Uffe Munch Hansen | teaterbloggen.dk

En skærsommernatsdrøm

”En skærsommernatsdrøm” bør blive en af juvelerne i Den Kongelige Ballets repertoire. Den havde efter 25 års pause repremiere i sidste sæson og danses igen i denne . Balletten bliver bare bedre, jo flere gange man ser den.

For førstegangstilskueren er det Mendelsohns musik, scenograf Jurgen Roses raffinerede, elegante draperier og kærlighedsduetterne det, der mest fænger. Hvis man ser den flere gange, er det den raffinerede historiefortælling, der fascinerer. Koreograf Neumeier lader skuespillets tre planer, den overjordiske verdens bryllupsfortælling, alfeverdenes mytologiske manipulationshistorie og håndværkernes klovneri accompagnere af tre forskellige musikgenrer, så publikum aldrig er i tvivl om, hvor vi er i historien. En af de mange fortælletråde er alfen Puk, som Neumeier gør til et magisk studie i liderlighedens og erotikkens blindhed. En nærsynethed, der ikke bliver bedre af at få briller.

Det er slet ingen grund til at blive hjemme for at se TV de tre aftener i februar, hvor balletten spilles igen. Man bør i stedet sidde gå til ballet på gamle scene og holde sin kæreste i hånden til Mendelsohns vidunderlige musik. De fleste kender brullupsmarchen, som er fast inventar ved bryllupper verden over og derfor skamspillet triviel. Men resten af musikken er en bundløs skovsø af fængende melodier og netop årsagen til, at der er lavet utallige balletter over Shaekspeares skuespil.

Det er derfor næsten til at tude over, at Radiounderholdningsorkestrets alt for få musikere i denne sæson er sat til spillet til balletten. Selvom de gør deres bedste, så kræver musikken et stort symfoniorkester, som det blev gjort i sidste sæson, og det kompenserende voldsommme spil næsten forråder danserne på scenen. Derfor kun 4 teatersæder til drømmerierne. Det bør dog ikke afholde læserne af denne blog fra at løse billet til løjerne. Det er en vidundelig balletaften.

4 teatersæder

”En skærsommernatsdrøm” , Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv.

7. jan. – 17. feb. 2011, kl. 20.00

billetter fra 95 – 695 kr. (Hvis man har tid til at stå i kø, er der halvpris billetter)

Teateranbefalinger uge 2

Dansevenner glæder sig denne uge til gæstespillet med det New York baserede “Bill T. Jones/Arnie Zane Dance Company” på Det Kongelige Teater. Programmet betsår af Serenade/The Proposition samt værker udvalgt til lejligheden. Balletchefen glæder sig til at præsentere sin tidligere hjembys kompagnier for sine nye bysbørn. Der er desværre dynger af billetter…

Hvad angår det sidste kan man godt glemme sine drømme om at komme ind at se kongeligt skuespil det meste af januar. Både Jens Albinus’ soloforestilling “Hvis dette er et menneske” og “Forbrydelse og straf” er udsolgte og har været det længe. Det kongelige skuespil er simpelt hen ude af stand til at lave ekstraforestillinger, når de har en publikumssucces. Da Jens Albinus første gang spillede forestillingen, efterlyste Anne Middelboe under overskriften “Kongeligt Klynketeater” større fleksibilitet i programlægningen. Skuepsilchefen svarede fornærmet tilbage, at de skam var fleksible og planllagde 10 forstillinger et år senere. Sådan tænker kun et stort bureaukrati, der lever af statslige bevillinger, og hvor billetindtægterne fylder 15 % af omsætningen. Så til alle jer, der ikke fik billet, glæd jer til januar 2012 ! Og husk at købe billet i august.

Schwanzen synger sjofle julesalmer

Schwanzen Sänger Knaben synger igen i år julen ind på Kafcafeen. For de ikke-indviede er Schwanzen Sänger Knaben fire meget velsyngende bøsser, der har taget navn efter et østrigsk drengekor, og som synger barbershop-inspirerede skamløse sange om tilsyneladende egne helst pædofile seksualerfaringer. De benytter sig ligesom Ørkenens Sønner sig af, at alt kan synges, bare de vokale harmonier og det sceniske udtryk er i orden. De har efterhånden opbygget et trofast og meget blandet publikum på Kafcafeen.

