“Europamestrene” på Frederiksbergscenen

Nørrebro Teaters annex i det gamle Rialto, Frederiksbergscenen, genopsætter i dette efterår to skæve satirisk-sjove kult-forestillinger. Thor Bjørn Krebs’ reumertnominerede “Europamestrene” er den første. Grundteksten er fra 2003 – Teater Grob lavede en underspillet middelklassesatire på teater Plan B – en episodisk række hverdagsbilleder uden fortløbende historie.

Disse tekster bliver i sine nye form til en mere regelret revy over dansk guddommelig hverdag. Lige fra den gynækologiske undersøgelse på Herlev sygehus, til det lidt ældre ægtepar, der i Varde forgæves venter på, at datteren kommer hjem med sin nye kæreste til tarteletter. Fælles for de mange historier er Teater Grobs gamle kærlighed til en nøjeregnende hverdagsrealisme i kombination med en stærk fornemmelse for, hvornår almindelig ubetænksomhed, smålighed eller egoisme bliver til sårende ondskabsfuldhed.

“Europamestrene” er stadigvæk en fantastisk sjov, tænksom og uendelig seværdig forestilling. Det stærke skuespillerhold, (Mia Lyhne, Mick Øgendahl, Søren Malling, Kirsten Lehfeldt, og Per Scheel-Krüger) gør vores danske selvglæde og kroniske mangel på selvkritik til lige dele komedie og tragedie, lige dele køkkenvaskrealisme og revy og slipper godt fra det. Godt gået.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering 5 teatersæder

“Europamestrene” på Frederiksbergscenen, Smallegade.
Iscensættelse: Thor Bjørn Krebs
Spilleperiode: 24. september til 19. november 2011, Tirsdag – fredag klokken 20:00. Lørdage klokken 17:00 og 20:00.
Varighed: 1 time og 30 minutter
Billetter: 250 kr.

 

 

Skriv et svar