“Det der er” på Husets Teater

Den grå Berlinmur ude foran Husets Teater får mange betydninger i den lyrisk smukke monolog, som Peter Asmussen har skrevet om den østtyske kvinde Renates skæbnesvangre og ulykkelige kærlighed før murens fald. Indenfor lægger Karen-Lise Mynster følelser og stemme til en fuldstændig sublim gennemlysning af den tabte kærligheds mange støvede farver. Hun har forelsket sig i en dansk mand på en tur som oversætter til København og sidder nu tilbage i et gråt Berlin og sender breve til ham med beretninger om østtysk hverdagsliv og sine egne afgrundsdybe længsler efter ham og et andet liv.

Hvor den forestilling dog går i hjertet. I en sjælden scenisk minimalisme sidder Karen-Lise Mynster og lader sin enestående skuespillerkunst begrænse til ansigtsmimik, stemme, øjne og hænder. Iscenesætter Simon Staho får hende til at underspille, så følelsen rammer publikum i en lang spændt parabel til man sidst går hjem og tænker på sine egne forliste ægteskaber, sine egne mange længsler, der forblev ubesvarede og forgæves. Og må sande med hende, at det er det, der er: Tanker, længsler og den indre grå Berlinmur, som man selv må komme over, hvis man skal se lyset bag den. Og det hverdagsliv, der – uanset hvor støvet det måtte være – redder én fra at gå itu: “Intet er så korrumperende som det man kalder sit liv”, som hun siger.

Kom af sted publikum – slå ører og øjne ud, det er både nuancernes og totalteatrets aften. Scenografen Jenny André har omskabt hele Husets Teater til en stor ruin af østtysk tristesse, som rammer forestillingen perfekt ind.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 6 teatersæder

Det der er” på Husets Teater, Halmtorvet, København.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster
Tekst: Peter Asmussen
Instruktion: Simon Staho
Scenografi og lysdesign: Jenny André
Varighed: 70 minutter.
Billetter: 130-190 kr.

“Den Gyldne Drage” Holland House på Husets Teater.

At se en forestilling af Jacob F. Schokking er altid en visuel sansemættende dramatisk totaloplevelse. Denne gang akkopagneres “Spild af tids” videoprojektioner af en lige så gennemkomponeret og dramatisk kommenterende lydside af FM Einheit, der efter han forlod det tyske kultband Einstürzende Neubauten har haft en lang karriere som teaterlydmager.

Teksten er af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig og er en fabel om den asiatiske restaurent “Den Gyldne Drage” og de mennesker, der bebor samme ejendom som restaurenten. Vi får 15 menneskeskæbner over 48 hurtige scener.  5 skuespillere spiller unge og gamle, mænd og kvinder på tværs af egen alder og køn. Teskten er skøn blanding af replik, regibemærkninger og lyrisk monolog. Vi følger en aften i ejendommen, hvor livet leves på kryds og på tværs med en gennegående historie om en syg tand og dens skæbnesvangre (symbolske) følger.

Schokking får som altid maksimalt ud af teksten, som kan forstås på mange planer: som en skæbnefortælling om indvandring, som en fortælling om fremmedgørelse, ser vi og forstår vi hinandens liv – tanden forsvinder til sidst, som om den aldrig har været der. Gør vi ikke det selv ?

Forestillingen kan kun anbefales, både som et lærestykke i, hvordan et moderne audio-visuelt teater skal gestaltes, men teksten lader også til eftertanke som et memento mori og et stykke social kritik.

Hvis jeg skal komme med et lille men, så tror jeg forestillingen ville have vundet ved at blive spillet på større scene. Vi er så tæt på skuespillerne at lyrikken i teksten nogen gange forsvinder. Men kom hid alle teaterglade, for kun 130 kr er du en stor teateroplevelse rigere.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

 “Den Gyldne Drage”,  Holland House på Husets Teater, Halmtorvet
Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking 
Billetter: 130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år.
Varighed: 1 time og 20 min.

Teateranbefalinger uge 41

Dance2go danser videre lørdag og der er stadig – uforståeligt nok – billetter til kun 150 kr over hele salen. Jeg skal blot henvise til min anmeldelse  og endnu en gang anbefale at komme op af sofaen. Alene den korte kærlighedsduet for bord, stol, en mand og en kvinde,  ”Les Bras de Mer”, med musik af Yann Tiersen kan lokke mig afsted igen. Billetter her.

Den guddommelige hverdag synger på sidste vers på Husets Teater på Halmtorvet. “I morgen i Qatar”  slutter lørdag og alene for Karen-Lise Mynster og Kristian Halkens prollede pensionistægtepar kan man se stykket, billetter her

Singing in the Rain” går i tørvejr søndag på Malmø Musikteater. Musical skal ses i Sverige. Dansen er i verdensklasse og scenografiens 6000 liter strømmer over scenen, så man må overgive sig. Det er udsolgt på billetnet, men det er før set, at opringning direkte til  billetkontoret tryller pladser frem.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 41 slutter  søndag den 17/10.

En livsfrise på Halmtorvet

Togkupeen, som et dagligt udstillingsrum, hvor vi hver især ser en flig af hinandens hverdag, er udgangspunktet for den succesrige tyske dramatiker Theresia Walsers stykke “I morgen i Qatar” på Husets Teater på Halmtorvet. Den noget ubehjælpsomme titel siger desværre ikke meget om indholdet, som er en morsom livsfrise over en flok almindelige mennesker, der tilfældigt mødes i en togvogn et sted i Tyskland. Passagererne tvinges til at forholde sig til hinanden, da toget pludseligt rammer en selvmorder og må stoppe.

Dette selvmord og memento mori er den dramatiske motor for de 11 mennesker i kupeen, de tømmer langsomt togstewardessens salgsvogn for vin, øl og anden sprit, og udlever om ikke udleverer sig selv på skift: Forretningsmanden, der konstant ringer statusopdateringer til sekretæren, forsikringsmanden, der med sin faglige baggrund udpensler selvmordet oppe foran, det midaldrende førtidspensionistægtepar som med skøn omsorg og prollet ægthed konstant giver deres kommentarer til hinanden og til alt, hvad der ellers foregår i kupeen.  Alle 11 medvirkende fortæller en historie, deres egen, vores historie som paranoide moderne mennesker, selvmodets eftertanke sætter dem på sporet af det sandt menneskelige – eller manglen på samme i deres eget liv.

Det er teater for voksne og rasende morsomt, og på trods af at personerne udleveres og karikeres, så er der en ægthed og kærlighed over opsætningen og spillet, der gør, at man går rørt og bevæget hjem. .

Stykket er ikke så godt som skuespillet, det er for langt og en af personernes udvandrerhistorie til Qatar fungerer ikke her, den var måske tænkt på som håb og udfrielse fra den guddommelige hverdag, stykket er så rig på.

Men selvmorderen oppe foran toget får sit requiem, ikke et stille et, men et larmende støjende et, som en musical og som livet.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 4 teatersæder

“I morgen I Qatar”, Husets Teater, Halmtorvet

Iscenesættelse: Alexa Ther
Varighed: 2 timer med pause.
11. SEPTEMBER – 16. OKTOBER 2010

Billetter