Det der er Husets Teater

“Det der er” på Husets Teater

Den grå Berlinmur ude foran Husets Teater får mange betydninger i den lyrisk smukke monolog, som Peter Asmussen har skrevet om den østtyske kvinde Renates skæbnesvangre og ulykkelige kærlighed før murens fald. Indenfor lægger Karen-Lise Mynster følelser og stemme til en fuldstændig sublim gennemlysning af den tabte kærligheds mange støvede farver. Hun har forelsket sig i en dansk mand på en tur som oversætter til København og sidder nu tilbage i et gråt Berlin og sender breve til ham med beretninger om østtysk hverdagsliv og sine egne afgrundsdybe længsler efter ham og et andet liv.

Hvor den forestilling dog går i hjertet. I en sjælden scenisk minimalisme sidder Karen-Lise Mynster og lader sin enestående skuespillerkunst begrænse til ansigtsmimik, stemme, øjne og hænder. Iscenesætter Simon Staho får hende til at underspille, så følelsen rammer publikum i en lang spændt parabel til man sidst går hjem og tænker på sine egne forliste ægteskaber, sine egne mange længsler, der forblev ubesvarede og forgæves. Og må sande med hende, at det er det, der er: Tanker, længsler og den indre grå Berlinmur, som man selv må komme over, hvis man skal se lyset bag den. Og det hverdagsliv, der – uanset hvor støvet det måtte være – redder én fra at gå itu: “Intet er så korrumperende som det man kalder sit liv”, som hun siger.

Kom af sted publikum – slå ører og øjne ud, det er både nuancernes og totalteatrets aften. Scenografen Jenny André har omskabt hele Husets Teater til en stor ruin af østtysk tristesse, som rammer forestillingen perfekt ind.

Teaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurderingTeaterbloggens vurdering Teaterbloggens vurdering 6 teatersæder

Det der er” på Husets Teater, Halmtorvet, København.
Medvirkende: Karen-Lise Mynster
Tekst: Peter Asmussen
Instruktion: Simon Staho
Scenografi og lysdesign: Jenny André
Varighed: 70 minutter.
Billetter: 130-190 kr.

Skriv et svar