Anmeldelse | teaterbloggen.dk

“Kærlighed uden strømper” på Riddersalen – Jytte Abildstrøms Teater.

Johan Herman Wessels komiske syngespil “Kærlighed uden Strømper” fra 1772 har været en falmende stjerne på det danske klassikerfirmament. Det Kongelige Teater spillede stykket sidste gang i midten af 1970’erne, en forestilling der siden er udgivet på CD.
Stykket forsvinder i samme periode fra danskundervisningen, så de færreste under 50 kender Wessels brandere på formfuldendte alexandriner-vers.

Det kan de dog komme til, for Riddersalen på Frederiksberg får det bedste ud af tosserierne – endda tilsat ny musik af slagstøjspilleren Kalle Mathiesen. Handlingen er bizar: Grete drømmer, at hun “aldrig bliver gift, hvis det i dag ei sker” Brylluppet trues desværre af at hendes forlovede netop den dag ikke har fået sine strømper på, men må stjæle sin rivals ditto for at være anstændig til brylluppet.

Den komiske faldhøjde er således mikroskopisk, men instruktør Kamilla Bach Mortensen får maksimalt ud af stykket ved at fordoble alt tosseriet med et dejligt fysisk teater og kæmpestore grimasser. Alt dette mens de knudrerede alexandrinere med stor omhu aflistes mange af sine skønne ord-pointer – alene det kunne skuespillerne få en pris for.

Dorte Holbeks kostumer er en forestilling i sig selv. De store parykkers gennemgående tema er høje skumgummikrøller, der dramatisk – men på smukkeste vis – fuldendes af diverse køkkenredskaber, såsom piskeris og omvendte rivejern med fjer. Musikken hjælper godt til, Kalle Mathiesen trommer på alt hvad der kan give lyd, og flere af dansktopmelodierne viser os, at stykkets klæge hjerte-smerte også har modstykke i dag.

Det er en forestilling er lige til at gå på opdagelse i. Wessel holder. Kom afsted, grinebiddere, til det Frederiksbergske hofteater Riddersalen. Hvis man ikke har været der, er Jytte Abildstrøms teater alene en udflugt værd.

5 teatersæder

“Kærlighed uden strømper” på Riddersalen – Jytte Abildstrøms Teater, Allégade 7-9.
Iscenesættelselse: Kamilla Bach Mortensen.
Spilleperiode: 15. marts – 28. april 2012, ti- fre kl. 19.30.
Varighed 2 t og 15 min.
Billetter her

“Det Glade Vanvid”, på turné og på Bremenlive

“Farcen” er en del af grundvandet i den teaterkælder som i dag huser Bremen: Privatteatret holdt til i samme lokaler fra 1957 til 2007, teatret spillede både seriøse stykker samt en perlerække af klassiske farcer som f.eks. “Charleys Tante” og “Den Grønne Elevator”.

Søren Østergaard og Ditte Gråbøl sopper rundt i dette farcevand med skilsmissekomedien “Det Glade Vanvid“, som er en teaterudgave af filmen “War of the Roses”. Handlingen: Velstillet modent ægtepar vokser fra hinanden, skilsmisse udvikler sig til borgerkrig tilskyndet af to griske advokater. Fatal slutning.

Det komiske teater er på mange måder teatrets sværeste genre, og “Det Glade Vanvid” viser os hvorfor. Det sjove afhænger af måden en historie fortælles på, ikke dens indhold eller dens morale. Her iscenesætter Vibeke Wrede ægtekampen med en tilstræbt bittersød hverdagsrealisme. Advokaterne indleder med gumpetunge opremsninger af antallet af skilsmisser i Danmark, uden at gøre det sjovt, nærmest for at retfærdiggøre løjerne. Ægteparret gennemspiller skilsmissens uhyrligheder med samme henkastede tilforladelighed. Komediens og farcens styrke er det dobbelte spil: Vi overdriver med stor seriøsitet og alvorlig glimt i øjet. Her står de skidt oversatte replikker ofte stille. Søren Østergaard og Ditte Gråbøl gør hvad kan for at pumpe løjerne op inden for parcelhusrealismen. De skal dog også kæmpe mod en ucharmerende scenografi: Fire gange “Ægget” i grim kopi anbragt på et plateau af nervøst velour. Det er en meget ujævn forestilling, og virker sært ligegyldig. Jeg ville så gerne have grinet, kun et enkelt Søren Østergaardsk benspjæt fik smilet frem. Det er for lidt. Fjernsyn kan anbefales.

teatersæder.

“Det Glade Vanvid”,
Iscenesættelse: Vibeke Wrede
Varighed: En time og 20 minutter.
Spilleperiode: Turne 17. februar til 30. marts, samt Bremen, København den 2. – 20. april.

Billetter her

“In Absinthia”, teater Asterions Hus

Et tilbud om et glas absinth byder os velkommen i teatret i en nedlagt marinekaserne langt ude på Refhaleøen, hvor teater Asterions Hus holder til, (der kører en gratis rød teaterbus fra Christianshavns Torv en halv time før forestillingen). Det er helt i forestillingens ånd. Beruselsen både besynges og besværges i denne kombinerede teater- og danseforestilling, som vil have pant i sit publikum. Placeret i sofaer med lampetter som guirlander og andet udstyr fra århundreskiftet besynges Baudelaires diktum: Berus jer…. af 4 dansere i grønt absinthlys.

