Den altid skarpe pen fra Troels II Munk rammer lige midt i selvglæden, når han kommenterer Martin Lyngbo´s betragtninger om den nye teaterlov. Baggrunden for fejden er den, at teaterloven skal revideres i næste folketingssamling efter både en alternativ og en fornuftig officiel rapport . Martin Lyngbo, som er teaterchef på Mungo Park, og instruktør Ditte Maria Bjerg har på facebook startet en debat om rapporten, som var i høring til 1.juli. De vil gerne have, at et “faguddannet” sagkyndigt scenekunstudvalg udpeget af de faglige organisationer uddeler flere midler til teatrene.
Den pointe, som Martin Lyngbo misser i sin fornærmethed over Troels II Munks skarpt skårne udfald, er efter mine mening, at en teaterlovsrevision ikke er nærliggende eller nødvendig, når man ser på kvaliteten af det teater, der faktisk bliver spillet på den danske skueplads. Sådan set fra tilskuerpladsen. Institutionsteatret er ineffektivt og dyrt, men ikke dårligt. Deres problem er, at de små teatre også spiller godt teater.
Det institutionsteater og de automatpenge, som Martin Lyngbo langer ud efter, fungerer forholdsvis godt. Hvad angår de små storby teatre og egnsteatre (19 % af teaterstøtten), så er det kun automatpenge for Staten og Kulturministeriet. Det er kommunerne, der bestemmer, hvilke teatre, der skal støttes, og for dem er det ikke automatik, men hjerteblod. Jeg synes, at Københavns Kommune har haft både en fornuftig og klog hånd de sidste 10 til 15 år med hensyn valg og fravalg af hvilke teatre, der skal have støtte.
Hvad angår teatrene under Københavns Teater og Landsdelsscenerne (29 % af teaterstøtten), så leverer de, hvad indhold og kvalitet angår, varen. De spiller for lidt teater for pengene vil være min indvending, og jeg er helt enig med Martin Lyngbo i, at vi kunne få mere teater for pengene end ved at støtte de store institutionsteatre. Det er nemmere at holde lukket end at spille forestillinger. Støtten kommer alligevel. Men det er noget vrøvl at skrive, at de laver dårligt teater.
Det er heller ikke sådan, at de små teatre og der bliver støttet med de forholdsvis få (9 % af den offentlige støtte) frie midler, som bliver uddelt af scenekunstudvalget kun laver godt teater. Det er ikke min erfaring et kvalitetsstempel, at en forestilling har været støttet af udvalget. Når man ser bort fra støtten fra udvlget til diverse faste teatergrupper, så har en del enkeltstående forestillinger båret præg af at være godt ansøgningsteater, lidt ligesom Camp X, et teater, der har levet af velskrevne ansøgninger, men været dødfødt på scenen.
På trods af en på papiret håbløs lov, så er dansk børneteater verdensberømt, teaterdirektørene nytænkende og ambitiøse i deres repertoire. Men det er sindsigt dyrt.Det kongelige skuespil koster ca. 100 millioner om året. Det samme gør de 6 teatre i Københavns Teater. Man kan drive 24 små storbyteatre – inklusive det verdensberømte børneteater – for 78 millioner støttekroner, heraf 30 millioner statslige.
Alt andet lige, ville man få meget mere teater for pengene ved at bruge 75 millioner uden for institutionsteatrene: Det Kongelige Teater, Københavns Teater og Landsdelscenerne. Det er også det teaterrapporten ligger op til. Den foreslår at støtten til abonnementsordningerne fjernes og bruges af scenkunstudvalget til at lave teater med, Og det er efter min mening en godt ide, íkke fordi institutionsteatret er for dårligt, det er bare for dyrt.
Jeg må sige, jeg ikke er enig med dig, Uffe, men i højere grad med Martin Lyngbo.
Teaterområdet trænger i ekstrem høj grad til en ny og gennemgribende lov. Der er så meget automatpilot i tingene lige nu, at man spærrer fuldstændig for, at der kan komme en kontinuitet i vækstlaget.
Klart at mange SKU støttede forestillinger ikke altid er lige gode – men fordi de så ofte er lavet af folk uden fast scene, med en anden tilgang til scenebegrebet og måske også ind imellem ret unge mennesker, så er det svært at forvente sig samme strømlinede kvalitet, som man skal og bør kunne forvente sig af Østre Gasværk.
Den slags forestillinger er nødvendige som trin på vejen videre op, ikke bare i hierarkiet men også den sceniske udvikling. Som teaterlivet er skruet sammen i dag, er der jo ingen af de store institutionsteatre, der er åbne for folk udefra. De laver selv deres forestillinger og hyrer så instruktører ind fx. til at sætte op. Fint, og som det altid har været – og måske kan man ændre det, men det er ikke der, det brænder mest på.
Det helt store problem for mig at se er, at der er så stærke rammer, bokse og båse om alt teater her i landet, at man ikke kan røre ved noget som helst. Det Kgl. vil ikke af med en krone af deres alt for mange millioner – her er vi enige 🙂 – Kbh.T mener at de ikke kan undværes – jeg mener der er alt, alt for mange spildmillioner til ligegyldigt bureaukrati i den konstruktion – egnsteatrene kan man ikke tage pengene fra, for kommunerne kan ikke give mere nu, de små storbyteatre lever heller ikke fedt, Sccenekunstudvalget har uhyggeligt få midler i forhold til antallet af relevante ansøgninger osv osv.
