“SVANTES LYKKELIGE DAG”, Nørrebro Teater.

2016_11_15_noerrebro_teater_svantes_lykkelige_dag_

Benny Andersen fik med LP’en “Svantes viser” sit nationale gennembrud i 1973. Poul Dissing fortolkede her sangene fra Andersens roman af samme navn, der var udkommet året før. Bogen har stået i skyggen af musikalbummet, som blev en landeplage, solgte i over 100.000 eksemplarer og indgår i Kulturkanonen fra 2006.

Niclas Bendixen har med stor kærlighed dramatiseret og instrueret sanghistorien, hvor forforfatteren reflekterer over sig selv, sin lyrik og den sære fiktive svensker “Svante”, som han møder på Akademisk kursus i 1948, diskuterer digtning med og som siden forsvinder ud af forfatterens liv. Dialogen mellem de to tolkes som en forfatters to sindelag, evigt kommenteret af den besværlige Nina, som fungerer som muse, ur-Eva og den evigt utro elskerinde.

Det er der blevet en rørende og interessant forestilling ud af, ikke mindst fordi Anders W. Berthelsen som forfatter/Svante og Lise Baastrup som Nina skænker hver deres figurer så megen sødme og bramfrit levet liv,  at vi som tilskuere lever med helt fremme på plyds-sædet. “Jeg vil ikke underholde med komik, jeg vil underholde med nærvær” vrisser Svante et sted. Forestillingen gør begge dele.

Niclas Bendixen koreograferer med fantastisk fysisk fornemmelse de mange ordmørke tanker, som forfatter og Svante udveksler i evig dialog med sig selv og Nina. Tanker om digtning og det ikke at kunne finde ud af sit liv. Han er stærkt hjulpet af Julian Toldam Juhlins scenografi og kostumer, som med stort held får Nørrebro Teaters folkekor til både at være natur, mareridt og klassiske græsk kommenterende sangerkor. Der er sygt mange flotte meddigtende detaljer, Svante/forfatter ses i flere forskelligt farvede regnsæt, det regner i Svantes liv, selvom scenen er én stor klar solnedgang. Ninas stormønstrede kjoler med benvarmere i flere farver er et stort optimistisk liv ved siden af. De tre musikere med arrangør Søren Graversen i spidsen kommenterer med samme meddigtende ofte fint tilbageholdte fornemmelse de smukke sangtekster, som gives i versioner milevidt fra de kanoniserede.

Forestillingen er i den grad et poetisk kunstværk sig selv. Kom af sted, der er så meget at fanges af i den forestilling: Livskloge rablende verselinier, Berthelsens uendeligt melankolske sødme, Baastrups urkvindelige og bramfri Nina, en instruktør i sit mest dansende es, og en scenografi, der gør alle livsveje uendeligt lange. Det kan være, at forestillingen er anelse for lang, prosateksterne ikke de stærkeste, og Berthelsen ikke den største sanger, men det glemmes når musikken spiller.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder.

“SVANTES LYKKELIGE DAG”, Nørrebro Teater.

ROMAN,TEKST OG MUSIK: BENNY ANDERSEN
INSTRUKTION OG DRAMATISERING: NICLAS BENDIXEN
SCENOGRAFI OG KOSTUMER: JULIAN TOLDAM JUHLIN
MUSIKARRANGØR OG KAPELMESTER: SØREN GRAVERSEN

BILLETTER: 100-435 kr.

SPILLEPERIODE: 23. NOV-23.DEC 2016

“En kort en lang” på Nørrebro Teater

En kort en lang
En kort en lang

Ålborg Teater vandt en Reumert for denne musical i 2014, baseret på filmen af samme navn.  Den er nu flyttet til Nørrebro Teater med næsten det samme hold som i Ålborg. Og hvor er det en fantastisk dejlig forestilling, svingende, sjov og lige til at blive glad og (sorg)munter i låget af. En historie om, hvordan vi mennesker kan rode så meget rundt i egne følelser, at vi voldsomt sårer andres.

Fortvivl ikke hvis du ikke har set filmen: Muscialen virker også uden forkundskaber og handler om forholdets evige trekant, hvor én elsker en anden, der elsker en anden. Jørgen og Tom er brødre, på kanten til at blive gift med deres kærester, Jacob og Karoline, der en tåget julenat svigter brødrerne til fordel for en kærlig affære med hinanden. Omkring disse to par svinger vennerne – de fleste homoer med supermorsomme replikker – og fremragende musikere i flot koreograferede tableauer.