Denne blogger har en stor svaghed for specielt deres juleprogrammer, da mødet mellem julesalmen og bøsserimet giver store muligheder for kærlig blasfemisk aliteration til originalen. Schwanzen Sänger Knabens skamløshed, sjofelhed og blasfemiske ambition kender ingen grænser. Showets anden del fremføres i år i et usædvanlig grimt gospel-outfit i fruestørrelse med tilhørende juleglimmerglorie og engleparyk. Det er også blevet arbejdet hårdt med koreografierne, så vulgariteterne nu støttes af et smukt og visuelt medlevende udtryk. Julesul og julesut, rensdyr og skovarbejdere. Lavmålet synges dybt dybt ned under sneen, men sjovt er det.

Det er desværre sidste dag i´morgen !

4 teatersæder

Schwanzen Sänger Knaben på Kafcafeen kl 21.00
Skindergade 2.
BilletterVarighed 2 timer

Teateranbefalinger uge 48

Denne uges anbefalinger er sidste udkald til nogle af efterårets store forestillinger:

Jeppe på Bjerget drikker sine sidste snaps i skuespilhuset denne uge. Henning Jensen er dramatisk indædt forhutlet. Der er superfå billetter til lørdag.

Teaterspøgelserne i beatles-teaterkoncerten “Come Together” flyver deres sidste ture under Østre Gasværk Teaters kuppel denne uge. Jeg var begestret for sceneriet, mindre for sangene. Men flot forestilling.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 48 slutter søndag den 5/12.

Teateranbefalinger uge 47

Hvis du er trofast fan af Rytteriet, men endnu ikke har fået købt billet til liveudgaven på Bellevue Teatret, så er det ved at være sidste chance. Et stort trut i hornet for dette ridende kavaleri af tragikomisk ævl – jeg var i hvert fald sjældent godt underholdt.

“Pornotopia”på Rialto er også et godt grin – en dejlig fræk og morsom forestilling, hvor vi følger to pornoskuespilleres stræben efter deres plads i livet. En noget ujævn tekst bliver forløst med fræk rørende intensitet, så publikum går berørte og lystne hjem. Stykket er en genopsætning fra sidste sæson, billetter får her.

Lige så sikkert som fremkomsten af julepynt i november, er premierene på juleforestillingerne. Her skal kun fremhæves Vivienne McKees obligatoriske julenonsens i the “Crazy Christmas Cabaret”, som er en juleklassiker siden 1982. Årets tematiske undskyldning er horrofilmen. Stykket er altid for langt, men altid sjovt.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 47 slutter søndag den 28/11.

Et rytteri af tragikomik på Bellevue

Rytteriet er – for de, der ikke måtte vide det – et satireshow, der begyndte på P2, gik på fjernsyn og nu er flyttet ind på Bellevue Teatret. Rytteriet var den første satire i 15 år i DR, der lod os grine af vore egne middelklasseseliv og ikke af de i forvejen grinagtige skæbner i matchgruppe 5. Satire over enlige mødre, cykkelryttere og narkomaner har ellers været normen i dansk humor alt alt for længe.

Forstadsparcelhuset eller villaen er biotopen for Rytteriets tragiske skæbner. I liveudgaven her bliver det mere tydeligt, hvilken fascination, der driver Rasmus Botoft og Martin Buch’s sære satire: Deres komiske og onde blik rammer den modne mand over 40. De udleverer ham elskværdigt, men skånselsløst: Hans egoistiske pik-fiksering og totale rådvildhed både før og efter konen er skredet. Deres mandeskæbner er ufleksible stivstikkere, hvorfra der strømmer kaskader af selvsmagende ævl.

Persongalleriet er i store træk det samme som fra udsendelserne i DR, men bogstavligt flyttet til Bellevueteatret: Snobberne er flyttet ind i Bellevueteatrets Spa og Wellness, hvor de drikker pingus og knepper deres au pairs. Erik og Else og Gumbas-manden er faret vild i Klampenborg og endt på teatret. Der tilføjes flere tragikomiske mandeskæbner: Jørgen Leth rapporterer selvhenført fra Gyldendals efterårsreception i en udsædvanlig ond parodi på både sportjournalistik og litterær tomgang. Et par modne journalister fra sport på 3’eren forsøger på Farum Park at undslippe en praktikant fra P4. som de har bollet tyk.

