“Engle i Amerika” på Edison, Betty Nansen Teatret.

“Engle i Amerika” er et monstrøst stort teaterstykke i to halvdele, “Millennium Approaches” og “Perestroika”, normalt opført over to aftener, skrevet af Tony Kushner, som vandt et hav af priser for det i midten af 1990’erne. Det har bevaret sin attraktion op i dette årtusinde, HBO lavede en mini-serie over det i 2003, og det spilles stadigt flittigt med nyklassikerstatus.

Årsagen er den enkle, at det er et rasende godt stykke. På trods af dets tidsbundethed til 80’ernes AIDS, Regan-præsidentskab og Perestroika, så har stykkets fanstastisk fortalte historie om kærligheden mellem tre mænd, de kvinder de svigter, og en AIDS-sygs febervilde englefantasier stadig en sugende kraft. Stykket kan tolkes på sygt mange niveauer. To centrale temaer er angsten for kærligheden, og at fremmedgørelsen fra sig selv, ofte motiveret i enten politisk eller religiøs ideologi, er årsag til megen ondskab mellem mennesker. Kushner bruger en retorisk strategi, hvor replikkerne både får betydning som samtale og som symbolik, en stil han selv beskriver som inspireret af BeckettJødisk mystik og sin egen erfaring som homo. Stykket er stort -han skriver selv et sted: En ambition om størrelse uden at blive prætentiøs – og fyldt af fantastisk megen menneskelighed.

Et referat af stykkets 56 scenebilleder er dømt til reduktion in absurdum: Stykkets centrale figur er bøssen Prior, der bliver forladt på hospitalet af sin kæreste Louis første gang han bliver rigtigt syg af AIDS. Luis indleder en flirt med mormonen, advokaten og skabsbøssen Joe, hvis kone frustreret sejler rundt i en hallucineret døs af valium og sorg. Prior trøstes af sin transede ven Belize, der som natsygeplejeske passer den ærlige men ærkereaktionære advokat Roy Cohn, som er døende. Midt i det hele kommer Joes mor rendende, hendes sansede menneskelighed – efter at hun har forsaget religionen – er nøglen til anden-delens forsoning af syner, engle og kærlighed.

Udgaven på Edison er i store stræk vellykket. Det lykkes for iscenesætter Christoffer Berdal og holdet på Edison at få et fantastisk flow i fortællingen, så man suges ind i universet og glemmer tid og sted. Nicolaj Spangaas scenografi og scenebilleder er en gave til forestillingen og en reumert værdig, sammen med Jes Theedes lydkullise holder den publikum i hånden gennem de mange skift af sted og univers. Peter Plaugborg spiller som altid med hele kroppen Prior – måske hans bedste rolle indtil nu -uden at ramme en tone forkert: hostende, lungehvislende og hulkindet forsvinder han modvilligt men afklaret ind i sin sygdom og sine syner. Flemming Enevold spiller Roy Cohen lige så stålsat: mage til ærligt overfladisk amerikanske lort, skal man lede længe efter. Johannes Lilleøres mormon-Joe er ægte vandkæmmet kejtet forstilthed, så det gør ondt helt ned i de nosser, som han ikke har nogen af. Casper Crumps transede Belize ligger på kanten af den glatte karikatur, men holder: hun har nosser. Sarah Boberg laver den mest skønne let slidte engel: hun får himmelsk diktion og fantastisk hoste til at gå op i en højere enhed. Martin Bo Lindsten er lidt for sød som den selvretfærdigt forførende rendemaske Louis, men forsvarer sin tolkning med stort talent. Ditte Gråbøl svirper med mormon-mors one-liners, så vi tror på hende, og Marie Tourell Søderberg sejler rundt i valiumtågerne, men forbliver for vag til, at vi mærker hendes sorg.

Det er en forestilling for voksne, hvor vi græmmes over menneskets dårskab, lige så meget som vi griner, og den ender lykkeligt, som mange film, men hvor ér teatret dog et meget større medium end filmen. Beskæringen af teksten i dialogerne mindsker dybden af personerne, men vi får i stedet et stærkt flow. Hvis du kunne lide tv-udgaven, så køb straks billet. Hvis du ikke kender historien, men vil vide mere om kærlighedens veje og vildveje – og ikke er bange for et par kyssende mænd – så forbered dig ved at se de første afsnit af miniserien. De fleste bøsser bør have købt billet, måske undtagen Joe-typerne: de tør ikke. Kom afsted, der kan købes mad og sandwich i pauserne, frygt ikke længden, tiden flyver sammen med englene. Det sidste halve teatersæde er givet lidt forlods – stykket var på kanten af færdig og spillet sine steder ujævn ved premieren.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

Iscenesættelse: Christoffer Berdal (bearbejdelse sammen med Mette Wolf)
Scenografi: Nicolaj Spangaa
Oversættelse: Morti Vizki
Spilleperiode; 10. jan. – 17. feb. 2013, Ti. – fr. kl. 18.30, Lø. kl. 16.00, Sø. kl. 15.00
Varighed: 4 timer 30 min.
Billetter: 60 kr. – 295 kr. (Husk halv pris på dagen på forsiden af www.billetbillet.dk)

Engle i Amerika på Edison

“Ondt Blod”, C:NTACT på Edison.

