Anne Linnets sange fremført først af en blåfrossen lesbisk spejdertrup med firserparykker og senere af en brun russisk rockspejdertrup med bjørnemanke, er en genial ide af de 12 kvinder, som udgør teaterkollektivet “Sort samvittighed” De 6 spejderpiger på scenen svajer som bambier på en isflage, mens de krænger alle unge hjerters kærlighedskvaler ud i sang. Her er følelser og hjerte i alle ord, om de råbes, hujes og eller bare bliver sunget helt stille. Et udsøgt skramlende variete-akkompagnement med tilhørende effektfuld is-scenografi fuldender forestillingen.
Pigerne i “Sort samvittighed” viser, at der er hjertegods både i kvalsangene om at finde sin elskede ene og i glædessangen om den, der har sat sig på tværs. Musikalsk og scenografisk er det endnu en tour de force i teaterkoncertens muligheder for at forstørre en sangskat, hvis styrke altid har været melodierne, mens teksterne ikke altid er blevet optimalt fortolket af Linnets egen stemme.
Hvis du er mand og mener at Anne Linnet er en træt sur lesbisk dansktopsangerinde, bør du overveje at lave en herreaften med fodbold, playstation og bajere, mens du sender konen/kæresten på Edison med sin bedste veninde. Forestillingen kræver overgivelse til et kvindeunivers på tværs, og gør man det, er det en skøn klog og medrivende teatersangaften. Mange lesbiske har allerede løst billet for at gå i kirke på Edison. Vi andre kan sagtens følge efter….
5 teatersæder
“Hvid magi” kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Edison, Edisonsvej 10.
18. februar til 19. marts 2011.
Iscenesættelse: Elisa Kragerup