Under mandeskæbnerne sejler en understrøm af homoerotik, som den modne mands eneste mulighed for nærhed og ømhed efter kvinderne er sejlet bort. Bjørn Fjæstad & dejligt krøllede musikere forsøger med store varme sange at midlne luften for de klipppede mandefår.

Rytteriet live er rasende morsom underholdning med konstant tænksom undertekst. Det er ondt, men Botoft og Buch elsker deres triste skæbner og griner altid i øjnene til os publikum, så vi forsones med deres ofres og vore egne ganske menneskelige synder og begrænsninger. Hvad mere kan man forvente af underholdning – og af livet. Fansene har sikkert allerede købt billet, nybegyndere kan sagtens stige på. Se et par klip eller 5 på nettet før du bruger de ca. 300 kr en billet koster. Men skynd dig, der er ikke mange pladser tilbage.

“Rytteriet live” på Bellevue Teatret, Klampenborg.

4. november til 18 december kl. 20.3o.

5 teatersæder

Billetter

Teateranbefalinger uge 43

Svanesøen får fornemt besøg i denne uge: Onsdag og torsdag gæstedanser litauiske Jurgita Dronina som Odette, og vor egen verdensstjerne Thomas Lund danser prinsen for første gang. Jeg vil anbefale 50 % ordningen, da der på nuværende tidspunkt er dynger af billetter til begge aftener. Jeg var selv lidt forbeholden i min anmeldelse, men med 24 stærkt dansende svaner og to verdensstjerner i front, så er 450 kr givet godt ud. Op af sofaen….

Jeg vil gentage min anbefaling af “Happy Happy” på CaféTeatret. Hvis man ikke har før har oplevet Livingstones Kabinet, så er det sidste udkald i denne omgang. ”Happy Happy” er satire over danskernes provinsielle selvglæde over de mest banale ting. Engelske Pete Livingstone og frues musikalske laterna magica er formmæssigt enestående i dansk teater. Billetter her.

Jeppe drikker sig fuld næsten hele ugen i Skuespilhuset: Der er stadig billetter og på nogle aftener er det muligt at satste på 50 % ordningen. Jeg skrev i min anmeldelse, at “Henning Jensens rødmossede, skoldede og tømmermandshærgede Jeppe er ene om at spille Det Kongelige Teaters sjældne knæfald for klassikerrepertoiret hjem” Og det for kun 200 kr.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 43 slutter søndag den 31/10.

Hurra hurra hurra hurra hurra

Livingstones Kabinet er musikteater i sin helt egen genre. Grundformen er kabaret, men sangene er tilsat herrekoret HuHaHu (et dadaistisk råbekor) og sære scenebilleder som i billedteatret. Det er poetisk leg med ord og musikalsk laterna magica. Det er dansk og engelsk i en pærevælling. De er helt sig selv.

Forestillingen “Happy Happy” er beskrivelse af den danske nationalkarakter, som værende en storstilet lalleglæde for alt muligt ligegyldigt ingenting. Vore grimme cykler, vores tåbelige hurra hurra hurra fødselsdagssang, vores selvretfærdige selvglæde som et helt landsmøde i det radikale folkeparti. Og en helt masse andre ting, som er mærkeligt dansk, og som jeg selv for mange år siden lagde mærke til, da jeg kom til Danmark igen efter at have være udlændig et par år.

Pete Livingstone ser os udefra med idiosynkratiske og meget engelske briller. Det giver forestillingen slagside, men Kabinettet leverer en gennemført poetisk leg med musik, ord og billeder, som altid er en aften værd – også selvom man ikke forstår det hele.

4 teatersæder

“Happy Happy” med Livingstones Kabinet på CaféTeatret
2.-30.oktober 2010,
Billetter
Det kan være en fordel at købe billetter via linket til teaterbilletter.dk, da man får rabat på den tredje forestilling og fremefter købt med det samme brugernavn.

Teateranbefalinger uge 42

“Flyglet finder ikke tonerne, selvom det hjertens gerne vil”, sådan sagde Florence Forster Jenkins, når hun blev beskyldt for at synge opera falsk.
Det var hende selv, der ikke kunne synge, men hjertens gerne ville. Hun havde pengene til selv at hyre pianist og arrangere koncerter med tilhørende rober på Hotel Ritz i New York i 1940’erne. Hun blev kult ! Hendes arier kom på LP-plade og hun fik, på trods af fraværet af rene toner i livet, sin drøm om at være operadiva opfyldt og samtidigt være fuldstændig til grin.

