Jacob F. Schokking er en af de få auteurs i dansk teater. I regi af sit teater Holland House har han i løbet af de sidste 20 år skabt en teaterstil, som er genkendelig. Ordrige intellektuelle tekster (eller opera) iscenesættes som en blanding af teater og videoinstallation. Han fik i 2002 i sær-reumert for sin egen stil.
“Poul, Poul, Poul, Poul & Poul” viser endnu engang, at Schokking kun er i stand til at lave interessante og seværdige forestillinger. 5 personer af begge køn, alle med navnet Poul, taler om deres fortabte kærlighed i hinanden, livets meningsløshed og om at være træt som en gammel slidt lejekaserne, som arvingerne har skændtes om i 4 år. Èn kanøfles, dør, bliver mindet, genopstår og vælger at forsvinde, andre Povl’er følger efter. Alt iblandes råbekor og Schokings sære meddigtende videoprojektioner.
Det fine er, at teksten, som er trykt i programmet, forstørres, forvandles og morer. Måske er det én Povl-person, hvis indre monologiske og kakofoniske stemmer vi hører. Måske er det en gruppe menneskers manglende selvstændighed, vi overværer. Men man keder sig aldrig i disse 70 minutter. Det rasende godt og morsomt eksistensteater med en tro på, at vi som tilskuer både kan klare en morsom poetisk livsklage og det store scenografiske udtræk samtidigt. “Spærret inde mellem stjernene, skriger vi inde fra kisten” skriver Inger Christensen et sted. Sådan havde jeg det, da jeg gik ud. Stjerneklar, vemodig og med et godt grin i kroppen, hvad mere kan man forlange af teater.
5 teatersæder
“Poul, Poul, Poul, Poul & Poul” Holland House i Dansehallerne, Store Carl
Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking
Spilleperiode: 25. feb. – 12. mar. 2011