“Farcen” er en del af grundvandet i den teaterkælder som i dag huser Bremen: Privatteatret holdt til i samme lokaler fra 1957 til 2007, teatret spillede både seriøse stykker samt en perlerække af klassiske farcer som f.eks. “Charleys Tante” og “Den Grønne Elevator”.
Søren Østergaard og Ditte Gråbøl sopper rundt i dette farcevand med skilsmissekomedien “Det Glade Vanvid“, som er en teaterudgave af filmen “War of the Roses”. Handlingen: Velstillet modent ægtepar vokser fra hinanden, skilsmisse udvikler sig til borgerkrig tilskyndet af to griske advokater. Fatal slutning.
Det komiske teater er på mange måder teatrets sværeste genre, og “Det Glade Vanvid” viser os hvorfor. Det sjove afhænger af måden en historie fortælles på, ikke dens indhold eller dens morale. Her iscenesætter Vibeke Wrede ægtekampen med en tilstræbt bittersød hverdagsrealisme. Advokaterne indleder med gumpetunge opremsninger af antallet af skilsmisser i Danmark, uden at gøre det sjovt, nærmest for at retfærdiggøre løjerne. Ægteparret gennemspiller skilsmissens uhyrligheder med samme henkastede tilforladelighed. Komediens og farcens styrke er det dobbelte spil: Vi overdriver med stor seriøsitet og alvorlig glimt i øjet. Her står de skidt oversatte replikker ofte stille. Søren Østergaard og Ditte Gråbøl gør hvad kan for at pumpe løjerne op inden for parcelhusrealismen. De skal dog også kæmpe mod en ucharmerende scenografi: Fire gange “Ægget” i grim kopi anbragt på et plateau af nervøst velour. Det er en meget ujævn forestilling, og virker sært ligegyldig. Jeg ville så gerne have grinet, kun et enkelt Søren Østergaardsk benspjæt fik smilet frem. Det er for lidt. Fjernsyn kan anbefales.
teatersæder.
“Det Glade Vanvid”,
Iscenesættelse: Vibeke Wrede
Varighed: En time og 20 minutter.
Spilleperiode: Turne 17. februar til 30. marts, samt Bremen, København den 2. – 20. april.