“Nøddeknækkeren”, Tivoli.

Nøddeknækkeren Tivloi

Lad det være sagt med det samme, jeg er ret glad for Tivolis Nøddeknækker, der nu spiller for tredje gang. Først, fordi 1.akt er særdeles familievenlig, hvilket andre Nøddeknækkere markedsføres som, men sjældent er. Dernæst, fordi Dronning Margrethes scenografi er vellykket og fint sammenstiller biedermeieræstetik i borgerhjemmet, Tivolis halekinromber med enkel skønhed som dansere i mørk snefog med Københavns skyline i baggrunden. Og sidst, men ikke mindst, fordi Claras juleaften er præcis københavnsk socialhistorie, logisk i sin fortælling, og fornemt skifter mellem drøm og virkelighed.

Der er de elementer, der for mig gør denne forestilling god. En historie fortalt, så alle kan være med. Balletpurister vil mene, der mangler dansere, og andre har været utilfredse med, at der indtil i år kun har været båndmusik. Det har ikke afholdt mig fra, helt undtagelsesvis, at finde en sjælden rest af barnlig juleglæde frem, de par gange jeg nu har set forestillingen. 2.aktens dansedivertissementer vil kede mange børn og balletfremmede voksne, for os mere balletvante er det altid spændende at se, hvordan de hundesvære trin beherskes.

Musikken får megen ømhed og klang i den version, som Tivoli Copenhagen Phil leverer under ledelse af Henrik Vagn Christensen. Det mærkes specielt i anden akt, hvor divertissementerne får egen åndedræt og farve med levende musik i orkestergraven.

Ellers er meget ved det gamle, Tommy Edvardsens H.C. Andersenfigur er et studie i dreven affektion. Jette Buchwald gør sin husholderske ikke bare til hjemmets moderlige motor, men også til kvinde med blik for affekterede forfattere. Kalthleen Videiras Clara er en fin og meget renfærdig udgave, men jeg savner måske den sødme og præseksuelle farlighed, som Teele Ude tidligere har givet rollen.

Hvis du savner en kulturel begivenhed, der kan samle børn, voksne og gamle i julemåneden, så er Tivolis Nøddeknækker perfekt. Den er Tivoli for alle pengene. For rabat på billetter hold øje med diverse kundeklubber. Hvis du ikke er trængt af familien i december, og gerne vil se en klog voksenversion, der handler mere om ballet end om jul, så overvej en tur til Hamborg.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder.

KOREOGRAF PETER BO BENDIXEN
SCENOGRAFI OG KOSTUMER DRONNING MARGRETHE
DIRIGENT HENRIK VAGN CHRISTENSEN
LIBRETTO HENRIK LYDING OG PETER BO BENDIXENFRIT EFTER E.T.A HOFFMANN
LYSDESIGNER JONAS BØGH
MUSIK PJOTR ILJITJ TJAJKOVSKIJ FREMFØRT AF TIVOLI COPENHAGEN PHIL.

BILLETTER: 

Danseglade balletekvilibrister i Tivoli

San Francisco Balletten gæster Tivoli i år efter mange års skiftende  Alvin Ailey og New York City Ballet gæstespil.  Stilen er dog den samme: Amerikansk abstrakt nyklassisk ballet i traditionen fra Balanchine. Vestkystballettens chef de sidste 25 år er nemlig  ex-New York City Ballet stjernen Helgi Thomasson.

Program B, der danses resten af denne uge minus fredag, indledes med “Fusion”:  4 mænd  møder 4 kvinder møder 4 indiske engledansere. Det er huskoreograf Yuri Possokhov,  der under et lydtæppe af modernistisk etnisk minimalmusik, lader kvartetter af kvinder og mænd forskyde sig frem, tilbage og diagonalt, piruetterende med pludselige indskift af de flyvende indere.  Amerikansk nyklassisk ballet kan have en tendens til kunstskøjte kunstfærdighed, men ikke her: Dansen rammer én, som en sært rørende følsom, dog intellektuel abstraktion over moderne sted- og hjemløs storbyliv. Musikken, som Kronoskvartetten har fået orkestreret, er for strygekvartet og slagtøj og lyder som Ravi Shankar, der møder Philip Glass og John Adams.

Den næste koreografi er af Helgi Thomasson selv, en Concerto Grosso for 5 herrer, som var ren danseopvisning,  5 fuldstændig synkrone modne mænd med egen personlighed ekvilibrerede i hele det klassiske trinrepertorie. De 5 syntes bare et halvt hoved højere og større end almindelige dansere, en halv gang hurtigere, alligevel mere præcise og personlige end jeg kan huske at have set moderne abstrakt ballet. En sært insisterende danseglad teknisk opvisning i, hvad toptræende fornøjede dansere kan.

Tredje indsats var Balanchines trin til Stravinskis violinconcert, formationsdans i sorte trikoer med hvide balletsko, så alt kan ses. Her fik var danserne igen naturligt individuelle, men fuldstændigt synkrone og præcise. Dansens formelle distraktioner blev gjort levende, næsten på trods af Stravinskis og Balanchines antiromantik.

Sidste indsats var  et stykke americana, “Sandpaper Ballet” af Mark Morris. En veaudeville pastiche, hvis  jokes nok i høj grad gik hen over det danske publikum.

Men alt i alt en vidunderlig balletaften, hvor tivolis symfoniorkester spillede lige så intenst, glad og præcist, som der blev danset. En stor aften, hvor man bare kan se på synkrone fødder, hvis man falder lidt ud af dansen.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

Billetter (bemærk 1. række er nummer 9 og der er billige billetter ude i siderne på gulvet.)