“Stuepigerne” på Det Kongelige Teater, derefter turne.

Tyven, bøssen og forfatteren Jean Genets debutstykke “Stuepigerne” er en fabel om to stuepiger, der under deres frues fravær skiftes til at spille “Madame” og med stærke sadomasochistiske undertoner til slut dræbe hende. For at forstærke temaet om spillet i spillet og de seksuelle undertoner anbefalede Genet, at de tre kvinderoller skulle spilles af unge mænd. Stykket vakte stor opsigt 1947 og regnes som en af det absurde og kønspolitiske teaters første udtryk.

Stjerneinstruktøren Staffan Valdemar Holm skraber endnu mere naturalisme væk og fordobler illusionspillet endnu en gang, idet han lader kvinderollerne spille af tre modne stjerneskuespillere, Birthe Neumann, Kirsten Olesen og Malene Schwartz. De spiller alle med knold i nakken i det samme bevidst gammeldags sorte kostume på en tom hvid scene. Den oprindelige dekoration bliver vist som videoprojektion med tre unge kvindelige figuranter, medens replikkerne spilles fra scenen.

Iscenesættelsen vil nøgternt set for meget på en gang, vi har som publikum svært ved at fange hele referencerummet og falder i perioder ud af røret, men den er samtidig så umiddelbar kropslig seksuel opspændt  og med en replikbehandling, så man både taber næse og mund.

Stykket udsat for damer gjort ældre end de er, forstærker fabelen om selvhadet og fornedrelsen som en lystfyldt mulighed, som stuepigerne ikke kan slippe ud af, men som de må gennemspille til døde. Stiliseringen går så vidt, at selve rammehistorien om brevene og Madames elskere næsten bliver en illusion: Findes verden udenfor overhovedet. Der er lagt en fransk sang ind undervejs, der næsten får tårerne frem: “Syng om denne døde kærlighed, om dette begær, dette døde begær” Det er smukt og meget meget sørgeligt. Stykkets sociale kritik virker tilgengæld sært underbelyst og fremstår her som bedaget, hvilket jeg ikke tror, den nødvendigvis er.

Det er en aften, hvor man går bevæget og eftertænksom ud fra teatret. Stjernespillet virker også på den måde, at det viser at godt skuespil kun bliver bedre med alderen, ligesom seksualiteten heller ikke forældes, selvom den kan være en fælde.

Det er umuligt at få billet til forestillingerne her i juni, men der er stadig billetter til spilleperioden i efteråret. Publikum rundt i landet kan glæde sig til skuespil i den store stil og en advarsel om kærlighedens vildveje: Den kan vare evigt. Styrt til billetlugerne til en ikke helt enkel forestilling, som mod sine egne odds er sært medrivende.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering5 teatersæder

“Stuepigerne” af Jean Genet på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Kvæsthusbroen.
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm.
Varighed 1 time og 30 minutter.
Spilleperiode 01. jun. – 11. jun. 2011 og 11. okt. – 05. nov. 2011, billetter her.
Turne i teaterforeningerne i september og oktober.

Skriv et svar