“Gengangere” Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.

Ubehjælpsomheden besjæler den tyske regiteater-instruktør Michael Thalheimers version af Henrik Ibsens Gengangere“. Fru Alving, hendes søn Osvald og hendes ungdoms brændende kærlighed Pastor Manders vakler den første halve time rundt i et endeløst novemberregnvejr uden at være i stand til at søge ly. I deres pæneste våde tøj taler de ud om Fru Alvings rædselsfulde ægteskab, Osvalds sammenbrud og Manders gennemførte gammeldags retlinede fejhed: Han sender som ung Fru Alving tilbage til sin hæslige mand på trods af egen kærlighed til hende. Som krøblinge ude af stand til at hjælpe sig selv, står de på en regnvejrskant, som de ikke kan flytte sig fra. Her er ingen mellemregninger: Norge er en jammerdal af pligt, arbejde og tvang, generationerne tvinges til at gøre forældrenes fejl til egne:  Alle gamle meninger kommer igen som gengangere.

Michael Thalheimers Ibsen er ikke særlig elegant, men meget konsekvent. Men hvorfor kun se personernes ubehjælpsomhed og ikke spille alle mellemregningerne, som teksten også rummer ? Familien set som tragedie er langt sortere, grovere og sjovere hos Strindberg, Ørnsbo eller Noren. Her er det kun Kirsten Olesens Fru Alving, der viser os alle mellemregningerne ved at være menneske. Hun er sjælsrystende stærk.

Jeg udelukker ikke, at stykket er bedaget og svært at gøre interessant for et nutidigt publikum, men hvorfor så spille det ? Her når instruktøren få sjæle, selvom der spilles godt over det meste af linien og iscenesættelsen er gennemført flot og let at læse, hvis man kender stykket i forvejen. Hvis ikke man kender stykket, er man i perioder fortabt, da mange replikker utydeligt råbes – af og til med sjælsrørende effekt – en gang imellem uden pejling af, hvorfor vi skal lytte til disse gengangere ransage deres indre i vindstyrke storm.

Jeg vil anbefale teatertosser, som jeg selv, og studerende ved de dramatiske uddannelser, som kan få billige billetter, at se disse fortabte gengangere. Resten bør holde sig væk eller se “Mågen” i stedet.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 3 teatersæder

 “Gengangere” Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene.
Instruktion: Michael Thalheimer.
Spilleperiode: 9. dec. 2011 – 18. feb. 2012.
Varighed: 1t. 45 min uden pause.
Billetter fra 195-495 kr.

Skriv et svar