“Museum, Môbel, Mânner, i den rækkefølge har jeg levet mit liv” siger Charlotte von Mahlsdorf. Hun var transvestit, overlevede sin nazististiske fader, anden verdenskrig og DDR indtil murens fald iført kjole og langt lyst hår. Hun grundlage i 1950’erne Gründerzeitmuseum i det daværende Østtyskland – en samling af møbler og edison-fonografer fra slutningen af 18-tallet – i et forfalden herskabshus lige udenfor Berlin som hun selv instandsatte. En transvestit med store møbelsnedkerhænder og en vældig appetit på at leve sit liv på helt sin egen måde.
Doug Wright frugtbare greb i denne prisvindende monolog er at lade én person spille alle stemmerne, også hans egen fortvivlede i forsøget på at finde sandheden i alle de historier Charlotte har været så dygtig til at til at fortælle. Jakob Højlev Jørgensen samler dem alle med formidabel autoritet. Mest ærefrygtindgydende lægger han krop og stemme til Charlottes egen mandige glæde ved at samle ting og være sig selv med kjole og langt udslået hår. Indledningsreplikken kan være en nøgle til den dunkle andel halvdel af denne vidunderlige monolog, som nu i anden omgang gæstespiller på Riddersalen.
Kom af sted, det er tysk livs- og samtidshistorie på en gang. Og et bevægende forsvar for vor menneskelige ret til at være, dem vi nu er.
4 teatersæder
“Jeg er min egen kone” Ålborg Teater i gæstespil på Riddersalen.
Iscensættelse: Charlotte Munksø.
Varighed: 2 timer med pause.
Billetter: 125 – 180 kr.