Niclas Bendixen har iscenesat forestillingen med et imponerende overskud, hvor et generøst opbud af gestiske detaljer farver handlingen følelsesmæssigt præcist. Der er en fantastisk spilleglæde i hele ensemblet, og en tiltro til figurernes følelser og genkendelighed, og en tiltro til at vi som publikum lader os bevæge. Martin Brygmands sange har så gode tekster, at vi som publikum bærer over med, at de ikke alle er lige så store hits som filmens landeplage “Vent på mig”

Kom af sted, der bliver spillet ud af røven på alle pladser, hvilket kompenserer for stykkets jammerlige dramaturgi,  det er sjovt, dejligt og aldrig kedeligt. Der er billetter fra 100 kr, en prispolitik som denne blog kun kan bifalde, så der er ingen undskyldning for ikke at komme af sted.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

“En kort en lang” på Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, København N
Instruktion: Niclas Bendixen.
Bearbejdelse af Hella Joof og Klaus Bondams film: Morten Kirkskov og Niclas Bendixen
Spilleperiode: 5.sept – 1.nov 2015, man-fre kl. 20.00, lø-sø kl 16.00
Billetter: 100 – 420 kr.

KØBENHAVN – Sange fra storbyen, på Nørrebro Teater

Det lidt nostalgiske musikteater hærger teaterscenerne dette efterår. Nørrebro Teater hylder byen København med en række sange, der tidsmæssigt spænder fra 30’erne til i dag, fra Poul Heningensen til Marie Key. Udgangspunktet har været at skildre København gennem en række skæbnefortællinger,  at skildre menneskenes op- og nedture i byens neonlys.

Iscenesætter Rolf Heim kan noget med at fortælle historier samtidig med sangen, både med og i mod teksten. Han skaber et følelsesmæssigt rum ved siden af sangene, som er vældigt overrumplende og fængslende for tilskueren.  Vi får en perlerække af gode tolkninger af sangerholdet, som er Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Trine Pallesen, Tom Jensen og Jannie Faurschou. De har hver deres gennemgående karakter, og koncerten får liv og farve gennem Sisse Gerd Jørgensens sammenstykkede urbane rumdele, som f.eks. en dør til en tipskiosk, en kloakrist, et køkken. Også musikerne spiller livgivende med.

Men man sidder som tilskuer og savner sammenhæng i de glimrende fortolkninger af sange og menneskeskæbner, alt som forestillingen skrider frem. Skæbnerne på scenen bliver fragmenterede som byens liv omkring os i stedet for at blive en kommentar eller billede. Man er dog godt underholdt undervejs, og jeg sad og glædede mig over alderspredningen blandt publikum til forestillingen, på den måde er Nørrebro Teater virkelig blevet byens teater Men kom afsted, du er godt underholdt undervejs. Billetprisen på Nørrebro Teater er på højde med det Kongelige Teaters, så udnyt en af rabatordningerne på teatret.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering    4 teatersæder

KØBENHAVN, teaterkoncert på Nørrrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N
Iscenesættelse: Rolf Heim
Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen
Spilleperiode: 21. sept. til 10. nov. 2013, tir. – fre. kl. 20.00,, lør. og søn kl. 16.00
Varighed: 1 time og 40 min. inkl. pause.

Teaterkoncerten København på Nørrebro TeaterBilletter: 175-375 kr.

“Next to Normal” på Nørrebro Teater

“Next to Normal” punkterer på mange måder den udbredte fordom om, at musicalen er sukkersød meningstom underholdning. Det er en familiekrønike om at leve med en skitzofren kone og mor, og lige så meget musical som skævt teater. Den vandt i 2010 “Pulitzer Prize for Drama” som kun den niende muscal siden 1918.  Nørrebro Teaters danske version er overmåde vellykket. Det er lang tid siden, jeg har været i teatret, hvor bevægelsen i tilskuerrækkerne medførte højlydt snøften. Den historie trækker vand på den gode måde.

Instruktør Thomas Bendixen viser her mesterklasse. For det første lader han historien forblive så middelklasseamerikansk, som den er. Ikke nogen publikums-nedladende fordanskninger her. For det andet typecaster han forstillingen med nogen af vores bedste skuespiller-sangere. Cecilie Stenspil, Troels Lyby, Laus Høybye, Tom Jensen, Kenneth Müller Christensen og Kristine Marie Brendstrup leverer simpelthen alle storspil. De synger fremragende, og de spiller teater, så man får en klump i halsen. Der bliver fortalt så mange historier i historien, og de går alle ind. Om kærlighed, svigt, sygdom og bare almindeligt familieliv.

Kom afsted, forestilingen fortsætter kun til 15. april. Vil man prøve bare én musical i sit liv, så lad det blive denne. Det Nye Teater bør brække blod af misundelse. Nørrebro Teater har udviklet sig til at være førende hvad angår udviklingen af musikteatret. Reumert komiteen burde skamme sig, når de kan overse denne forestilling. Det er det mest interessante musicalteater i år i København.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder (6 sæder, hvis lyden havde været lige så fremragende som resten af forestillingen, skam dig lydmand !)

“Next to Normal” på Nørrebro Teater.
Instruktion Thomas Bendixen.
Spilleperiode: 18. februar til 15. april 2012.
Billetter 350-395 kr.