Kristian Halkens indbildt syge åbner forestillingen suverænt: Hvidsminket med sorte rande så store som tekopper råber han i dødsangst efter sit tyende. Med selvmedlidenhedens tårer, hulkinnet gammelmandsagtig ser han sin indbildt snarlige død i øjnene. For stunden efter at danse rundt i silkepyjamas og livsglad frydefuldt gennemgå sin apoteker- og lægeregninger. Den lægelige opmærksomhed, som han kan få for sine mange penge, er hans livsalighed, resten af familen rager ham. Dette får tjenestepigen i rødhåret furisk skikkelse af Ditte Hansen med let grusomme påfund sat en stopper for.
Dette er i kortform modsætningen i Molieres komedie, som bliver forløst sjældent veloplagt i Kim Bjarkes iscenesættelse og Camilla Bjørnvads medspillende scenografi: Forestillingen sætter nye farce- og komediestandarder i dansk klassikerteater. De har selv været med til at hæve overliggeren: her når de nye højder i stilsikkerhed og påfund. Det livsaligt godt komedieteater, det er grin med eftertanke, som enhver teaterelsker bør unde sig selv. Resten af holdet spiller rasende godt, men Kristian Halken gør sin indbildt syge helt til sin egen.
5 teatersæder
“Den Indbildt Syge” folketeatret.dk, Nørregade
Iscenesættelse: Kim Bjarke
26 janur til 26. marts, 2011, kl. 19.30 derefter turné til den 16. april.