Henning Jensens rødmossede, skoldede og tømmermandshærgede Jeppe er ene om at spille Det Kongelige Teaters sjældne knæfald for klassikerrepertoiret hjem. Han vasker al nationalromantisk fernis af Jeppe og gør ham til en lille drukkenbolt i vis klare sprit resten af den barokke verden spejler sig. Her er ingen gode forklaringer på fuldebøtteriet – heldigvis, for den slags moderniseringer har en tendens til at komme karambolage med Holbergs replik om det tyranni som opstår, når skidtfolk kommer til ære. Henning Jensens fremstilling af Jeppe er vidunderlig grim og nøgtern og hele aftenen værd.
Resten af forestillingen sjaskede til gengæld den torsdag aften jeg så den: Man kunne se skelettet af Christoffer Berdals iscensættelse – Holbergtragedien som en moderniseret filmfantasi a lä Amelie og Delikatessen, men Christian Friedländers scenografi er ikke flot nok, den ligner en klodset idiosynkratisk kopi af idealet, lysætningen for grim, og meget af skuespillerholdet synes mere optaget at spille for hyren end for publikum og teksten. I øvrigt var det også generende, at Morten Staugaard udover ridefoged lige forinden havde spillet lakaj, det burde ikke være nødvendigt på Nationalscenen.
Men se forestillingen for de 6 sæder Henning Jensen er værd og glem resten.
4 teatersæder
Jeppe på bjerget, Det Kongelige Teater, skuespilhuset
Iscensættelse: Christoffeer Berdal.
09. sep. – 04. dec. 2010
Pris 75kr – 395kr
(husk man købe billetter til halv pris fra kl. 18)
Varighed 2 timer og 10 min
4 sæder