Det fine ved forestillingen er for det første, at den selv er en berusende blanding af alt muligt skøn kunst: Digte af Inger Christensen, musik af Gorecki og fortælleteater blandes med hårde og fine moderne dansetrin af Pernille Garde. For det andet, at den er klog nok til at vise beruselsens bagside, brandertens usharmerende umådehold, og for det tredje, at den gør flot brug af lys til at stemme og forstemme os, fra et lysende bord til slutsceneres flotte blackouts. Det er en visuel danse-teater-fortælling i poetisk sidelys

Hvis du aldrig har været ude at se København fra den anden side Lynetten, så er turen ud på Refhaleøen i sig selv en optur og forestillingen mere end en aften værd. Hvis der skal komme et enkelt aber dabei , så savner denne seer måske lidt mere erotisk glød og kød i udskejselserne. Men jeg vil ikke glemme det grønne lys: kom afsted, det er billigt, kun 120 kr. for magisk grønt danseteater.

4 teatersæder

“In Absinthia” på teater Asterions Hus, Refshalevej 320 (teaterbus).
Ide og instruktion: Peter Kirk, Scenograf Pernille Garde.
Varighed: ca. 1t og 20 min.
Spilleperiode: 9. til den 19. februar 2012.
Billetter: 120 kr.

“Sonetter” Det Kongelige Teater – Det Røde Rum

“Sonetter – frit efter Shakespeares kærlighedsdigte” er den fulde titel på Det Kongelige Teaters eksperimentalscenes meget overrumplende og tankevækkende bud på en tolkning af kærligheden og lidenskaben, for ikke at sige forelskelsen og liderligheden.

Det meste overraskende ved denne vellykkede forestilling er kropsligheden og de fine historier, som de 5 skuespillere med dødsforagt fortæller mod digtenes umiddelbare tolkning. Teksten får megen modstand. En særlig ophøjet kærlighedsonet får f.eks. så meget sex på scenen, at det driver. Stor hengivenhed for den elskede modstilles på scenen af en for overdreven eller klæbende elskende. Digtenes flotte ord sitrer, når der sættes billeder på, der modspiller og modsiger dem. Der hoppes og kravles ind og ud af en sortrandet spejlscenografi, hvor der synges, spilles, hviskes og kæles, så det er en fryd for øjet og tanken. Det er et intenst nærværende følsomhedens teater.

Elisa Kragerup fik i sidste sæson, som var hendes første som færdiguddannet reumerten for bedste instruktør. Hun får nok også mindst én i denne. Skynd dig og køb billetter, der er heldigvis endnu dynger af dem.

5 teatersæder

“Sonetter” Det Kongelige Teater – Det Røde Rum, Skuespilhuset Portscenen
Iscenesættelse: Elisa Kragerup.
Billetter: 195kr. (Rabatter – ser her):
Spilleperiode: 21. jan. – 03. mar. 2012.

PS: Hvis du vil forberede dig, kan man købe eller låne Line Kroghs oversættelse af sonetterne. Den er efter min beskedne opfattelse skønnere end Niels Brunses, som Det Kgl. Teater bruger. Eksempler på hans oversættelser findes her.

“Sange fra en Fribytter” – en Tom Kristensen-cabaret på Cafe Liva.

Jesper Lohmann formidler på formidabel vis Tom Kristensens digtning og forfatterskab på Cafe Liva. Digtene er ikke lette at få ud over scenekanten, fyldt med farverig ekspressionisme og rimede billedtunge guirelander, som de er. Men det lykkes overmåde, enhver dansklærer må fryde sig og overveje at sende sine elever ned til Cafe Livas voksduge. Det er tradition uden at blive tungt.

Lohmann er godt hjulpen af Bjarne Sahls flotte melodier, som svinger mellem traditionel Jazz, sprechgesang og nordisk visetradition. Druk-digtene får en troværdig fanden-i-voldskhed med Lohmanns mørke stemme og gadedrengede maskulinitet. Dobbeltheden hos Tom Kristensen – stor digter, stor svirebroder – kommer fint frem i mellemteksterne: “Jeg har en for regelmæssig natur til at gå i hundene” og “Jeg har noget at gøre på bunden, ellers kom jeg der ikke”.

Digtene er svære at gøre nemme, men man får sådan en lyst til at gå hjem og læse nogle af dem igen. Hvis man er til Jazz og digte, så er det næsten en pligt at ringe eller maile sine billetter ind. Vi andre kan sagtens følge efter og nyde Tom Kristensens farverige ømhed og drukkenskab, som får så fin en røst hos Jesper Lohmann..

4 teatersæder

“Sange fra en Fribytter” – en Tom Kristensen-cabaret på Cafe Liva.
Iscenesættelse: Susanne Storm. Musik: Bjarne Sahl, Bas: Eva Malling.
Spilleperiode: 26.januar – 3.marts – tirsdag til lørdag kl.21.
Billetter: 175 kr på tlf. 33 16 10 26 eller cafeliva@mail.dk

“Blam!”- gæstespil af Neander Teater på Republique

Drengerøve i alle aldre bør købe billet til denne forestilling. Og ligeså alle andre, for Blam! er denne sæsons hidtil sjoveste og bedste fysiskteater/performance forestilling. Kristján Ingimarsson har digtet en fabel om fire klassiske kontormænds dagdrømmerier. Fire blammere, som de definerer sig i programmet, mænd der laver stunts fra deres favorit-actionfilm. Et varieret udvalg af groteske nedskydninger fra de sidste 30 års voldsfilm. Jo mere støjende og overdrevet, jo bedre. Referencer til Terminator og Freddy Krueger kunne en actionfilmnovice, som jeg, lige spotte.