Hendes historie er blevet til teaterforestillingen Souvenir . Vendsyssel Teater gæsterspiller denne uge på Hofteatret efter en fuldstændig udsolgt tur rundt i landet. Der er mærkeligt nok stadig billetter. Henrik Koefoed fortæller som hendes pianist denne perle af dramatiseret liv. Lise-Lotte Nielsen spiller den falsksyngende operadiva så vores lattertårer triller, hver eneste gang hun synger.

En anden særegen musikforestilling er “Happy Happy” på CaféTeatret. Hvis man ikke har før har oplevet en forestilling af Livingstones Kabinet, så er muligheden indtil den 30. oktober. “Happy Happy” er en skøn satire over danskernes provinsielle selvglæde over de mest banale ting. Engelske Pete Livingstone og frues musikalske laterna magica er formmæssigt enestående i dansk teater. Billetter her.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 42 slutter søndag den 24/10.

Splittet Beatleskoncert

Teaterkoncertens højeste tinde må være at lave en visuel udgave af Beatles’ musik. Det er denne bjergtinde, der på anden sæson bestiges på Østre Gasværk Teater. Og det er en vertikal iscenesættelse som genrens opfinder Nicolaj Cederholm lader sig udfolde i Gasværkets store scenerum. Alt hvad der kan få hæftet en karabinhage på sig, bliver hejst op ogsvæve under Gasværkets kuppel. Det er billedteater, når det er bedst. Anja Vang Kragh viser endnu engang, at hun kan sende et overdrevent antal visuelt frapperende kostumer på scenen. Næsten skulpturer med historier i sig selv. “Come Together” er en voldsomt vellykket billedballet, som alle bør gå ind og se, hvis man ikke kender genren og vil have fuld wow-fornemmelse.

Men – og det er et stort men: Forestillingen lider under, at man uanset omkostningerne har villet så langt væk fra fællessangens”Come Together” som muligt. Ingen bålsang med guitar og mundharpe, ingen numre som vi kan synge eller klappe med på. Sangene afleveres i så skæve musikalske arrangementer, som kun virkeligt dygtige sangere og musikere kan deskonstruere et stykke musik. Det er som om, sangene bæres rundt af genfærd fra hitlisteparaderne og ber om nye hjem. Musikken lider under det. Beatles’ tekster kunne være blå, men musikken var glad. Det er den ikke her.

Det er en flot forestiling med billeder, man ikke glemmer, og sange, man ikke husker. Det er drengerøvsteater uden andre følelser end højere og flottere stunts i sele.
Men det er stunts til 5 teatersæder her fra.

Sæt dig langt oppe af siderne, der har du den bedste udsigt, og slipper lidt billigere. Hvis du er ung, er der billybilletter til 100 kr, hvis du vælger billetkategori B .

5 teatersæder

“Come Together” på Østre Gasværk Teater

9. september – 4. december 2010, kl 20.00
Varighed: 2 timer

Billetter

Teateranbefalinger uge 41

Dance2go danser videre lørdag og der er stadig – uforståeligt nok – billetter til kun 150 kr over hele salen. Jeg skal blot henvise til min anmeldelse og endnu en gang anbefale at komme op af sofaen. Alene den korte kærlighedsduet for bord, stol, en mand og en kvinde, ”Les Bras de Mer”, med musik af Yann Tiersen kan lokke mig afsted igen. Billetter her.

Den guddommelige hverdag synger på sidste vers på Husets Teater på Halmtorvet. “I morgen i Qatar” slutter lørdag og alene for Karen-Lise Mynster og Kristian Halkens prollede pensionistægtepar kan man se stykket, billetter her

“Singing in the Rain” går i tørvejr søndag på Malmø Musikteater. Musical skal ses i Sverige. Dansen er i verdensklasse og scenografiens 6000 liter strømmer over scenen, så man må overgive sig. Det er udsolgt på billetnet, men det er før set, at opringning direkte til billetkontoret tryller pladser frem.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 41 slutter søndag den 17/10.

