“DET SPRINGENDE PUNKT” på Teatret ved Sorte Hest

For mig kan det næsten ikke blive større på en dansk scene. Digteren Inger Christensen har skrevet nogle af det tyvende århundredes smukkeste ord på dansk, ord man kan leve og dø på. Skuespilleren Karen-Lise Mynster viste for 10 år siden med forestillingen“Den forviste Engel”, at hun selv kan skabe et raffineret lyrisk univers med (- trods) indlagte Michael Wiehe-sange.

Her lykkes det igen, Karen-Lise Mynster skærer et personligt snit igennem Inger Christensen forfatterskab og skaber et teateregnet billede af en kvinde, der på sindsygeanstalten beskriver verden og bliver sig selv. Nogle af digtene synges med nykomponerede melodier af Henriette Groth, som også lyrisk meddigtende akkompagnerer forestillingen. Camilla Bjørnvad har omskabt Sorte Hest’s minimale scene til et perspektivisk kridtkammerhvidt hospitalsrum, som sejler i videoprojektioner af himmelrum, psykedeliske farver og regn.

Digtenes totale fravær af sentimentalitet –  Inger Christensens digte er intellektuelt skåret til, så de netop har den rette temperatur- og mængde af følelse – passer kongenialt til Karen-Lise Mynsters ramsaltede, men også forfinede krops- og replikteknik. Hun giver digtene liv med konstant bevægelse på scenen og et total fysisk- og mentalt nærvær. Alle ord står forklarede og fortolkede for tilskueren, en replik-beherskelse, som er sjælden. Nogle af Inger Christensens digte kan være usandsynligt smukke, men svære at give liv på en scene. Her rammes de i stedet ind i de fortællende anstaltsbeskrivelser fra “Det” og de rå parforholdsdigte fra krisen i forholdet til Poul Borum fra samlingen “Græs” (“dette rids i halsen, disse råb der repeterer forlæste bøger sprætter dem op med tænder uden sult”), hvilket gør forestillingen umiddelbart fængende.

Det er en lille fortættet perle af en forestilling, som jeg omgående fik lyst til at se igen. Et lille digt i sig selv, fængende, generøs og dyb på samme tid. Kom afsted alle lyrikelskende – og alle andre også. En time og ti minutter i årets hidtil bedste teaterselskab. Det er rasende godt teater.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 6 teatersæder

“DET SPRINGENDE PUNKT”, Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, København V.
Varighed: 1 time og 10 minutter.
Spilleperiode: 20. sept. – 2. nov. 2013, man-fredag kl. 20.00, lørdag kl. 17.00
Medvirkende: Karen-Lise Mynster (programmet nævner ingen iscenesætter).
Dramaturgisk konsulent: Line Krogh.
Scenografi: Camilla Bjørnvad.
Billetter: 130-175 kr.

 

Karen-Lise Mynster fortolker Inger Christensen på Teatret ved Sorte Hest