En god rammehistorie, humoren og de fire medvirkendes høje tekniske niveau gør forestillingen vildt seværdig. Kontoruniverset er dejlig stiliseret, alt foregår under chefens panoptiske blik, de skynder sig at lave sjov, når han er ude. Scenografien er en tragisk parafrase over den æstestiske katastrofe, som hverdagskontoret kan være, et blik ala fotografen Lars Tunbjörk. Kristján Ingimarsson, Lars Gregersen, Joen Højerslev og Didier Oberlé er udtryksfulde, sygt dygtige og blander alle mulige stilarter sammen. Det er en enestående mulighed for at se det fysiske teaters akrobatiske overdrev. De 4 performere laver det ene vildere stunt efter det andet i et hæsblsende tempo. Det groteske i både actionfilm-universet og kontorets livløshed bliver til et livgivende visuelt digt om lysten til at fyre den af og lade kroppen styre. Og samtidig en kritik af en jackass-kultur (ødelæg noget, kom til skade og film det), hvor almindelige mennesker gør vanvittige livsfarlige ting.

Kom afsted – det er hæsblæsende god underholdning for drengreøve af alle køn og aldre.

5 teatersæder

“Blam!” gæstespil af Neander Teater på Republique.
Idé, koncept, iscenesættelse: Kristján Ingimarsson co-instruktør: Simon K. Boberg.
Billetter her mellem 160 – 255 kr, unge ca halv pris.
Downtown sælger billetter med rabat til Blam! Og husk at Republique er et af de teatre, hvor der kan være halv-pris på dagen ved at gå ind på Billetbillets hjemmeside.

“Rhapsody” Dansk Danseteater på turne og i Dansehallerne

Teaterforeningerne rundt i landet kan godt glæde sig til dette års turneforestilling fra Dansk Danseteater. . Kim Brandstrup og Tim Rushton har hver skabt en halv times koreografi til henholdsvis små brudstykker af klassisk musik (Back og Mozart) og et stykke moderne musik af John Adams,“Shaker Loops“.

Brandstrups stykke “Rocking” er 6 pas de deux’er for mand og kvinde – en undersøglese af forskellige tiltrækninger mellem elskende: Fra parret, der mere ubevidst følges med hinanden til parret, der synkront gør det samme. Hos et tredje par antydes Strindbergsk tiltrækkende frastødning. To af forskellig køn sammen på en scene fremkalder næsten i sig selv det store drama om kærlighed mellem mennesker. Her fortælles historien nænsomt tankevækkende og sært svævende i sin egen langsomme energi.

Tim Rushton “Rhapsody” er mere råt – et ægte stykke rapsodisk modernistisk dans. Her er det ikke forholdet mellem to, men mellem den enkelte og mange, og dansens samlede form på scenen. En bevægelse går fra en til alle på scenen. Rastløste rul om egen akse og uendeligt mange vidunderlige løft følger Adams’ repeterende minimalmusik.

Dansk Danseteater leverer endnu engang dans, som man fortaber sig i uden nødvendigvis at vide hvorfor. Danserne er som altid mere end fantastiske og dejligt forskellige. Kom af sted, det koster bare 165 kr.

4 teatersæder

“Rhapsody” Dansk Danseteater på turne og i Dansehallerne.
Koreografi: Tim Rushton og Kim Brandstrup.
Spilleperiode: 17. jan – 15. marts 2012.
Billetter 95-165 kr.

“Jeg er min egen kone” Ålborg Teater i gæstespil på Riddersalen.

“Museum, Môbel, Mânner, i den rækkefølge har jeg levet mit liv” siger Charlotte von Mahlsdorf. Hun var transvestit, overlevede sin nazististiske fader, anden verdenskrig og DDR indtil murens fald iført kjole og langt lyst hår. Hun grundlage i 1950’erne Gründerzeitmuseum i det daværende Østtyskland – en samling af møbler og edison-fonografer fra slutningen af 18-tallet – i et forfalden herskabshus lige udenfor Berlin som hun selv instandsatte. En transvestit med store møbelsnedkerhænder og en vældig appetit på at leve sit liv på helt sin egen måde.

Doug Wright frugtbare greb i denne prisvindende monolog er at lade én person spille alle stemmerne, også hans egen fortvivlede i forsøget på at finde sandheden i alle de historier Charlotte har været så dygtig til at til at fortælle. Jakob Højlev Jørgensen samler dem alle med formidabel autoritet. Mest ærefrygtindgydende lægger han krop og stemme til Charlottes egen mandige glæde ved at samle ting og være sig selv med kjole og langt udslået hår. Indledningsreplikken kan være en nøgle til den dunkle andel halvdel af denne vidunderlige monolog, som nu i anden omgang gæstespiller på Riddersalen.

Kom af sted, det er tysk livs- og samtidshistorie på en gang. Og et bevægende forsvar for vor menneskelige ret til at være, dem vi nu er.

