Drengerøve i alle aldre bør købe billet til denne forestilling. Og ligeså alle andre, for Blam! er denne sæsons hidtil sjoveste og bedste fysiskteater/performance forestilling. Kristján Ingimarsson har digtet en fabel om fire klassiske kontormænds dagdrømmerier. Fire blammere, som de definerer sig i programmet, mænd der laver stunts fra deres favorit-actionfilm. Et varieret udvalg af groteske nedskydninger fra de sidste 30 års voldsfilm. Jo mere støjende og overdrevet, jo bedre. Referencer til Terminator og Freddy Krueger kunne en actionfilmnovice, som jeg, lige spotte.
En god rammehistorie, humoren og de fire medvirkendes høje tekniske niveau gør forestillingen vildt seværdig. Kontoruniverset er dejlig stiliseret, alt foregår under chefens panoptiske blik, de skynder sig at lave sjov, når han er ude. Scenografien er en tragisk parafrase over den æstestiske katastrofe, som hverdagskontoret kan være, et blik ala fotografen Lars Tunbjörk. Kristján Ingimarsson, Lars Gregersen, Joen Højerslev og Didier Oberlé er udtryksfulde, sygt dygtige og blander alle mulige stilarter sammen. Det er en enestående mulighed for at se det fysiske teaters akrobatiske overdrev. De 4 performere laver det ene vildere stunt efter det andet i et hæsblsende tempo. Det groteske i både actionfilm-universet og kontorets livløshed bliver til et livgivende visuelt digt om lysten til at fyre den af og lade kroppen styre. Og samtidig en kritik af en jackass-kultur (ødelæg noget, kom til skade og film det), hvor almindelige mennesker gør vanvittige livsfarlige ting.
Kom afsted – det er hæsblæsende god underholdning for drengreøve af alle køn og aldre.
5 teatersæder
“Blam!” gæstespil af Neander Teater på Republique.
Idé, koncept, iscenesættelse: Kristján Ingimarsson co-instruktør: Simon K. Boberg.
Billetter her mellem 160 – 255 kr, unge ca halv pris.
Downtown sælger billetter med rabat til Blam! Og husk at Republique er et af de teatre, hvor der kan være halv-pris på dagen ved at gå ind på Billetbillets hjemmeside.