Delikate ballettapas

Den Kongelige Ballets forsøg med at lokkke publikun i balletten med billige billetter og et indbydende program er overmåde vellykket. De tre stykkker balletservering vil både lokke nyt publikum til og gamle balletrotter ind og spise igen. Introkonceptet er gennemført: Det tre værker indledes hver med en overraskende velfungerende videoindtroduktion, hvor danserne fortæller om tekniske udfordringer og deres tolkninger af værket. Her var både pointer til os, som kender værkerne, og til det nye publikum.

Aftenen indledes med Balanchines “Serenade“, et signaturværk i den abstrakte ballets historie, på overfladen ingen umiddelbar handling, kun symmetrier og linier, arme og fødder – en skulptur udfoldet i tid. Nedenunder findes fortælletråde og ballethistoriske allegorier, som – hvis vi skal tryllebindes – også skal fortælles. Korpsets damer danser både svejende og stramt med fine svane- og havfrue associationer. Smuk smuk dans, som man får mest ud af ved at sidde nogenlunde midt i salen. Serenade er altid bjergtagende, hvis ikke alene, så sammen med musikken, som her ikke lykkes helt: Dirigent Mats Rondin laver mirakler med kun 20 strygere, men det er en fornærmelse mod både Tjajkovskij og publikum at spille Serenade med under 40. Skam jer i Kapellet !

Derefter “Les Bras de Mer”, som er dans for to, der, når man mindst venter det, trækker vand. To mennesker deler stol og bord på en stor tom scene, to mennesker som elsker hinanden, som væmmes ved hinanden, men som vil gå i døden sammen. Yann Tiersen vanvitigt smukke musik følges af lige så vanvitigt vellykkede trin, som går ind uden filter. Stor stor dans.

Afslutningen er af den finske koreograf Jorma Uotinen . “Jord” skabtes til den kongelige ballets herrer i 2005 og er en celebrerering af urmanden: en flok mænd danser på den røde jord kun iført rustrød kilt. Varmer de op til at møde de vilde dyr ? En sær negering af den moderne metroseksuelle mand i smuk solfaldslys, en udfordrende omgang testoeron iklædt sirligt matchende klæder. Bløde rygge og hårde bevægelser møde hinanden, det er dejligt udfordrende. Musikken er Metallica udsat for finske elektriske celloer.

Opdringen er her fra : Kom op af sofaen, det koster kun 150 kr at se ballet i verdensklasse. Du vil med garanti ikke kede dig. Det er trin, som både det vante og uvante balletpublikum kan leve og dø på.

5 teatersæder

Dance2go, Det Konge Teater, Gamle Scene.

8. oktober 2010 til 8. mar. 2011, kl. 20.00

Teateranbefalinger uge 40.

De 5 stjernede stunder er i denne uge samlet på Det Kongelige Teater. Der er desværre dynger af billetter, så du kan få det hele til den halve pris, hvis du køber billetter lige inden forestillingen.

Shakespeares Richard den III var årets forestilling ved forårets Remertprisuddeling, den går onsdag og fredag på Skuespilhusets Store Scene. Søren Sætter Lassen tager frydefuldt livet af det miste af sin familie, alene for hans grumhed skal man se forestillingen. Dramatens chef, Stafan Valdemar Holm, har iscenesat: Det bliver ikke meget større for 200 kr.

Fredag er der premiere på Dance2go, et forsøg på tiltrække nyt balletpublikum ved at servere crowdpleasere og godbidder fra balletten for kun 175 kr for en aften. Det er et rasende godt program: Serenade af Balanchine for 17 damer i tyl til noget af Tjajkovskijs bedste musik, er både smuk og bevægende. Jorma Uotinens “Jord” er 15 herrer i kilt, der danser rundt i en dynge jord til musik af Metallica spillet af en flok finske cellister . “Les Bras de Mer” til musik af Yann Tiersen er en uendelig smuk kærlighedsduet for bord, stol, en mand og en kvinde. Den aften vil jeg selv glæde mig til: Det er trin, som både det vante og uvante balletpublikum kan leve og dø på.

Jeppe på Bjerget skal også have et ord med på vejen. Henning Jensen spiller Jeppe uden halm i træskoene og uden samfundmæssige undskyldninger: det er rasende godt. Jeg synes alene hans præstation er værd at gå i teatret for, og ikke, som Politikens Per Theil, lade resten af forestillingen bestemme bedømmelsen.

Ugens premierer kan ses her.

Uge 40 slutter søndag den 10/10.