4 teatersæder

“Jeg er min egen kone” Ålborg Teater i gæstespil på Riddersalen.
Iscensættelse: Charlotte Munksø.
Varighed: 2 timer med pause.
Billetter: 125 – 180 kr.

“SEX.VOLD.BLOD.SNASK” på Teater Får 302

Morsomt og civilisationskritisk teater om Singapore med transvestitter, sammenbrændte kvinder og nordpolsekspeditioner årgang 2020 er en sjælden opskrift på succes. Teater Får 302 fik dog en sådan med den Singaporianske forfatter Alfian bin Sa’at’s sjove, seksualiserede og sært begavede stykke i sidste sæson, og har med med god ret genopsat stykket..

Det camp og filmiske stykke i 6 scenebilleder rammer tilskueren på mange niveauer. Scenerne er nedslag i Singapores historie, fra to engelske damer ved århundredeskiftet over to japanske soldater under 2. verdenskrig til den omtalte nordpolsekspedition annon 2020. Gennemgående tematiseres et voldsomt normalitetspres – for ikke at sige normal-helvede – og reaktionen derpå, specielt en hæmmet seksualitet og tilsvarende inverse uhæmmede seksualitet. Alle scenerne emmeraf barok parodi på de propagandafilm bystaten Singapore laver om sig selv. En lyrisk homotranset filmparodi på Singapore er vel på kortform stilen.

Kamilla Bach Mortensens opsætning er følsom konkret og almengørende. Scenograf Siggi Oli Palmason vanvittigt sjove kostumer giver morskaben barokke vinger – Sorel gummistøvler med minkpels og skibriller var en af mine favortitter. Kom afsted til en lidt lang- 2 timer og 20 med pause, men ikke aldrig kedelig aften. For 135 kr fås ikke mere tragikomik i vinterkulden. Det er langt langt sjovere end TV.

4 teatersæder

“SEX.VOLD.BLOD.SNASK” på Teater Får 302, Toldbodgade.
Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen.
Spilleperiode: 9. januar – 28. januar 2012, kl. 20.00 (17.00)
Billetter: 135 kr med de sædvanlige rabatter.

“Om Baronessen”, Folketeatret, Hippodromen, derefter turne.

“Om Baronessen” er virkelig en lille teaterperle, som man skal skynde sig at købe billetter til. Den bliver snart udsolgt. Alt lykkes i denne opsætning, som Thor Bjørn Krebs har skrevet om venskabet mellem Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen. Og ingen skal fortvivlet blive væk, selvom man er sluppet igennem danskundervisningen uden at læse en linie af de to. Denne forestilling kræver ingen litterære forudsætninger, og hvis man har, er man lige underholdt, teksten trækker lange gode spor i Blixensk livsvisdom og betoner den erotik, som må have været mellem dem.

To mennesker med en pagt, men samtidig på vej væk fra hinanden. Blixen er 64 år gammel, verdensberømt, livserfaren og p.g.a. syfilis berøvet sin seksualitet, men med en erotisk investering i Bjørnvig, som er er 32, nygift, midt i en skrivekrise, og i tvivl om, om han skal være forfatter eller tør magister. Samtalerne mellem dem er en blanding af one-liners og ord man kan leve og dø på, hendes morsomt tragiske og ramme, hans vaklende og ambitiøse.

Karen Lise Mynster er en skræmmende, oldgammel og stjerneskarp Karen Blixen, Pilou Asbæk en dejlig hvalpet og vægelsindet Thorkild Bjørnvig , mens debuterende Sofia Nolsøe får maksimalt ud af sin køligt mondæne Benedicte Jensen. Søren Iversen holder det hele lidt tilbage så erotikken og de åndelige kræfter ikke tager overhånd på scenen, og Stine Martinsens spejl- og tryllescenografi rammer det smukt ind.

Hvis man kun skal se en enkelt forestilling i år, så lad det blive denne. Det bliver sjældent større.

6 teatersæder

“Om Baronessen”, Folketeatret, Hippodromen.
Iscenesættelse: Søren Iversen
Spilleperiode: 15.12.11-28.01.12, kl. 19.30 på Folketeatret. Derefter turne
Billetter 245 – 295 kr.

“Gengangere” Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.

Ubehjælpsomheden besjæler den tyske regiteater-instruktør Michael Thalheimers version af Henrik Ibsens “Gengangere“. Fru Alving, hendes søn Osvald og hendes ungdoms brændende kærlighed Pastor Manders vakler den første halve time rundt i et endeløst novemberregnvejr uden at være i stand til at søge ly. I deres pæneste våde tøj taler de ud om Fru Alvings rædselsfulde ægteskab, Osvalds sammenbrud og Manders gennemførte gammeldags retlinede fejhed: Han sender som ung Fru Alving tilbage til sin hæslige mand på trods af egen kærlighed til hende. Som krøblinge ude af stand til at hjælpe sig selv, står de på en regnvejrskant, som de ikke kan flytte sig fra. Her er ingen mellemregninger: Norge er en jammerdal af pligt, arbejde og tvang, generationerne tvinges til at gøre forældrenes fejl til egne: Alle gamle meninger kommer igen som gengangere.

