“Kvinde Kend Dit Skab” Don*Gnu gæstespiller på Københavns Musikteater.

“Kvinde Kend Dit Skab” er noget så specielt som en danseperformance for fire hvide pænt store énfløjede garderobeskabe, to flyttemænd i brune overalls og én sangerinde. Det skal forstås helt bogstaveligt, alle tre elementer danser sammen i denne skønne og bevidst skæve danse- og musikforestilling.

Koreograf og danseduoen Don*Gnu alias Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen har som varemærke at optræde med sokker i sandalerne og brune overalls, Den smukke sangerinde Alice Carreri fungerer som kvindeligt modspil til de to herrers muskuløse drengerøvscharme, både som rekvisit i balletten for de fire skabe og som sangerinde. Herrerne suppleres af El Chino, og Rune Kaagaard lever musik til løjerne.

Man kan opleve denne sammensatte musik- og danseforestilling på flere planer. Foromtalen betoner den kønspolitiske konfrontering af mandsstereotyper med det kvindelige element. Undertegnede sad mest og kluk-lo af al denne hørmende flyttemandsenergi, af de flotte skabsbilleder med dame og Alice Carreris smukke stemme, der kan synge uanset hældning på skabet. Og det er ikke hver dag vi får et fyldigt uddrag af Svanesøens Pas de Quatre udsat for pæne flyttemænd i wife-beater og sandaler..

Overraskelserne kommer hele tiden dumpende og det kombineret med Alice Carreris smukke smukke sange gør “Kvinde Kend Dit Skab” til en times ligefrem underholdning. Det er simpelthen morsomt teater, og man bliver opløftet af at se en moderne danseperformance, der tør at være sjov. Forestillingen går lidt kold til sidst i kontaktimprovisation, der ikke skal nogen vegne, men indtil da er man rasende godt underholdt, tænksomt smukt og sjovt. For 120 kr. Kom afsted.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering    4 teatersæder.

“Kvinde Kend Dit Skab”  Don*Gnu gæstespiller på Københavns Musikteater.
Ide og instruktion: Don*Gnu.
Varighed: 1time.
Spilleperiode: 19. oktober – 27. oktober, man – tor kl. 16 og 20, fre kl. 20 og lør kl. 17.
Billetter. 120 kr