, Dansehallerne, Carlsberg.

Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause, en lille gåtur tager ekstra 20 minutter.

Danseglade balletekvilibrister i Tivoli

San Francisco Balletten gæster Tivoli i år efter mange års skiftende Alvin Ailey og New York City Ballet gæstespil. Stilen er dog den samme: Amerikansk abstrakt nyklassisk ballet i traditionen fra Balanchine. Vestkystballettens chef de sidste 25 år er nemlig ex-New York City Ballet stjernen Helgi Thomasson.

Program B, der danses resten af denne uge minus fredag, indledes med “Fusion”: 4 mænd møder 4 kvinder møder 4 indiske engledansere. Det er huskoreograf Yuri Possokhov, der under et lydtæppe af modernistisk etnisk minimalmusik, lader kvartetter af kvinder og mænd forskyde sig frem, tilbage og diagonalt, piruetterende med pludselige indskift af de flyvende indere. Amerikansk nyklassisk ballet kan have en tendens til kunstskøjte kunstfærdighed, men ikke her: Dansen rammer én, som en sært rørende følsom, dog intellektuel abstraktion over moderne sted- og hjemløs storbyliv. Musikken, som Kronoskvartetten har fået orkestreret, er for strygekvartet og slagtøj og lyder som Ravi Shankar, der møder Philip Glass og John Adams.

Den næste koreografi er af Helgi Thomasson selv, en Concerto Grosso for 5 herrer, som var ren danseopvisning, 5 fuldstændig synkrone modne mænd med egen personlighed ekvilibrerede i hele det klassiske trinrepertorie. De 5 syntes bare et halvt hoved højere og større end almindelige dansere, en halv gang hurtigere, alligevel mere præcise og personlige end jeg kan huske at have set moderne abstrakt ballet. En sært insisterende danseglad teknisk opvisning i, hvad toptræende fornøjede dansere kan.

Tredje indsats var Balanchines trin til Stravinskis violinconcert, formationsdans i sorte trikoer med hvide balletsko, så alt kan ses. Her fik var danserne igen naturligt individuelle, men fuldstændigt synkrone og præcise. Dansens formelle distraktioner blev gjort levende, næsten på trods af Stravinskis og Balanchines antiromantik.

Sidste indsats var et stykke americana, “Sandpaper Ballet” af Mark Morris. En veaudeville pastiche, hvis jokes nok i høj grad gik hen over det danske publikum.

Men alt i alt en vidunderlig balletaften, hvor tivolis symfoniorkester spillede lige så intenst, glad og præcist, som der blev danset. En stor aften, hvor man bare kan se på synkrone fødder, hvis man falder lidt ud af dansen.

5 teatersæder

Billetter (bemærk 1. række er nummer 9 og der er billige billetter ude i siderne på gulvet.)

“Don Juan” Grønnegårdsteatret i Kunstindustrimuseets Have

Molière bliver ikke skamspillet på de danske teatre og slet ikke ”Don Juan”, Det Kongelige Teater tog næsten livet af ham i 2003, som er den seneste opsætning, jeg kan huske. Stykket har ikke set mange opsætninger i Danmark, så alene derfor skal Grønnegårdsteatret have ros for at tage stykket af Holbergs store forbillede på plakaten. Og så er det teatrets varemærke at spille klassikerrepertoiret i den høje kvalitet, som Det Kongelige Teater burde levere teaterguldet i, men næsten aldrig gør det. De burde brække blod af misundelse.

Misundelsesværdig er denne opsætning, Nicolas Bro spiller Don Juan, ikke kun som den indædte og brutale forfører teksten lægger op til. Men også som et menneske, der sætter sig selv først i alle livets sammenhænge, han forfører ikke bare for den korte erotiske lysts skyld, men fordi verden vil bedrages, og fordi han kan komme af sted med det. Kvinderne vil bedåres og henføres, selvom de godt ved, han bedrager. Mændene lader sig forblænde af hans retoriske ordspil og hans status, selvom de inderst inde godt ved, det er blændværk. Morten Kirkskov gør tjener Sganarelle til en ferm overlever, også forloren, men mere ærlig, som vi alle må være for at holde os i live. Resten af holdet er lige så stålsat præcise som de to hovedpersoner, Og hele menageriet inklusive stengæst og søforlis rammes flot ind af Rikke Juellunds okkerfarvede bølgescenograf. Instruktør Thomas Bendixen føjer endnu en skalp til sine tekstro og moderne klassikeriscenesættelser. Han lader os se, at det onde sker, fordi vi ikke vil se det…

5 teatersæder

Forestillingen varer ca. 1 time & 40 minutter, og spiller uden pause.

DON JUAN spiller i Kunstindustrimuseets Have

25.juni – 21.august 2010, mandag – lørdag kl.19.30. (Haven er åben fra kl.17.30).

Billetter

Don Diderot

Grønnegårdsteatrets annexscene i Odd Fellow palæets have spiller igen i år ”Libertineren”, sikkert fordi mange sidste år forgæves forsøgte at få billette til dette anmelderroste tilløbsstykke af Eric-Emmanuel Schmitt.

Lars Mikkelsen brillierer endnu engang som den tænksomme forfører Diderot i en erotisk fabel over en dag i den franske filosof liv. Han skal stå (nøgen)model til et portræt malet af en ypperlig indtagende malerinde Anna Dorothea Therbusch, samtidig med, at han i al hast skal skrive en leksikonartikel om moral. Det ender i en forførelseskomedie, hvor Don Diderot ender med at se sig selv forført af malerinden, af sin jaloux hustru, sin intrigante giftesyge datter og sine filosofiske udkast til, hvad der er sand livsmoral.

Lars Mikkelsen svinger helt imminent godt med rollen, som den deklamerende filosof, som forfører, som bekymret far hen over alle Eric-Emmanuels Schmitts moderne drillerier over livets tvetydighed. Damerne (ingen nævnt ingen glemt) spiller alle fremragende med stor kvindelist, mens tekster, begærets lunke moral og livets almindelige varme flyver skarpt over scenen i Thomas Bendixens kropsligt koreografiske iscenesættelse. En begavet morsom vinøst sprudlede sommerspøg, som næsten fortjener flere glas vin før forestillingen i haven, hvor man sidder godt og tæt på, også på de billigere pladser.

5 teatersæder

LIBERTINEREN spiller i Odd Fellow Palæets Have, Bredgade 28.
24.juli – 28.august, mandag – lørdag kl.20.00. (Haven er åben fra kl.18.00).
Forestillingen varer cirka 1 time og 30 minutter.

Hjemmeside

Billetter