En livsfrise på Halmtorvet

Togkupeen, som et dagligt udstillingsrum, hvor vi hver især ser en flig af hinandens hverdag, er udgangspunktet for den succesrige tyske dramatiker Theresia Walsers stykke “I morgen i Qatar” på Husets Teater på Halmtorvet. Den noget ubehjælpsomme titel siger desværre ikke meget om indholdet, som er en morsom livsfrise over en flok almindelige mennesker, der tilfældigt mødes i en togvogn et sted i Tyskland. Passagererne tvinges til at forholde sig til hinanden, da toget pludseligt rammer en selvmorder og må stoppe.

Dette selvmord og memento mori er den dramatiske motor for de 11 mennesker i kupeen, de tømmer langsomt togstewardessens salgsvogn for vin, øl og anden sprit, og udlever om ikke udleverer sig selv på skift: Forretningsmanden, der konstant ringer statusopdateringer til sekretæren, forsikringsmanden, der med sin faglige baggrund udpensler selvmordet oppe foran, det midaldrende førtidspensionistægtepar som med skøn omsorg og prollet ægthed konstant giver deres kommentarer til hinanden og til alt, hvad der ellers foregår i kupeen. Alle 11 medvirkende fortæller en historie, deres egen, vores historie som paranoide moderne mennesker, selvmodets eftertanke sætter dem på sporet af det sandt menneskelige – eller manglen på samme i deres eget liv.

Det er teater for voksne og rasende morsomt, og på trods af at personerne udleveres og karikeres, så er der en ægthed og kærlighed over opsætningen og spillet, der gør, at man går rørt og bevæget hjem. .

Stykket er ikke så godt som skuespillet, det er for langt og en af personernes udvandrerhistorie til Qatar fungerer ikke her, den var måske tænkt på som håb og udfrielse fra den guddommelige hverdag, stykket er så rig på.

Men selvmorderen oppe foran toget får sit requiem, ikke et stille et, men et larmende støjende et, som en musical og som livet.

4 teatersæder

“I morgen I Qatar”, Husets Teater, Halmtorvet

Iscenesættelse: Alexa Ther
Varighed: 2 timer med pause.
11. SEPTEMBER – 16. OKTOBER 2010

Billetter

En trekvart svanesø.

Da Peter Martins skabte denne version af Svanesøen til Den Kongelige Ballet i 1996, amputerede han den ved at fjerne den mimisk fortalte historie.
Kun dansene var med, en sær disposition, når Den Konglige Ballet er verdensberømt for sin mimiske tradition. Balletmester Hübbe kalder den selv i programmet “asketisk”. En underdrivelse. Per Kirkeby skabte nogle flotte bagtæpper med islandskaber, men hans kostumer er sære. Første akts hoffok i stærkt grønne, røde og blå trikoer overgås kun i grimhed af tredje akts sorte festtøj.

Når alle disse forbehold er fortalte, er denne sæsons repremiere et bevis på, at vi har et rigtigt veldansende balletkorps. Svanesøen er hundesvær og hvis man ikke har 24 svaner, så skal man ikke danse den. Det har vi, og de danser den vidunderligt – knivskarpt og svejende samtidigt. Den har arme og linier, som mange balletkorps vil misunde. Solisterne er mindre prægnante, de har heller ikke meget historie at arbejde med, men Susanne Grinder, som jeg så som Odette, er dog teknisk brilliant og smuk.

Men skal man se denne Svanesø, hvis man ikke har set balletten før, og gerne vil gribes af en balletlitteratures klassikere ? Nej det skal man ikke, for man fanges ikke af den, og man skal slet ikke se den til de 895 kr, som en plads på parkettet i normalpris koster. Hvis man er så fleksibel at kunne benytte halvprisordningen, så kan den overvejes, ellers er der jo altid Hamborg, som spiller Svanesøen her i oktober, den har i hvert fald historie.

4 teatersæder

Operaen, Holmen
Svanesøen af Peter Martins efter Petipa.
Billetter
15. sep. – 06. nov. 2010

Jeppe alene på bjerget

Henning Jensens rødmossede, skoldede og tømmermandshærgede Jeppe er ene om at spille Det Kongelige Teaters sjældne knæfald for klassikerrepertoiret hjem. Han vasker al nationalromantisk fernis af Jeppe og gør ham til en lille drukkenbolt i vis klare sprit resten af den barokke verden spejler sig. Her er ingen gode forklaringer på fuldebøtteriet – heldigvis, for den slags moderniseringer har en tendens til at komme karambolage med Holbergs replik om det tyranni som opstår, når skidtfolk kommer til ære. Henning Jensens fremstilling af Jeppe er vidunderlig grim og nøgtern og hele aftenen værd.

