Det er en morsom og lysten “Tartuffe”, som instruktør Thomas Bendixen elegant får sat i scene som sin fjerde gang Molière på 2 år. Alle fire forestillinger har været uhyre vellykket klassikerteater medfølgende anmelder-og publikumssucces, men Tartuffe er nok den umiddelbart sjoveste og mest velspillede af de fire. Den får én til at hoppe på bænken af latter og ønske, at al klassisk komedieteater bliver spillet lige så veloplagt og direkte, som denne forestilling.
Som instruktør er Bendixen ved at vokse ind i en klasse for sig selv. Han tør både være folkelig, rørende og teaterekvilibrist på samme tid, hvilket gør hans iscenesættelser til både umiddelbart fængende og farverige teateroplevelser. Remertkomiteen overså skammeligt hans “Next to Normal”, som var en af denne sæsons bedste forestillinger.
“Tartuffe” er en komedie om bedsteborgerlige Orgon, som på livets middagshøjde – rig, med ny kone og to giftemodne børn – pludselig kaster alt overbord og forærer hus og datter til lykkeridder Tartuffe. Hvorfor Orgon fortaber sig i Tartuffe, kan være det store spørgsmål i psykologiserende opsætninger af teksten, som her er præcist skåret til af Bendixen selv og sygt godt oversat af Jesper Kjær, som får alexandrinervers til at blive mundret svirpende moderne dansk.
Her behøves ingen udvendige psykologiseringer til at få forestillingen til at leve. Alle spiller et veloplagt direkte commedia dell’arte, Henrik Koefoeds Orgon sejler rundt i sin egen flegmatiske bedsteborgerverden, overser både sin smukke (trofæ)kone (Karen-Lise Mynster) og bedrageriske Tartuffe i Lars Mikkelsens direkte spillede sjuft. Forestillingens komiske højdepunkt nåes i de to sidstes forførelsescene på spisebordet med ægtemanden under. Glæd Dem, det er råmorsomt teater. Helle Dolleris spiller tjenestepigen Dorine med en djærvhed, som naturligt gør hende til komediens dramatiske motor, uden at obsternasigheden klinger falsk. Det stærkt spillet. Resten af holdet giver de fire kam til komediehåret, så det er ren lyst.
Køb billet, køb billet, lur mig om ikke mund-til-mund snakken og de gode anmeldelser nok hurtigt skal gøre det svært at få plads i den smukke have, hvor Steffen Aarfings scenografi og Marie í Dali‘s præcist meddigtende kostumer fuldender en rigtig dejlig teateraften. Kom afsted publikum !
6 teatersæder
“Tartuffe” GrønnegårdsTeatret i Designmuseum Danmarks Have, Bredgade 66, Kbh. K
Iscenesættelse: Thomas Bendixen.
Scenografi og kostumer: hhv. Steffen Aarfing og Marie í Dali.
Varighed 1time og 40 minutter uden pause.
Spilleperiode: 29.juni – 25.august, mandag – lørdag kl.19.30. (Haven er åben fra kl.17.30).
Billetter: 240 til 310 kr.