Sylfiden i balletmester Nikolaj Hübbes nye udgave fra sidste år er rodet i sit udtryk, omend seværdig, hvis du aldrig har set dette kulturkanoniserede kunstværk. Så køb endelig billet, nu hvor den er på turne rundt i landet. Sylfiden er verdenskunst og Bournonvilles historie om hende og James er ikke til at dræbe trods sære instruktør- og scenografvalg.
Den Kongelige Ballet er verdensberømt, fordi den som det eneste sted i verden danser balletter fra før 1870. Alle andre steder er disse gået tabt. Den Kongelige Ballet har danset Sylfiden i ubrudt tradition siden 1836, så danserne – i hvert fald dem – der er opvokset på teatret – har levet og lagt krop til denne ballet i så mange år, at personerne og trinene i den grad sidder dem kroppen, at den altid er seværdig. Aftenens anden del, “Tema og variationer” af Balanchine er udelt danseglæde og danseopvisning, så aftenen skal nok blive uforglemmelig.
Hübbes radikale omtolkning af Sylfiden fra sidste år har mange problemer, Det største er Bente Lykke Møllers abstrakt moderne scenografi og kostumer. Den skotske bondestue ligner et Hammershøi-interiør i beton. En deprimerende moderne rædsel. Kostumerne er supernutidige og chikke i gråsort uld i bedste kvalitet og smarteste snit. Herrerne med sixpence og duset sort kilt, det hele er så mørkt, at gæsterne til bryllupsfesten i første akt kommer til at ligne en flok forfængelige hipstere til begravelse, hvor de forsøger at finde en grimasse, der kan passe. Hübbe siger i programmet, det skal ligne en Hans Kirks indremissiok bygd i det høje Skotland. Det må være i år 2036.
Sylfiderne danser i anden akt mellem to høje hvide vægge med hvid baggrund. Det ligner en prøvesal, hvor teknikerne har glemt nogle rumdelere, og forhindrer sylfiderne i at komme ind og ud af deres æteriske sylfideformationer.
Nogle af instruktørens valg er lige så mærkelige. At Sylfiden skulle foregå i et indre missionsk miljø, er noget Hübbe har fundet på. Der er intet belæg for det i Bournonvilles libretto, og forekommer fuldstændig ulogisk alene af den grund, at der bliver danset til brylluppet. Det ville aldrig finde sted i et indremissionsk hjem. Dans betyder glæde og kropslighed, men danserne er tydeligvis instrueret til at være tilknappede. Det er helt bizart at se på.
Hübbe siger i programmet at denne udgave er egomanisk hans egen, at han havde brug for at komme James til livs, den rolle, der begyndte og sluttede hans dansekarriere. Det er der kommet en meget idiosynkratisk forestilling ud af, hvor jeg spørger mig selv, om den slags personlige opgør behøver at gå ud over publikum og Bournonville.
Men gå ind og se forestillingen, som postmoderne tegneserieballet, hvor ikke alting skal tages alvorligt og gå op i en højere enhed, glider den fint ned. Den er sine steder smuk i sine afstemte mørke farver. Den passer således godt til “Tema og variationer”, som Balanchine krævede ikke blev danset for romantisk og med for megen følelse. Som balletelsker græmmes man dog over dette overflødige mordforsøg på Sylfiden.
4 teatersæder
Sylfiden:
Koreografi: Nikolaj Hübbe efter August Bournonville
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Tema og variationer:
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij
Iscenesættelse: Judith Fugate
Spilleperiode: Turné fra den 22.01-04.02.2016.
På Gamle Scene 10. – 27. februar 2016. Billetter: 47-695 kr.