Resten af forestillingen sjaskede til gengæld den torsdag aften jeg så den: Man kunne se skelettet af Christoffer Berdals iscensættelse – Holbergtragedien som en moderniseret filmfantasi a lä Amelie og Delikatessen, men Christian Friedländers scenografi er ikke flot nok, den ligner en klodset idiosynkratisk kopi af idealet, lysætningen for grim, og meget af skuespillerholdet synes mere optaget at spille for hyren end for publikum og teksten. I øvrigt var det også generende, at Morten Staugaard udover ridefoged lige forinden havde spillet lakaj, det burde ikke være nødvendigt på Nationalscenen.

Men se forestillingen for de 6 sæder Henning Jensen er værd og glem resten.

4 teatersæder

Jeppe på bjerget, Det Kongelige Teater, skuespilhuset

Iscensættelse: Christoffeer Berdal.

09. sep. – 04. dec. 2010

Pris 75kr – 395kr

(husk man købe billetter til halv pris fra kl. 18)

Billetter

Varighed 2 timer og 10 min

4 sæder

Revision af teaterloven…

Den altid skarpe pen fra Troels II Munk rammer lige midt i selvglæden, når han kommenterer Martin Lyngbo´s betragtninger om den nye teaterlov. Baggrunden for fejden er den, at teaterloven skal revideres i næste folketingssamling efter både en alternativ og en fornuftig officiel rapport . Martin Lyngbo, som er teaterchef på Mungo Park, og instruktør Ditte Maria Bjerg har på facebook startet en debat om rapporten, som var i høring til 1.juli. De vil gerne have, at et “faguddannet” sagkyndigt scenekunstudvalg udpeget af de faglige organisationer uddeler flere midler til teatrene.

Den pointe, som Martin Lyngbo misser i sin fornærmethed over Troels II Munks skarpt skårne udfald, Læs mere Revision af teaterloven…

Desperation

En danseforestilling om trafficking ! Mute Comp er helt særlige i dansk moderne dans. Kasper Ravnhøj og Jacob Stage er med deres fysisk rå, men alligevel fortællende kropsteater i den overskuelige kategori af danseteatre, der bliver reumertnominerede. Men alligevel: at ville sætte trin til et begreb og en virkelighed, der så er kompleks og ladet ! Jeg var meget skeptisk.

Og så lykkes det for dem. Dansehallerne på Carlsberg bliver ad dunkle omveje til en maskinhal med en støvet dunst af olie og efterklang som i en kirke. Med sine spredte bunker af tøj og stabler af tomme paller ligner det næsten uendelige rum en forladt losseplads, den losseplads pigerne flygter fra og til, og den følelsesmæssige ditto mændene flygter ind i.

Tre kvinder og tre mænd danser direkte på det beskidte betongulv, livet er reduceret til at overleve. Kvinderne danser, som om de er marionetter i det usle liv, de er født i, mændene danser som sære ensomme desperadoer fortabt i deres eget køn. Mand møder kvinde i forkvaklede favntag, hvor intet rigtigt er, hvad det giver sig ud for at være. Er det kærtegn eller er det vold ? Er de ensomme mænd kunder, eller også mennesker, som jeg selv, der forsøger at finde sig til rette i det hylster, der er vores alles liv ? Der er mellemspil, hvor alle er på flugt gennem det enorme rum. Der en intime øjeblikke af næsten uendelig kvindelig desperation, og frapperende billeder af ensomme mænd, der som sære skulpturer farer vild i deres hættetrøjer og sig selv.

Forestillingen er periodisk opera, den polske trio Pchelki leverer som en del af tableauet en smuk melankolsk drømmende blanding af triphop og polsk folk. Musikken virker som trodsig trøst i al elendigheden, men har også nok weltschmerz til at kommentere dansen. Alene for dens skyld, kan man se forestillingen.

