“Det der er” på Husets Teater

Den grå Berlinmur ude foran Husets Teater får mange betydninger i den lyrisk smukke monolog, som Peter Asmussen har skrevet om den østtyske kvinde Renates skæbnesvangre og ulykkelige kærlighed før murens fald. Indenfor lægger Karen-Lise Mynster følelser og stemme til en fuldstændig sublim gennemlysning af den tabte kærligheds mange støvede farver. Hun har forelsket sig i en dansk mand på en tur som oversætter til København og sidder nu tilbage i et gråt Berlin og sender breve til ham med beretninger om østtysk hverdagsliv og sine egne afgrundsdybe længsler efter ham og et andet liv.

Hvor den forestilling dog går i hjertet. I en sjælden scenisk minimalisme sidder Karen-Lise Mynster og lader sin enestående skuespillerkunst begrænse til ansigtsmimik, stemme, øjne og hænder. Iscenesætter Simon Staho får hende til at underspille, så følelsen rammer publikum i en lang spændt parabel til man sidst går hjem og tænker på sine egne forliste ægteskaber, sine egne mange længsler, der forblev ubesvarede og forgæves. Og må sande med hende, at det er det, der er: Tanker, længsler og den indre grå Berlinmur, som man selv må komme over, hvis man skal se lyset bag den. Og det hverdagsliv, der – uanset hvor støvet det måtte være – redder én fra at gå itu: “Intet er så korrumperende som det man kalder sit liv”, som hun siger.

Kom af sted publikum – slå ører og øjne ud, det er både nuancernes og totalteatrets aften. Scenografen Jenny André har omskabt hele Husets Teater til en stor ruin af østtysk tristesse, som rammer forestillingen perfekt ind.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 6 teatersæder

Det der er” på Husets Teater, Halmtorvet, København.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster
Tekst: Peter Asmussen
Instruktion: Simon Staho
Scenografi og lysdesign: Jenny André
Varighed: 70 minutter.
Billetter: 130-190 kr.

“DET SPRINGENDE PUNKT” på Teatret ved Sorte Hest

For mig kan det næsten ikke blive større på en dansk scene. Digteren Inger Christensen har skrevet nogle af det tyvende århundredes smukkeste ord på dansk, ord man kan leve og dø på. Skuespilleren Karen-Lise Mynster viste for 10 år siden med forestillingen“Den forviste Engel”, at hun selv kan skabe et raffineret lyrisk univers med (- trods) indlagte Michael Wiehe-sange.

Her lykkes det igen, Karen-Lise Mynster skærer et personligt snit igennem Inger Christensen forfatterskab og skaber et teateregnet billede af en kvinde, der på sindsygeanstalten beskriver verden og bliver sig selv. Nogle af digtene synges med nykomponerede melodier af Henriette Groth, som også lyrisk meddigtende akkompagnerer forestillingen. Camilla Bjørnvad har omskabt Sorte Hest’s minimale scene til et perspektivisk kridtkammerhvidt hospitalsrum, som sejler i videoprojektioner af himmelrum, psykedeliske farver og regn.

Digtenes totale fravær af sentimentalitet –  Inger Christensens digte er intellektuelt skåret til, så de netop har den rette temperatur- og mængde af følelse – passer kongenialt til Karen-Lise Mynsters ramsaltede, men også forfinede krops- og replikteknik. Hun giver digtene liv med konstant bevægelse på scenen og et total fysisk- og mentalt nærvær. Alle ord står forklarede og fortolkede for tilskueren, en replik-beherskelse, som er sjælden. Nogle af Inger Christensens digte kan være usandsynligt smukke, men svære at give liv på en scene. Her rammes de i stedet ind i de fortællende anstaltsbeskrivelser fra “Det” og de rå parforholdsdigte fra krisen i forholdet til Poul Borum fra samlingen “Græs” (“dette rids i halsen, disse råb der repeterer forlæste bøger sprætter dem op med tænder uden sult”), hvilket gør forestillingen umiddelbart fængende.

Det er en lille fortættet perle af en forestilling, som jeg omgående fik lyst til at se igen. Et lille digt i sig selv, fængende, generøs og dyb på samme tid. Kom afsted alle lyrikelskende – og alle andre også. En time og ti minutter i årets hidtil bedste teaterselskab. Det er rasende godt teater.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 6 teatersæder

“DET SPRINGENDE PUNKT”, Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V.
Varighed: 1 time og 10 minutter.
Spilleperiode: 20. sept. – 2. nov. 2013, man-fredag kl. 20.00, lørdag kl. 17.00
Medvirkende: Karen-Lise Mynster (programmet nævner ingen iscenesætter).
Dramaturgisk konsulent: Line Krogh.
Scenografi: Camilla Bjørnvad.
Billetter: 130-175 kr.

 

Karen-Lise Mynster fortolker Inger Christensen på Teatret ved Sorte Hest

“DIVA MIN” på Teater V

Jakob Weis er en vidtfavnende og produktiv dramatiker. Hvis man alene ser på Reumertnomineringerne, er de gået fra et mandeunivers med “Pelsjægerne” (2002) over sære eksistenser på travbanen med “Håndbog i Overlevelse” (2007) til satiren over kunstverdenen i “Udslet Hornsleth” (2011). I denne sæson tematiseres kunstnerrollen med “Bang og Betty” og denne “DIVA MIN” på Teater V, som begge også viser, hvor svære hans tekster kan være at få til at blive levende og gode teaterforestillinger. Lad det være sagt med det samme, det lykkes bedre med “Bang og Betty” end her.

En Diva kommer sejlende hjem til hotelværelset efter aftenens forestilling og kaster hvidvin i kæften som vand. Pludselig står en ung let undseelig mand i rummet. Hvordan er han kommet ind, hvorfor vil han skifte pære kl. 01.30 om natten, og hvorfor kan hun ikke huske, hvem han er ? Det er begyndelsen på en symbolsk sjælegyser om de personlige ofre i (ethvert) karriereplaget menneskes liv.

Stykket lever på skuespillernes nåde og hjertebarmhjertighed overfor stykkets grundtone af savn, forstillelse og livsillusion. Karen-Lise Mynster er perfekt til rollen som Divaen, der på karrierens slutpunkt langsomt kvæles i sin egen teatermaske. Jens Frederik Sætter-Lassen gør den sære gæst til et studie i ømhed og længsel, en præstation givet rollens blanding af bejler og genfærd. De to gør forestillingen yderst seværdig.

Hvad der er mindre godt, er først og fremmest musikken og tilsætning af reallyde som barnegråd. Marcus Hjelmborgs musik kan have egen ret, men fungerer ikke her. Hun er OPERA-Diva! Real-lydende savner funktion udover at irritere. Nikolaj Traps stålscenografi låser tolkningen af stykket til ren symbolsk gravkammer, hvilket ikke giver meget at spille gyset og divafortællingen på.

At det alligevel lykkes, kan man efter temperament tildele iscenesætter Pelle Koppel og skuespillerne æren for. Jakob Weis kan noget med replikker, han elsker ramsaltede sandheder, og skriver her en Blixensk fortælling med mange løg-lag, der kan fortolkes på flere måder.  DIVA MIN er en bevægende og symbolsk gyser, et sørgespil over mistet liv og en aften værd. Kom afsted.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering    4 teatersæder.

“DIVA MIN” på Teater V, Valby.
Iscenesætter Pelle Koppel.
Spilleperiode: til 8 december 2012.
Varighed: 1 time.
Billetter: 165 kr.