Michael Thalheimers Ibsen er ikke særlig elegant, men meget konsekvent. Men hvorfor kun se personernes ubehjælpsomhed og ikke spille alle mellemregningerne, som teksten også rummer ? Familien set som tragedie er langt sortere, grovere og sjovere hos Strindberg, Ørnsbo eller Noren. Her er det kun Kirsten Olesens Fru Alving, der viser os alle mellemregningerne ved at være menneske. Hun er sjælsrystende stærk.

Jeg udelukker ikke, at stykket er bedaget og svært at gøre interessant for et nutidigt publikum, men hvorfor så spille det ? Her når instruktøren få sjæle, selvom der spilles godt over det meste af linien og iscenesættelsen er gennemført flot og let at læse, hvis man kender stykket i forvejen. Hvis ikke man kender stykket, er man i perioder fortabt, da mange replikker utydeligt råbes – af og til med sjælsrørende effekt – en gang imellem uden pejling af, hvorfor vi skal lytte til disse gengangere ransage deres indre i vindstyrke storm.

Jeg vil anbefale teatertosser, som jeg selv, og studerende ved de dramatiske uddannelser, som kan få billige billetter, at se disse fortabte gengangere. Resten bør holde sig væk eller se “Mågen” i stedet.

3 teatersæder

“Gengangere” Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene.
Instruktion: Michael Thalheimer.
Spilleperiode: 9. dec. 2011 – 18. feb. 2012.
Varighed: 1t. 45 min uden pause.
Billetter fra 195-495 kr.

“Propaganda” gæstespil af gruppen Acrobat på Republique

Der er en vidunderligt livsbekræftende australske familie, der som truppen Acrobat igen besøger Danmark. Altid med gode nycirkusforestillinger, denne gang med etiketten “Propaganda”. Forestillingen er på den ene side traditionel cirkusakrobatik med linedans, håndstand og reb. En manege tegnet på gulvet med stang i midten og rekvisitter udenfor. Acrobat har helt deres egen rå afbarberede stil.

Og så er der alt det mere eller andet, der retfærdiggør det lille ny i cirkusset: De kan noget med det store chok – et farefuldt element på vanvittigt højt akrobatteknisk niveau, som en stående baglæns salto, hvor manden pludselig hænger i fødderne i en rebløkke. Det ser helt vildt ud ! Og den stemning af at paradokset er verdens vilkår: Titlen propaganda refererer til de modstridende formaninger, der kommer mellem numrene, som vel kan koges ned til at være ordentlig og sig selv: Man skal passe sin have (helst nøgen).

Det er en dejlig forestilling, en times tid tager den og når jeg er lidt fedtet med teatersæderne, så er det fordi jeg synes billetprisen er for høj: rimelige billetter koster 200 kr for voksne og 80 kr for bøn. Knap 600 kr for en familie. Det er altså mange penge. Styrt ind og se forestillingen, hvis du er under 25 ellers vent til et større format kommer forbi.

4 teatersæder

“Propaganda” gæstespil af gruppen Acrobat på Republique.
Spilleperiode: 9 november – 26 november, kl 20.00
Billetter.

“I Lie Down With a Crocodile” Livingstones Kabinet på Teater Får302

Livingstones Kabinet er musikteater i helt sin egen genre. Grundformen er kabaret med scenebilleder som i billedteatret. Det er dansk og engelsk i en pærevælling. Pete Levingstone og Nana Karelis ser på verden med store troldsplintrede øjne. I “I Lie Down With a Crocodile” kaster de sig ud i et grumt knugend syngespil om det onde i form af den grusomme historie om ægteparret og seriemorderne Fred og Rosemary West.

At historien er grum, og mere idiosysnkratisk end kabinettes forrige temaer udtrykkes med undertitlens “En musikalsk Folie à deux” og bliver tematiseret af parret selv, før de går i gang med at fortælle historien om det seriemyrdende par. Derefter går det ellers derudaf med smukke sange om ubegribelig ondskab, seksuel underkastelse, mord og kropslig lemlæstelse. Og om den menneskelige karakter, der kan foretage sig den slags handlinger: et menneske med en reptilhjerne – som krokodillens. Ondskaben forstærkes af Kabinettets vidunderlige sans for gentagelsens musik, seriemordernes ubegribelige forklaringer synges og repeteres igen og igen, som i trance og som om vi og de bliver klogere på, hvad ondskab er. Ja – det er en sær forestilling, og så har endda glemt billedsiden – et enormt krokodillemonster spørger sært i baggrunden med helt sin egen logik.

Kan vi overhovedet forstå endeløs ondskab, som seriemorderparrets sat i smukke sange fremført med perfekt diktion ? Som tilskuer blev jeg ikke helt sikker på, hvorfor vi skulle have historien fortalt. Kabinettets kvindelige karakter forsøgte sig med en afmagtsfyldt historie om hendes pligt til medfølelse med mennesker, der ikke selv føler samm. På trods af dette men, leverer Kabinettet som altid varen – medrivende sær, men perfekt teater. Forestillingen kan kun anbefales.

4 teatersæder

“I Lie Down With a Crocodile” Livingstones Kabinet,
Gøstespil på Teater Får 302, Toldbodgade 6-8, Kbh K.
Iscensættelse: Adelaide Bentzon og Nina Kareis.
Varighed: 1. time
Billetter: 135 kr, 65 for unge

“Mågen” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.

