Wicked på Det Ny Teater er den største musicalsucces i årevis på Broadway og Londons Westend. Historien er tænkt som en prequel til “The Wizard of Oz”, en børnebog, som ethvert engelsktalende barn kender. At overføre et sådan stykke regional kulturhistorie til en dansk kontekst er risky business, men det lykkes Det Ny Teaters husinstruktør Lisa Kent at få historien op at flyve uden, at man som tilskuer behøver at kende efterhistorien. Historien i Wicked kan på mærkelig vis selv.
I en skramlet grotesk trylle- og varietéscenografi a la filmen Delikatessen, fortælles eventyret om to veninder, der går på hekseskole i Oz. Handlingen er lang og kringlet, og skal ikke refereres her, men bæres af en grundtone af, at ikke alting er, hvad det giver sig ud for at være, og at vi alle er i stand til at blivere klogere.
Seværdigheden skyldes først og fremmest Annette Heick og Lucia Rosenberg, som henholdsvis den lyse dumme blondineheks, Glinda, og den grønne mørke kloge heks, Elphaba. De to synger og spiller simpelthen fremragende, og forlener historien med den ægthed, som gode muscials lever af. Det kan være, at der mangler gode dansenumre, og at musikken savner klare hits, men man keder sig ikke. Eventyret folder sig stramt ud indenfor sin egen sære logik, og hvis man har store børn, der elsker Potter, eller som kender til Oz, løven og Dorothy er den et must. Det Ny Teater leverer varen som altid.
5 teatersæder
“Wicked, Heksene fra Oz”, Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29
Du kan simpelthen ikke mene at Annette Heick synger “fremragende”? Hendes randregister er tyndt og hendes ansatser er upræcise? Det er indiskutabelt. Hendes spil kan vi derimod godt diskutere. Jeg synes hun manglede komisk timing, overspillede, behandlede sine replikker mærkværdigt og generelt opførte sig dilettantisk. Jeg synes det var at gøre grin med genren, billetkøbernes penge og ikke mindst Annette Heick selv.
Til Niels.
Hvis jeg må være ærlig, så tror jeg du ser du Annette Heick gennem et fordomsfuldt øje, i stedet for at opleve, hvad hun faktisk lavede på scenen. Det kan måske være, hun var upræcis i den forestiling du så – det ved jeg jo ikke og hun kan have haft en dårlig dag. Jeg så hende til premieren og var oprigtigt glad, for hun var god.
Skuespillet var vidunderligt – hun lignede i stunder en ny Kirsten Walther , en skarpt spillende blondine uden sikkerhedsnet.
Hvad angår sangen havde fin hun en fin top, en klar smuk sopran, højst med lidt manglende styrke i mellemlejet. Jeg ved godt at Gregers Dirckinck-Holmfeld og Per Theil ikke kunne lide hende, men det mener jeg er næsten uproffesionelt: At de oplever egne fordomme om Melodi Grand Prix sangere, mere end de ser forestillingen. Jeg kom til at skrive i en anbefaling, at Per Theil var blevet solformørket af sit marimekkotørklæde. . Hun savnede ikke format, hun satte blondine-standarder i skuespil. Det er flot og svært for alle skuespillere at spille en ikke helt elskelig role: At turde være usympatisk.