“Don Juan” Grønnegårdsteatret i Kunstindustrimuseets Have

Molière bliver ikke skamspillet på de danske teatre og slet ikke ”Don Juan”, Det Kongelige Teater tog næsten livet af ham i 2003, som er den seneste opsætning, jeg kan huske. Stykket har ikke set mange opsætninger i Danmark, så alene derfor skal Grønnegårdsteatret have ros for at tage stykket af Holbergs store forbillede på plakaten. Og så er det teatrets varemærke at spille klassikerrepertoiret i den høje kvalitet, som Det Kongelige Teater burde levere teaterguldet i, men næsten aldrig gør det. De burde brække blod af misundelse.

Misundelsesværdig er denne opsætning, Nicolas Bro spiller Don Juan, ikke kun som den indædte og brutale forfører teksten lægger op til. Men også som et menneske, der sætter sig selv først i alle livets sammenhænge, han forfører ikke bare for den korte erotiske lysts skyld, men fordi verden vil bedrages, og fordi han kan komme af sted med det. Kvinderne vil bedåres og henføres, selvom de godt ved, han bedrager. Mændene lader sig forblænde af hans retoriske ordspil og hans status, selvom de inderst inde godt ved, det er blændværk. Morten Kirkskov gør tjener Sganarelle til en ferm overlever, også forloren, men mere ærlig, som vi alle må være for at holde os i live. Resten af holdet er lige så stålsat præcise som de to hovedpersoner, Og hele menageriet inklusive stengæst og søforlis rammes flot ind af Rikke Juellunds okkerfarvede bølgescenograf. Instruktør Thomas Bendixen føjer endnu en skalp til sine tekstro og moderne klassikeriscenesættelser. Han lader os se, at det onde sker, fordi vi ikke vil se det…

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

Forestillingen varer ca. 1 time & 40 minutter, og spiller uden pause.

DON JUAN spiller i Kunstindustrimuseets Have

25.juni – 21.august 2010, mandag – lørdag kl.19.30. (Haven er åben fra kl.17.30).

Billetter

Skriv et svar