Den russiske dramatiker Anton Tjekhovs fire sidste skuespil, hvoraf “Mågen” er den første, er alle verdenskunst. De handler alle om russisk landadel med bristede drømme, som reflekterer over livet i almindelighed og deres forspildte i særdeleshed. Tjekhov gør disse historiske skæbner almene via sproglig symbolik, psykologisk skarphed og underspillet historiesfortælling.

I Mågen følger vi et familedrama, hvor den kendte skuespillerinde medbringer sin kendte forfattermand på sommerferie hos broderen på det fædrende gods, hvor hendes forfatterspirende søn er efterladt. Mellem disse skæbner udspiller sig et kærligheds- og livsdrama.

Der har været tradition for at spille Tjekhov langsomt og dvælende, som iscenesætter Katie Mitchell, fortæller i programmet. Hun gør det modsatte. I en fantastisk flot forfalden havestuescenografi får vi stykket i rappe 5 akter. Hun lader skuespillerne spurte ind og ud af scenen, som havde de livet i hælende. En sælsom blanding af kithcen sink realisme og Strindbergsk familiedrama, lang væk fra den symbolisme, som er traditionen. Det giver en fantastisk effekt – man sidder knuget og medrevet med en stor klump i maven, som tragedien udfolder sig, men persontegningen går lidt fløjten med den høje hastighed og de lave sitcom replikker.

Men alt i alt en fantastisk vellykket forestilling, som brillerer med fantastiske scenografi og kostumer, og et radikalt greb, som sætter historien på spidsen. Der spilles rendt ud sagt røven ud af bukserne. Se forestillingen, men gå hjem og læs stykket, hvis alle nuancer skal med.

5 teatersæder

“Mågen” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset.
Iscenesættelse Katie Mitchell
Spilleperioede 07. okt. – 13. jan. 2012.
Billetter: 75 til 395 kr
Varighed: 1 time og 35 minutter uden pause

“Europamestrene” på Frederiksbergscenen

Nørrebro Teaters annex i det gamle Rialto, Frederiksbergscenen, genopsætter i dette efterår to skæve satirisk-sjove kult-forestillinger. Thor Bjørn Krebs’ reumertnominerede “Europamestrene” er den første. Grundteksten er fra 2003 – Teater Grob lavede en underspillet middelklassesatire på teater Plan B – en episodisk række hverdagsbilleder uden fortløbende historie.

Disse tekster bliver i sine nye form til en mere regelret revy over dansk guddommelig hverdag. Lige fra den gynækologiske undersøgelse på Herlev sygehus, til det lidt ældre ægtepar, der i Varde forgæves venter på, at datteren kommer hjem med sin nye kæreste til tarteletter. Fælles for de mange historier er Teater Grobs gamle kærlighed til en nøjeregnende hverdagsrealisme i kombination med en stærk fornemmelse for, hvornår almindelig ubetænksomhed, smålighed eller egoisme bliver til sårende ondskabsfuldhed.

“Europamestrene” er stadigvæk en fantastisk sjov, tænksom og uendelig seværdig forestilling. Det stærke skuespillerhold, (Mia Lyhne, Mick Øgendahl, Søren Malling, Kirsten Lehfeldt, og Per Scheel-Krüger) gør vores danske selvglæde og kroniske mangel på selvkritik til lige dele komedie og tragedie, lige dele køkkenvaskrealisme og revy og slipper godt fra det. Godt gået.

5 teatersæder

“Europamestrene” på Frederiksbergscenen, Smallegade.
Iscensættelse: Thor Bjørn Krebs
Spilleperiode: 24. september til 19. november 2011, Tirsdag – fredag klokken 20:00. Lørdage klokken 17:00 og 20:00.
Varighed: 1 time og 30 minutter
Billetter: 250 kr.

“Den Gyldne Drage” Holland House på Husets Teater.

At se en forestilling af Jacob F. Schokking er altid en visuel sansemættende dramatisk totaloplevelse. Denne gang akkopagneres “Spild af tids” videoprojektioner af en lige så gennemkomponeret og dramatisk kommenterende lydside af FM Einheit, der efter han forlod det tyske kultband Einstürzende Neubauten har haft en lang karriere som teaterlydmager.

Teksten er af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig og er en fabel om den asiatiske restaurent “Den Gyldne Drage” og de mennesker, der bebor samme ejendom som restaurenten. Vi får 15 menneskeskæbner over 48 hurtige scener. 5 skuespillere spiller unge og gamle, mænd og kvinder på tværs af egen alder og køn. Teskten er skøn blanding af replik, regibemærkninger og lyrisk monolog. Vi følger en aften i ejendommen, hvor livet leves på kryds og på tværs med en gennegående historie om en syg tand og dens skæbnesvangre (symbolske) følger.

Schokking får som altid maksimalt ud af teksten, som kan forstås på mange planer: som en skæbnefortælling om indvandring, som en fortælling om fremmedgørelse, ser vi og forstår vi hinandens liv – tanden forsvinder til sidst, som om den aldrig har været der. Gør vi ikke det selv ?

Forestillingen kan kun anbefales, både som et lærestykke i, hvordan et moderne audio-visuelt teater skal gestaltes, men teksten lader også til eftertanke som et memento mori og et stykke social kritik.

Hvis jeg skal komme med et lille men, så tror jeg forestillingen ville have vundet ved at blive spillet på større scene. Vi er så tæt på skuespillerne at lyrikken i teksten nogen gange forsvinder. Men kom hid alle teaterglade, for kun 130 kr er du en stor teateroplevelse rigere.