Mute Comp beviser endnu en gang, at de kan skabe et egensindigt fortællende rum, formet af et voldsomt råt dansesprog, som rammer tilskueren meget direkte. I perioder forstod jeg ikke et suk, men jeg kedede mig aldrig. De har fantastiske løft og greb, hvor jeg bare tabte kæben.

5 teatersæder

Billetter koster 120 kr. og unge under 25 meget billigt.

“Knock on unpainted wood”, Dansehallerne, Carlsberg.

Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause, en lille gåtur tager ekstra 20 minutter.

Danseglade balletekvilibrister i Tivoli

San Francisco Balletten gæster Tivoli i år efter mange års skiftende Alvin Ailey og New York City Ballet gæstespil. Stilen er dog den samme: Amerikansk abstrakt nyklassisk ballet i traditionen fra Balanchine. Vestkystballettens chef de sidste 25 år er nemlig ex-New York City Ballet stjernen Helgi Thomasson.

Program B, der danses resten af denne uge minus fredag, indledes med “Fusion”: 4 mænd møder 4 kvinder møder 4 indiske engledansere. Det er huskoreograf Yuri Possokhov, der under et lydtæppe af modernistisk etnisk minimalmusik, lader kvartetter af kvinder og mænd forskyde sig frem, tilbage og diagonalt, piruetterende med pludselige indskift af de flyvende indere. Amerikansk nyklassisk ballet kan have en tendens til kunstskøjte kunstfærdighed, men ikke her: Dansen rammer én, som en sært rørende følsom, dog intellektuel abstraktion over moderne sted- og hjemløs storbyliv. Musikken, som Kronoskvartetten har fået orkestreret, er for strygekvartet og slagtøj og lyder som Ravi Shankar, der møder Philip Glass og John Adams.

Den næste koreografi er af Helgi Thomasson selv, en Concerto Grosso for 5 herrer, som var ren danseopvisning, 5 fuldstændig synkrone modne mænd med egen personlighed ekvilibrerede i hele det klassiske trinrepertorie. De 5 syntes bare et halvt hoved højere og større end almindelige dansere, en halv gang hurtigere, alligevel mere præcise og personlige end jeg kan huske at have set moderne abstrakt ballet. En sært insisterende danseglad teknisk opvisning i, hvad toptræende fornøjede dansere kan.

Tredje indsats var Balanchines trin til Stravinskis violinconcert, formationsdans i sorte trikoer med hvide balletsko, så alt kan ses. Her fik var danserne igen naturligt individuelle, men fuldstændigt synkrone og præcise. Dansens formelle distraktioner blev gjort levende, næsten på trods af Stravinskis og Balanchines antiromantik.

Sidste indsats var et stykke americana, “Sandpaper Ballet” af Mark Morris. En veaudeville pastiche, hvis jokes nok i høj grad gik hen over det danske publikum.

Men alt i alt en vidunderlig balletaften, hvor tivolis symfoniorkester spillede lige så intenst, glad og præcist, som der blev danset. En stor aften, hvor man bare kan se på synkrone fødder, hvis man falder lidt ud af dansen.

5 teatersæder

Billetter (bemærk 1. række er nummer 9 og der er billige billetter ude i siderne på gulvet.)

Teatertips uge 34

Her før teatersæsonen rigtigt går i gang, er det gæste- og friluftspillet, der præger teaterlandskabet.

Libertineren i Odd Fellow Palæets have spiller på sidste uge og er yderst seværdig vinøst bobleteater af bedste bryg. Hvis du stoler på DMI, så find en tørvejrsaften og grib en flaske rose og tag med.

Hvis du ikke har fået nok af Hamlet, den mest skamspillede klassiker i nyere dansk teaterhistorie, så spiller den nok en gang på Kronborg. Opsætningen er fra det tyske regi-teaters hjemmebane, Schaubühne i Berlin. Den har delt anmelder–vandet. Rådet her fra er: Bliv væk, hvis du ikke ved, hvad tysk regi-teater er; det er teater for voksne.

Balletomaner har tømt sparegrisen og købt billetter til begge programmer i San Francisco Ballettens gæstespil i tivoli. Bloggen her vender tilbage onsdag med en anmeldelse af program b, som spiller fra tirsdag aften og ugen ud.

KIT’s cirkus gæstespil lakker mod enden, der er 5 og 6 stjerner og udsolgt til det meste. Hvis du har mod på en tur til forstæderne er det muligt at se Okidok og Race Horse Company