Jakob Weis er en vidtfavnende og produktiv dramatiker. Hvis man alene ser på Reumertnomineringerne, er de gået fra et mandeunivers med “Pelsjægerne” (2002) over sære eksistenser på travbanen med “Håndbog i Overlevelse” (2007) til satiren over kunstverdenen i “Udslet Hornsleth” (2011). I denne sæson tematiseres kunstnerrollen med “Bang og Betty” og denne “DIVA MIN” på Teater V, som begge også viser, hvor svære hans tekster kan være at få til at blive levende og gode teaterforestillinger. Lad det være sagt med det samme, det lykkes bedre med “Bang og Betty” end her.
En Diva kommer sejlende hjem til hotelværelset efter aftenens forestilling og kaster hvidvin i kæften som vand. Pludselig står en ung let undseelig mand i rummet. Hvordan er han kommet ind, hvorfor vil han skifte pære kl. 01.30 om natten, og hvorfor kan hun ikke huske, hvem han er ? Det er begyndelsen på en symbolsk sjælegyser om de personlige ofre i (ethvert) karriereplaget menneskes liv.
Stykket lever på skuespillernes nåde og hjertebarmhjertighed overfor stykkets grundtone af savn, forstillelse og livsillusion. Karen-Lise Mynster er perfekt til rollen som Divaen, der på karrierens slutpunkt langsomt kvæles i sin egen teatermaske. Jens Frederik Sætter-Lassen gør den sære gæst til et studie i ømhed og længsel, en præstation givet rollens blanding af bejler og genfærd. De to gør forestillingen yderst seværdig.
Hvad der er mindre godt, er først og fremmest musikken og tilsætning af reallyde som barnegråd. Marcus Hjelmborgs musik kan have egen ret, men fungerer ikke her. Hun er OPERA-Diva! Real-lydende savner funktion udover at irritere. Nikolaj Traps stålscenografi låser tolkningen af stykket til ren symbolsk gravkammer, hvilket ikke giver meget at spille gyset og divafortællingen på.
At det alligevel lykkes, kan man efter temperament tildele iscenesætter Pelle Koppel og skuespillerne æren for. Jakob Weis kan noget med replikker, han elsker ramsaltede sandheder, og skriver her en Blixensk fortælling med mange løg-lag, der kan fortolkes på flere måder. DIVA MIN er en bevægende og symbolsk gyser, et sørgespil over mistet liv og en aften værd. Kom afsted.
4 teatersæder.
“DIVA MIN” på Teater V, Valby.
Iscenesætter Pelle Koppel.
Spilleperiode: til 8 december 2012.
Varighed: 1 time.
Billetter: 165 kr.