5 teatersæder

“Den Gyldne Drage”, Holland House på Husets Teater, Halmtorvet
Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking
Billetter: 130-190 kr./60-120 kr. for unge u. 25 år.
Varighed: 1 time og 20 min.

“Enetime og Sylfiden”, Den Kongelige Ballet

Den Kongelige Ballet indleder sæsonen med to kanonklassikere, som var en del af ballettens succesfulde USA-turne i forsommeren.

“Enetime” af Flemming Flindt er oprindelig skabt til dansk TV i 1963, og er noget så sjældent som en gyserballet baseret på Eugéne Ionescos absurde skuespil af samme navn. Handlingen er en mørk fortælling om en danselærer, der sekunderet af en pianist tager livet af sine uskyldige balletelever. Fablen kan fortolkes på mange planer og førsteholdets glimrende dansere, der alle debuterede i deres partier, fandt en fin balance mellem stykkets konkrete handling, og så billedet af den syge meningsløse ondskab og den tilfældige ofring af hvem som helst. Der er mange forskellige dansere på rollelisten, og standarden er høj, så man kan frit vælge mellem de 6 aftener forestillingen går.

“Sylfiden” er Bournonvilles hovedværk og danset over 800 gange af Den Kongelige Ballet. Den nyudnævnte solodanser Alban Lendorf debuterer som James, der bliver forlokket af en sylfide under sin egen bryllupsfest med sin udkårne Effy.

Lendorf gør James til en arrogant hidsig ensporet macho af en ungersvend, som lader sig lokke til at begå en ung herredumhed, at sylfiden sku er pænere og sjovere end Effy. Hans maskulinitet giver megen kraft til duellen med heksen Madge, som kommer til at stå som både urkraft, kvinde og den onde selv – Jette Buchwald er som altid fremragende som heksen. Glimrende er også musikken. Dirigent Robert Reimer får Kapellet til at spille, som om de mener at balletmusik er rigtig musik. Det høres ikke altid.

“Enetime og Sylfiden” er en mørk, men dejlig balletaften, man bliver berørt og foruroliget af megen undertekst og det sorte ubegribelige. Korpset danser som engle, solister og solodansere brillierer i nye udfordringer, hvad mere kan man forlange. Der er kun seks aftener. Husk rabatordeningerne for unge, studerende og pensionister. Halvprisordningen er afskaffet fra denne sæson. Desværre.

5 teatersæder

“Enetime og Sylfiden”, Den Kongelige Ballet.
Iscensættelse: Nikolaj Hübbe (Sylfiden) og Vivi Flindt/Anne Marie Vessel Schlüter (Enetime)
Gamle Scene, Kongens Nytorv fra 17. sep. til 07. okt. 2011 kl. 20.00
Billetter: 95kr – 595kr

“Den Gerrige” på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset og turne.

Med Molières komedie “Den Gerrige” åbner Det Kongelige Skuespil teatersæsonen med stor stor komediekunst. Thomas Bendixen iscenesætter endnu engang det gamle klassikerguld som levende, vedkommende og moderne teater. Og Søren Sætter Lassen forvandler en grim usympatisk og gennemført rædselsfuld karakter til et menneske, vi griner af og græder over findes.

Komedieskabelonen om gnieren, der kun elsker sine penge, foldes her ud i det groteske. Scenen vipper korporligt op i Maja Ravns brune forfaldskasse af et hjem (det koster jo penge at få gjort rent) og farcen stiger sammen med den i et stor langt crescendo. Der spilles sygt godt teater hele vejen rundt. Og Bendixen lader replikkerne følge af så mange kropslige ditto, at enhver teaternørd kan forfalde til kun at se på hænder, trin og blikke. Molieres kloge tekst er samtidig et rigt skrin af rammende replikker om de menneskelige dødsynder, som ingen af os kan sige os fri for.

Efter 10 års forbrugsfest i friværdiens letsindige skørter er det nemt at se det moderne i Den Gerrige, der i slutscenen vugger sin lille pengekasse med de store sedler, som om det var et spædbarn han bar i armene. Det er en dejlig vulgær og ond teateraften, som bør få enhver teaterelsker til at styrte til de virtuelle billetluger for at sikre sig en billet. Der spilles skuespil af allerhøjeste komediekarat over hele linjen. Der bliver nemt udsolgt, selvom billetpriserne efterhånden må være landets dyreste, så skynd Dem. Det fremgår ikke af teatrets hjemmeside om halvprisordningen fortsætter i den sæson. Vi håber det er en fejl..

5 teatersæder

“Den Gerrige” af Moliere, Det Kongelige Teater,
Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn
Skuespilhuset 08. sep. – 21. nov. 2011, derefter turne.
Billetter 75kr – 495 kr.
Varighed: 2 timer og 20 minutter

“Henrik og Pernille” på Grønnegårdsteatret i Designmuseum Danmarks have

Grønnegårdsteatret er i pole position, når det gælder klassikeropsætninger, Det Kongelige Teater burde brække blod af misundelse, for det efterhånden store friluftsteater har gennem de sidste 30 år givet nationalteatret baghjul, hvad angår vedkommende klassiskerteater. Ludvig Holbergs “Henrik og Pernille” er ingen undtagelse, hvor det især er Birgitte Mellentins scenografi, og Jens Jacob Tychsen’s Henrik, som på hver sin måde gør forestillingen til en yderst anbefalelsesværdig destination for en hvidvinsbefængt sommerpicnic.

