Alle danseelskere bør skynde sig ind og se Gudrun Bojesen danse Kameliadamen. Hun blev kåret som årets danser for rollen ved Reumertprisuddelingen i 2013, og med hende i titelrollen bliver John Neumeiers ballet fra 1978 et stykke verdenskunst, som Den Kongelige danske Ballet kun kan være stolt af at have fået lov til at danse. Ved repremieren i tirsdags sprængte hun og danserne de følelsesmæssige sikringer, der kastede tilskueren ud i den følesesmæssige katharsis, som er dansens største kraft: Disse bevægelser, der bevæger, før hovedet har forstået, hvad der sker.
Gudrun Bojesen danser historien om den prostituerede kameliadame, der lader sig overmande af kærligheden lige før hendes egen død af turbekolose, med et vemod, der slår omkuld. Hun er syg og ved hun skal dø og lever livet for sidste gang. I hendes version bliver det ikke historien om den sociale konventions udstødelse af hende, men om Kameliadamens sorgfulde sidste kærlighed. Om en hensynsfuld, vidende og smuk kvinde, som lader sig overrumple og indfange af kærligheden fra den knusforelskede Armand, rasende godt forløst af en smuk dansende Ulrik Birkkjær. Resten af danserholdet danser lige så vidunderligt, og Det Kongelige Kapel spillede sammen med en af ballettens egne pianister, Alison Smith, Chopin, som om det var sidste gang, de fik lov til det, så vemodigt.
Kom afsted, de andre danserhold har hver deres egne fortolkninger af historien, men Gudrun Bojesens version er klart at foretække, hun danser den 19. og 27. september, 8. og 10. oktober. Husk man kan få 10 % rabat på billetten blandt andet via Coop.
6 teatersæder
“Kameliadamen” Den Kongelige Ballet på Gamle Scene.
Iscenesættelse og koreografi: John Neumeier.
Scenografi og kostumer Jürgen Rose
Spilleperiode: 14. sep. – 31. okt. 2014
Varighed: 2 timer og 45 minutter.
Billetter: 740kr – 95kr.