“Døden i Venedig” Hamborg Balletten i gæstespil på Det Kgl. Teater.

Hamborg Ballettens verdensberømte balletmester, John Neumeier, er om nogen hjertets og følelsens koreograf: Han vil skabe “bevægelser, der bevæger os”, som han skriver i programmet. Neumeier har stor kærlighed til balletten i København, senest satte han for to år siden “Kameliadamen” op på Gamle Scene. Og han er her i denne uge med hele sit fremragende kompagni af dansere fra Hamborg.

Kærligheden virker dog ikke gengældt fra Det Kongelige Teaters marketingafdelings side: Det er lykkedes for dem at holde gæstespillet næsten hemmeligt. Få annoncer og interviews – på premiereaftenen var Gamle Scenes lysreklamer ikke opdaterede om gæstespillet og halvdelen af programmerne manglede en rolleliste. Tivolis presse-afdeling viser med deres Alvin Ailey-promovering, hvordan den slags skal gøres. Der er derfor dynger af billetter til denne uges gæstespil – og derfor ingen undskyldning for ikke at gå ind og se dette stykke fremragende verdenskunst.

Neumeiers fortolkning af Thomas Manns novelle “Døden i Venedig” er af symbolsk-intellektuel aftapning, så forvent ikke det store tårepersende helaftensdrama á la “Romeo og Julie”. Den er i stedet en kompleks spejl-fortælling, hvor læsning af programnoter er en fordel. Neumeier kaster et andet blik på historien om den ældre mands fascination af unge knøs end den seksuelle. Hans “Døden i Venedig” er historien om den stramt disciplinerede verdensberømthed, en koreograf, der i den legende dreng på lidoen genopdager sin egen ungdoms umiddelbarhed og ligefremme relation til sig selv og egne følelser.  Seksualiteten er mere til stede i form af karikerede og dejligt mandigt moderne homoseksuelle fristere – der afsporer kunstneren i forsøget på at komme ud af sin livskrise. Og denne læsning er bare en af mange mulige af dette meget personlige værk.

Kom af sted alle ballet-elskere og andre, der bare gerne vil se ballet, hvor alle udtryk er knivskarpt sat i scene og mængden af tolkningsmuligheder er utallige. Musikken af mestendels af Bach og Wagner sætter sine helt egne spor i historien og biddrager til det mangetydige. Og danserne fra Hamborg er alene hele aftenen værd: Bedre karakterdansere findes ikke i noget kompagni.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 6 teatersæder

“Døden i Venedig” Hamborg Balletten i gæstespil på Det Kgl. Teater; Gamle Scene
Koreograf og instruktion: John Neumeier.
varighed: 2 timer og 30 minutter.
Spilleperiode: 9. til 12. september 2014
Billetter: 740kr – 120kr

 

John Neumeiers Ballet
John Neumeiers Ballet