Udnyttelsen af haven er i år scenografisk genial, scenograf Mellentin har vendt scenen på langs, så tilskuerne kommer meget tættere på, og skuespilerne får en lang brostensbelagt catwalk af en scene dramatisk at entrere på. Periodekostumerne fuldender den æstetiske skønhed, alle skulturelt dramatisk farvedrevne karaterstikker af personerne.

På denne langstrakte gade i København udspiller sig så forveklingskomedien om de ikke så ydmyge tjenestefolk, Henrik og Pernille, der hver har lånt deres herskabers klæder og huse og forsøger at score det rige giftemål over deres stand. Bedraget bliver selvfølgelig opdaget, da deres herskaber kommer hjem. Historien er ikke Holbergs mest holdbare, og intrigen er gættet på 5 minutter, men Jens Jacob Tychsen giver denne banale upstairs- og downstairskomedie fuld skrue.

Han gør Henrik til et studie i længslen efter social opstigning, det bare at være noget, bare en lille smule synlig. Han viser os den underordnedes udsøgte fornemmelse for at karrikere de værste af herskabernes manerer, sammen med bedragerens angst for at bliver opdaget og afsløret. Han gør forestllingen interessant for et moderne publikum. Resten af holdet spiller vidunderligt kropsligt Holbergteater, men når Tychsen er på scenen, bliver det et personligt generøst forsvar for hin enkle bedrager og lykkerider.

Grønnegårdsteatrets 30 års jubilæumsforestilling er som altid klassikerteater, når det er bedst, og skulle man falde ud af røret, da forestillingen måske er et kvarter for lang, kan man lade sit blik falde på Leanders faantatiske hår og derefter forsøge at tælle hvor mange nuancer af lilla, der kan puttes på et kosutme.

5 teatersæder

“Henrik og Pernille” af Ludvig Holberg.
Instruktion: Solbjørg Højfeldt
Grønnegårdsteatret i Kunstindustrimuseets Have, Bredgade 68.
Spilleperiode: 24.juni – 20.august, mandag – lørdag kl.19.30. (Haven er åben fra kl.17.30).
Billetter her

Varighed: 1t 45min uden pause.

“Stuepigerne” på Det Kongelige Teater, derefter turne.

Tyven, bøssen og forfatteren Jean Genets debutstykke “Stuepigerne” er en fabel om to stuepiger, der under deres frues fravær skiftes til at spille “Madame” og med stærke sadomasochistiske undertoner til slut dræbe hende. For at forstærke temaet om spillet i spillet og de seksuelle undertoner anbefalede Genet, at de tre kvinderoller skulle spilles af unge mænd. Stykket vakte stor opsigt 1947 og regnes som en af det absurde og kønspolitiske teaters første udtryk.

Stjerneinstruktøren Staffan Valdemar Holm skraber endnu mere naturalisme væk og fordobler illusionspillet endnu en gang, idet han lader kvinderollerne spille af tre modne stjerneskuespillere, Birthe Neumann, Kirsten Olesen og Malene Schwartz. De spiller alle med knold i nakken i det samme bevidst gammeldags sorte kostume på en tom hvid scene. Den oprindelige dekoration bliver vist som videoprojektion med tre unge kvindelige figuranter, medens replikkerne spilles fra scenen.

Iscenesættelsen vil nøgternt set for meget på en gang, vi har som publikum svært ved at fange hele referencerummet og falder i perioder ud af røret, men den er samtidig så umiddelbar kropslig seksuel opspændt og med en replikbehandling, så man både taber næse og mund.

Stykket udsat for damer gjort ældre end de er, forstærker fabelen om selvhadet og fornedrelsen som en lystfyldt mulighed, som stuepigerne ikke kan slippe ud af, men som de må gennemspille til døde. Stiliseringen går så vidt, at selve rammehistorien om brevene og Madames elskere næsten bliver en illusion: Findes verden udenfor overhovedet. Der er lagt en fransk sang ind undervejs, der næsten får tårerne frem: “Syng om denne døde kærlighed, om dette begær, dette døde begær” Det er smukt og meget meget sørgeligt. Stykkets sociale kritik virker tilgengæld sært underbelyst og fremstår her som bedaget, hvilket jeg ikke tror, den nødvendigvis er.

Det er en aften, hvor man går bevæget og eftertænksom ud fra teatret. Stjernespillet virker også på den måde, at det viser at godt skuespil kun bliver bedre med alderen, ligesom seksualiteten heller ikke forældes, selvom den kan være en fælde.

Det er umuligt at få billet til forestillingerne her i juni, men der er stadig billetter til spilleperioden i efteråret. Publikum rundt i landet kan glæde sig til skuespil i den store stil og en advarsel om kærlighedens vildveje: Den kan vare evigt. Styrt til billetlugerne til en ikke helt enkel forestilling, som mod sine egne odds er sært medrivende.

5 teatersæder

“Stuepigerne” af Jean Genet på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Kvæsthusbroen.
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm.
Varighed 1 time og 30 minutter.
Spilleperiode 01. jun. – 11. jun. 2011 og 11. okt. – 05. nov. 2011, billetter her.
Turne i teaterforeningerne i september og oktober.