Danseglade balletekvilibrister i Tivoli

San Francisco Balletten gæster Tivoli i år efter mange års skiftende  Alvin Ailey og New York City Ballet gæstespil.  Stilen er dog den samme: Amerikansk abstrakt nyklassisk ballet i traditionen fra Balanchine. Vestkystballettens chef de sidste 25 år er nemlig  ex-New York City Ballet stjernen Helgi Thomasson.

Program B, der danses resten af denne uge minus fredag, indledes med “Fusion”:  4 mænd  møder 4 kvinder møder 4 indiske engledansere. Det er huskoreograf Yuri Possokhov,  der under et lydtæppe af modernistisk etnisk minimalmusik, lader kvartetter af kvinder og mænd forskyde sig frem, tilbage og diagonalt, piruetterende med pludselige indskift af de flyvende indere.  Amerikansk nyklassisk ballet kan have en tendens til kunstskøjte kunstfærdighed, men ikke her: Dansen rammer én, som en sært rørende følsom, dog intellektuel abstraktion over moderne sted- og hjemløs storbyliv. Musikken, som Kronoskvartetten har fået orkestreret, er for strygekvartet og slagtøj og lyder som Ravi Shankar, der møder Philip Glass og John Adams.

Den næste koreografi er af Helgi Thomasson selv, en Concerto Grosso for 5 herrer, som var ren danseopvisning,  5 fuldstændig synkrone modne mænd med egen personlighed ekvilibrerede i hele det klassiske trinrepertorie. De 5 syntes bare et halvt hoved højere og større end almindelige dansere, en halv gang hurtigere, alligevel mere præcise og personlige end jeg kan huske at have set moderne abstrakt ballet. En sært insisterende danseglad teknisk opvisning i, hvad toptræende fornøjede dansere kan.

Tredje indsats var Balanchines trin til Stravinskis violinconcert, formationsdans i sorte trikoer med hvide balletsko, så alt kan ses. Her fik var danserne igen naturligt individuelle, men fuldstændigt synkrone og præcise. Dansens formelle distraktioner blev gjort levende, næsten på trods af Stravinskis og Balanchines antiromantik.

Sidste indsats var  et stykke americana, “Sandpaper Ballet” af Mark Morris. En veaudeville pastiche, hvis  jokes nok i høj grad gik hen over det danske publikum.

Men alt i alt en vidunderlig balletaften, hvor tivolis symfoniorkester spillede lige så intenst, glad og præcist, som der blev danset. En stor aften, hvor man bare kan se på synkrone fødder, hvis man falder lidt ud af dansen.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

Billetter (bemærk 1. række er nummer 9 og der er billige billetter ude i siderne på gulvet.)

Skriv et svar