Derfor er Teaterlovsudvalgets rapport det afgørende tidspunkt til at stille det grimme spørgsmål: Får vi virkelig nok ud vores skattekroner, sådan som systemet er skruet sammen nu?
Jeg synes det ikke. Og derfor vil jeg virkelig håbe, at man tør tage det store livtag med teaterloven nu og se på, om man ikke kan lave så meget om, at der bliver frigivet luft til nogle puljer som alle kan søge. Også selv om det sker på bekostning af det automattilskud mange af de etablerede teatre får.
Er de gode nok, skulle de jo nok kunne få det samme ind via puljen, eller måske mere. Er de ikke, så er det sikkert også på tide, at pengene går til nogle andre og bedre kunstnere.
Kære Rikke.
Vi er ikke uenige om svaret på det helt grundlæggende spørgsmål: Får vi virkelig nok ud vores skattekroner, sådan som systemet er skruet sammen nu og at scenekunstudvalget har alt for få penge.
Men vi er uenige om vejen derhen, der er jeg stadigvæk mere enig med Troels II Munk:
Jeg skrev mit blogindlæg, fordi jeg synes det sproglige armod – floskelvældet – greb om sig. Man gentager synspunkter og ord uden at tænke over, om det er sandt eller komme med konkrete eksempler.
Det er forsimplet og noget vrøvl at skrive, som Lyngbo gør, at “92 procent forvaltes alene af embedsmænd og politikere.” Nej de forvaltes af teaterdirektører ansat på åremål, som ryger ud eller går selv, hvis de ikke laver nok eller godt teater. (Undtaget Det Kongelige Teater, der tager det rigtigt lang tid). Camp X er et eksempel, Odense teater før Wilton, Folketeatrets krise efter Harris. Fødekæden fungerer i et vist omfang: Martin Tullinius og Mikkel begyndte i det små. Teater V er kommet godt i gang. Du kan tage direktørskiftet fra Holbæk Egnsteater til Østre Gasværk. Hvem synes du er blevet rigtigt voldsomt overset udover Mammutteatret ?
Martin Lyngbo er lige så god til at tillægge andre synspunkter, som han beskylder Troels II Munk for at gøre: De store teatres høringsvar udlægges på følgende måde af Lyngbo: “Vi (De) vil have lov til at lave dårligt teater, og blive ved med at modtage penge”. Her påstår han jo næsten, som Troels den II Munk hiver fat i: at institutionsteatret ikke kan lave ordentligt kunst..
Jeg forsøger med min mit lille blogindlæg og denne kommentar – som blev en lang en alligevel – at fastholde det spor, at det ikke er kvaliteten, men mængden af godt teater, man kan øge ved flytte nogle af bare lidt af bevillingerne fra Institutionsteatret til de små storbyteatre og til scenekunstudvalget. Institutionerne er ikke særligt produktive eller effektive.
KH
Uffe
Problemet er selvfølgelig, at det er svært at svare på, hvem der er blevet overset.
Det jeg godt kunne tænke mig se ændret var en meget rigidt og fastlagt system, hvor der er visse grupper, man skal passe ind i. Det er ikke befordrende for de kommende års teaterudvikling.
For eksempel synes jeg jo, det er helt absurd at producenter som Holland House og Hotel Pro Forma bliver ved med at skvulpe rundt i et mærkelig vakuum mellem støtteformer. Begge har stort internationalt format, men som støtten er skruet sammen pt, passer de bare ikke ind nogen steder. Og jeg tror, der kommer flere af deres karakter fremover.
Og i takt med at Scenekunstudvalget får færre og færre midler, ikke mindst fordi en stor del af dem faktisk er bundet på forhånd – så bliver der også mindre mulighed for at man kan udvikle teater, få nye navne frem.
Hele debatten om den meget tiltrængte åbne scene og hvem der skal støtte den, er jo et udmærket eksempel. Ny Aveny løsningen er ikke ret god, den er en nødløsning, når man tænker i rum og praktiske forhold.
Personligt synes jeg bestemt ikke, der skete noget ved at der kom noget mere dynamik ind i støtten. Alle de store teatre præsenterer sublime forestillinger – af og til. Men deres millionstøtte taget i betragtning præsterer de desværre ikke så meget mere sublime forestillinger den økonomiske ramme taget i betragtning, som de fattige små gør.
Blandt andet fordi der er så lidt ryk i teaterverdenen. Det er så svært at flytte rundt, at kunne tillade sig noget.
her er det, at et større Scenekunstudvalg med et stort beløb i ryggen, ville være en kærkommen tanke. I starten var jeg imod den, men med tiden synes jeg, det er den eneste løsning. Fordi ALLE teatre så ind imellem bliver tvunget til at tænke i fornyelse og udvikling, fremfor gentagelse og automatik – som jo altid er det letteste!
Men fordi der ikke rigtig er pillet ved området så længe, så føles det jo næsten som et korthus… at rykker man på noget ét sted, så styrter alt sammen.
kh Rikke