C:NTACT er en selvstændig fond, der hører hjemme på Betty Nansen Teatret, og som huser kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde. “Ondt Blod” – et prisvindende tysk skuespil fra 2010 – er noget af det mest velspillede, veliscenesatte og bevægende teater om kulturmødets besvær anno 2012, som jeg har set på en scene.

Indvandrerkulturens armod og værtskulturens herredømme stilles i teaterstykket op mod hinanden og gøres konkret: Vi er i en skoleklasse med kun brune elever og en lærer, der forsøger at indpode eleverne tysk dannelse i form af Schillers to skuespil “Røverne” og “Kabale og Kærlighed“. Hendes undervisning ignoreres fuldstændigt indtil hun griber en pistol, som ved et tilfælde falder ud af en voldelig elevs taske, og resten af undervisningen i Schiller gennemføres “at gunpoint“. Den påtvungne kulturdannelse giver respekt og den ene mere barokke situation følger den anden.

Forestillingens store styrke er skuespillet. Et voldsomt velspillende meget ungt skuespilerhold får i den grad stykket ud over rampen. Der gås til makronerne i en præcis, fysisk in-you-face spillestil, hvor rigsmål og perkerdansk modstilles med stor dramatisk- og indholdsmæssig effekt. Det er en tour det force i sig selv. Der krediteres i programmet ingen dansk oversætter eller bearbejder, men mon ikke holdet står bag  – 6 sæder til dem. Persontegningerne er stjerneskarpe, og de danske sange rører alle mulige følelser sammen så man sidder og tuder.

Iscenesætter Kamilla Bach Mortensen kan noget med den let absurde dramatik. Ligesom med SEX.VOLD.BLOD.SNASK” på Teater Får302 får hun maksimalt ud af en hypostaseret tekst, hvor det konkrete og det abstrakte mødes uden at det bliver et rent absurdum, men befrugter hinanden og bliver rasende tænksomt og morsomt. Allan Frausings skolescenografi rammer effektivt ind.

Forestillingen usædvanlig seværdig, og når jeg kun giver 5 sæder, er det fordi stykket lige er lidt for langt. Det stiller flere spørgsmål end den giver svar, men skuespillet er rasende godt. Der skal gøres noget – halvdelen af Københavnske tosprogede drenge forlader skolen som funktionelle analfabeter.

Kom afsted.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

“Ondt Blod”, C:NTACT på Edison.
Iscenesættelse:  Kamilla Bach Mortensen.
Varighed: 1time og 30 min.
Spilleperiode: til 7 december, 2012.
Billetter 200 kr for voksne – billigere for unge.

“Hvid magi” kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Edison

Anne Linnets sange fremført først af en blåfrossen lesbisk spejdertrup med firserparykker og senere af en brun russisk rockspejdertrup med bjørnemanke, er en genial ide af de 12 kvinder, som udgør teaterkollektivet “Sort samvittighed” De 6 spejderpiger på scenen svajer som bambier på en isflage, mens de krænger alle unge hjerters kærlighedskvaler ud i sang. Her er følelser og hjerte i alle ord, om de råbes, hujes og eller bare bliver sunget helt stille. Et udsøgt skramlende variete-akkompagnement med tilhørende effektfuld is-scenografi fuldender forestillingen.

Pigerne i “Sort samvittighed” viser, at der er hjertegods både i kvalsangene om at finde sin elskede ene og i glædessangen om den, der har sat sig på tværs. Musikalsk og scenografisk er det endnu en tour de force i teaterkoncertens muligheder for at forstørre en sangskat, hvis styrke altid har været melodierne, mens teksterne ikke altid er blevet optimalt fortolket af Linnets egen stemme.

Hvis du er mand og mener at Anne Linnet er en træt sur lesbisk dansktopsangerinde, bør du overveje at lave en herreaften med fodbold, playstation og bajere, mens du sender konen/kæresten på Edison med sin bedste veninde. Forestillingen kræver overgivelse til et kvindeunivers på tværs, og gør man det, er det en skøn klog og medrivende teatersangaften. Mange lesbiske har allerede løst billet for at gå i kirke på Edison. Vi andre kan sagtens følge efter….

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering5 teatersæder

“Hvid magi” kunstnerkollektivet Sort Samvittighed på Edison, Edisonsvej 10.
18. februar til 19. marts 2011.

Iscenesættelse: Elisa Kragerup

Billetter